√ | Som Natten, så Dagen

10.4

Mine hænder rystede nærmest, da jeg bevægede yderste led af mine fingerspidser ned over den øverste kant på bogens ryg, før jeg forsigtigt vippede den ud fra sin smalle plads mellem de to andre bøger, der stod så tæt og så klemt op ad bogen, jeg havde fat i, at jeg nærmest var overbevist om, at de forsøgte at holde Parabolae de Vita et Mortem fast på sin plads. Lukket og skjult. Jeg stillede olielampen fra mig på gulvet, og med min frie hånd holdt jeg de to andre bøger tilbage og trak bogen til mig. Da bogen var fri, var det som om de andre bøger åndede lettede ud over de ekstra centimeter, de nu kunne brede sig i, og hullet, Parabolae de Vita et Mortem havde efterladt på hylden, blev stort set lukket.

Der var intet bord, man kunne sætte sig ved for at læse bøgerne. Intet, der inviterede til, at bøgerne skulle læses. Rummet var fyldt til bristepunktet med reoler, og det eneste sted med bare lidt albuerum, var den smule luft, der var efterladt ved døren, så den kunne svinge op uhindret. Derfor hang jeg olielampen på krogen på døren og stillede mig op ad væggen ved siden af, således at lyset fra den brændende flamme ramte bogen i mine hænder.

Det var en mursten af en bog, jeg stod med – nej, to mursten. Den var lige så høj som længden af min underarm og min hånd og vejede uden tvivl mindst lige så meget som et par mursten. Når jeg lagde bogens nederste kant i leddet ved min albue, kunne det yderste af mine fingre lige akkurat få fat om bogens øverste kant og holde den fast. Jeg lod mine fingre glide over den guldgraverede titel på bogens omslag. Den var ikke støvet, da bøgerne havde stået så tæt, og de velbevarede guldbogstaver kom nærmest til live i det flimrende skær. Da jeg rørte det sirlige V, løsnede en flig af guldfarven sig og faldt ned mod gulvet i mørket, mens den glitrede i det svage lys. Kunne det være bladguld? Bogen var bundet ind i noget skind af en slags, der var farvet blåt, så jeg vidste, at den var betydningsfuld. Det blå pigment har altid været svært at opstøve, og i middelalderlige malerier bruges de nærmest kun på gudelige og kongelige motiver. Kleopatras blå øjenskygge var endda pigmenteret med pulveriseret lapis lazuli. Jeg vidste ikke, hvor gammel bogen var, men det var nok rimeligt sikkert at sige, at den med høj sandsynlighed var skrevet før middelalderen – måske endda under Romerriget, hvor den katolske kirke havde haft de økonomiske ressourcer til at give bøger som denne et så dyrebart omslag. Det bekræftede mig i min fornemmelse af, at bogen havde stor betydning.

Da jeg slog op på første side, stod ordene Parabolae de Vita et Mortem sirligt skrevet lige som på forsiden. Det gik mig mere og mere på, at jeg ikke kendte betydningen af det første ord – at jeg ikke vidste, hvad bogen havde at sige om emnerne liv og død.

Med min tommel- og pegefinger om det øverste højre hjørne løftede jeg forsigtigt den første side. Papiret var groft og tykt. Kanterne var langt fra lige og hjørnerne langt fra skarpe. Siden var umådeligt gammel og skrøbelig, og min rystende hånd førte den langsomt ned og ligge, så de næste to sider i bogen var blottede for mit syn. Med smalle øjne anstrengte jeg mig for at skille den ene krusedulle fra den anden, men for at være ærlig, lignede bogstaverne allermest en krydsning mellem russisk og arabisk, selvom jeg var sikker på, at det var latin.

Jeg mærkede blodet stige mig til kinderne og mit hjerte banke hurtigere og hurtigere. Jeg var så tæt på at få bare en smule at vide om det store spørgsmål, der var min egen eksistens, og så skulle et fremmedsprog og en dårlig håndskrift afholde mig fra det. I frustration og vrede kylede jeg bogen ud i mørket, mens et fortabt udbrud forlod mine læber. I sin tur gennem luften faldt flere bundt sider ud af bogen, før den med et bump ramte endevæggen og faldt mod gulvet.

Jeg var ligeglad med, at den gik i stykker. Alle var ligeglade. Der var ingen, der kunne bruge de her bøger til noget, og der var nok heller ingen, der ville opdage den ødelagte bog bagerst i lokalet, før den ville forsvinde i en støvsky om mange hundrede år.

Jeg dræbte olielampens svage, uskyldige flamme, før jeg vredt smækkede døren i bag mig og traskede ud fra klippens fugtige mørke.

----------------------------------

Forfatterbesked: Ikke så langt kapitel, I know, men det gav bare mest mening at stoppe den dér ift. næste kapitel (uh, glæd jer ;-)).

Derudover har en af de danske wattpadders xlesterrx startet en konkurrence meget lig Wattpads egen Wattys, blot for danske forfattere – hvilket jo inkluderer mig. Jeg synes, I skal tjekke den ud: "The Danish Fiction Awards 2018" – find den på min læseliste. Og hvis I synes, at jeg fortjener det (det håber jeg), så ville det betyde meget for mig, hvis I ville give en stemme/nominering til "Som Natten, så Dagen" under fantasy-kategorien! Hun har desuden lavet nogle selvopfundne kategorier, som man bare kan stemme/nominere løs i, hvis man synes, de passer. :-)

Man vinder æren og et sejt klistermærke, som hun selv har designet, til bogens forside.

Tak på forhånd! Hver en stemme/nominering tæller!

Kh Brochmann <3