√ | Som Natten, så Dagen

9.3

Tidligere: Amelia har trodset fysikkens love og er blevet trukket ind i en anden dimension, hvor hun er blevet taget til fange af vampyrer, er blevet jagtet af englene, er blevet tortureret af sin dødsfjende, er blevet separeret fra sit livs kærlighed, hvorefter hun har besteget et bjerg. Alt sammen for at nå til en hemmelig by bestående af måske det sidste uberørte menneskesamfund, der tilbyder hende husly, såfremt hun kan hjælpe dem med at planlægge et togt mod vampyrerne. Men hvordan skal hun dog hjælpe dem? Hendes første opgave i den lille by er at hente vand længere oppe ad floden, men kan hun overhovedet formå en så simpel opgave uden at komme i fare? Fare synes at følge hende hvor end, hun går.

Jeg tog en dyb indånding og fortsatte med varsomme skridt.    

9.3

Det første stykke tid kunne jeg høre vandet bruse under mig, så lyden af de knirkende brædder blev maskeret. Men lidt efter lidt spredte klipperne sig og gav plads til vandet, og da jeg langt om længe nåede den såkaldte bros ende, kunne jeg kun høre lyden af fredeligt rindende vand. Jeg sukkede lettet, da jeg endelig mærkede fast grund under mine fødder, og jeg kiggede op for at takke stjernerne. Men stjernernes lys var nu afløst af en lysnende himmel. Jeg kunne mellem bjergtoppene se de første solstråler ramme enkelte skyer, der eksploderede i et mekka af violette til rosa nuancer, der afslørede, at solen snart ville kæmpe sig op over horisonten. Jeg frydede mig over daggryets begyndende frembrud, og jeg så virkelig frem til at mærke de varme stråler atter ramme min hud. En tanke slog ned i mig.

Jack havde kaldt mig Solens Datter. Men hvad betød det egentlig? Den eneste gang, jeg havde oplevet faktisk at have kræfter, var, da jeg havde helbredt Adar efter Amiras dødbringende pil. Hvad hvis det ikke var det eneste, jeg kunne?

Et øjeblik stod jeg bare og stirrede på farverne, der langsomt ændrede sig, før jeg besluttede mig for at lægge mig i græsset, så jeg bedre kunne kigge op i himlen og betragte den smukke udsigt. Jeg lagde pinden og krukkerne i græsset ved siden af mig, før jeg stak faklen i den fugtige jord. Jeg tog en grådig indånding i den friske luft, og lod mine tanker flyde til lyden af vandets rislen, mens mit blik forsvandt i himlens vidunder.

Jeg forsøgte at genkalde mig, hvad der var sket i øjeblikket inden jeg faldt i søvn ved Adars side den nat, men mindet var udvasket og svagt. Jo – der havde været en melodi. En melodi, der havde sit udspring et eller andet sted dybt inde i min sjæl, langt tilbage i mit liv. Arh, hvordan var det nu, den lød? Tænk, Amelia! Tænk.

Men det var som at prøve at huske vindens farver; som om jeg jagtede et minde, der ikke eksisterede. Jeg sukkede. Det var umuligt. Jeg havde ingen kontrol over mine evner – og ville nok aldrig få det.

Mine tanker faldt på min sidste dag i Miami. Jeg havde siddet i en af de små, solbelyste gader med ryggen mod en pastelfarvet mur, der føltes varm mod min ryg og fik min hud til at klistre af sved. Men det var ikke noget, jeg havde lagt mærke til, for min bevidsthed befandt sig et andet sted. Jeg havde siddet og spillet guitar for mig selv. Det havde ikke været nogen bestemt sang, bare nogle tilfældige toner, jeg ikke kunne komme i tanke om.

Det gav et sæt i mine fingre. Min krop huskede den rytmiske bevægelse over strengende, den genkaldte sig tonerne, og pludselig sprang melodien frem i mit hoved. Før, jeg kunne stoppe den, havde den fundet vej til mit stemmebånd, og jeg nynnede uhæmmet. Melodien var blid og melankolsk og egentlig ikke særlig munter, men alligevel spredte en varm fornemmelse af glæde og sindsro sig i min krop, og jeg smilte mod den stadigt lysnende himmel, der nu havde et strejf af turkis over sig. Skyerne stod tydeligt frem med deres begyndende gyldne nuancer, og det var, som om tiden stod stille, mens jeg lå dér i græsset ved floden.

Der skete noget.

Det skete så langsomt, at jeg næsten ikke ænsede det. Men en tåge begyndte at sprede sig i kanten af mit synsfelt, og jeg satte mig op og opdagede, at den lå lavt i en cirkel omkring mig. Jeg holdt vejret, og melodien pausede. Det var, som om tågen holdt inde, da jeg stoppede med at nynne, og jeg betragtede den lidt, mens den lå og ulmede i græsset. Langsomt genoptog jeg melodien.

Jeg havde næsten bildt mig selv ind, at tågen dansede omkring mig, mens den gradvist rejste sig fra græsset. Jo, jeg var altså meget overbevist om, at den dansede. Da den havde nået omkring en meters højde, kom jeg på benene for endnu at betragte den i sin fulde form, mens den pulserede i takt med min ordløse sang. Den lagde sig over græsset under mig, så det eneste, der bekræftede mig i, at jeg stadig stod på jorden, var belastningen af min egen vægt på mine ben. Jeg rakte min ene hånd ind i tågen og kunne med det samme mærke den kølige fugtighed fra de små vandpartikler. Men det var ikke det eneste. Da min hud ramte de små dråber, var det som en tændstik til ilden, og min hånd lyste op med et velkendt, køligt lys, der fik partiklerne i tågen til at glimte. Betaget begyndte jeg at dreje langsomt rundt, mens jeg trak min hånd gennem tågen for at betragte glimtene. Tågen begyndte at kravle op langs min arm. Da den nåede mit ansigt, føltes det nærmest som om den kærtegnede min kind; som om vi kendte hinanden godt. Som mor og datter. Ud af øjenkrogen kunne jeg fornemme mine lys, og jeg lod mig opsluge af tågen.

Melodien stoppede, og den sidste tone hang i tågen som et ekko, mens jeg så min krop falde til jorden. Bevidstløs. Tågen tog mig til sig, bar mig; løftede mig, så jeg til sidst ikke længere kunne se min krop, ikke kunne se dalen, floden, end ikke bjergene. Men der skete ingenting. Tågen stod stille. Der var ingen stemme at følge, ingen dragende kald, for jeg havde ikke forladt min krop for at besvare en hidkaldelse. Jeg stod stille i luften, for denne gang vidste tågen ikke, hvor jeg skulle hen. Denne gang var det mig, der bestemte. Og jeg var ikke et sekund i tvivl om, hvem jeg ville se. Der var kun ét ansigt, der dukkede op i min bevidsthed.

Eliyas 

-------------------------------------------

Forfatternote: Årh, undskyld at jeg trækker mødet med Eliyas sådan ud! Men jeg kan simpelthen ikke bestemme mig for, hvor han befinder sig henne i verden. Hvad tænker I? Er han hos englene, er han hos vampyrerne? Er han taget til fange, er han fri? Jeg har brug for jeres hjælp til at beslutte det!