√ | Som Natten, så Dagen

9.4

Tidligere: Lynn, der giver Amelia og Silicia husly i byen i bjergene, har givet Amelia for opgave at hente vand fra den nærliggende kilde. Her er hun for første gang i meget lang tid mutters alene, og hun lægger sig i græsset for at betragte himlens farver ved solopgang. Her finder hun nøglen til at forlade sin krop og opsøge Eliyas.

9.4
Tågen rørte på sig. Som om der gik en strøm gennem tågen, som en krampetrækning – voldsom, men kortvarig. Og så stod tågen stille igen. Tyk, fugtig og omklamrende. Der skulle mere til. Jeg fokuserede på nuancerne i hans navn, smagte på det i tankerne, sang det for min bevidsthed. Jeg forestillede mig hans ansigtstræk, der var hærgede af et alt for langt liv med alt for mange fejl og tyngden af det ansvar, der fulgte med udødeligheden. Et ansvar, mange ellers syntes at have forkastet sig.

Jeg klemte øjnene hårdt i og lukkede alt andet end Eliyas ude. Ikke at det var så svært, for synet og hørelsen var de eneste sanser, jeg stadig havde, når jeg var Lux. Da tågen begynde at bevæge på sig igen, åbnede jeg ikke øjnene, selvom jeg kunne mærke, at jeg bevægede mig gennem luften. Jeg blev ved med at bygge flere detaljer på mit indre billede af hans ansigt. Hans øjenfarve, hans smil, hver enkelt tand, og hvert enkelt hårstrå i hans skødesløst charmerende hårpragt. Det virkede.

Da jeg atter stod stille, åbnede jeg tøvende øjnene. Jeg svævede i luften over ruinerne af en gammel kirke. Så de havde altså været kristne her en gang. Det var ret skræmmende at se, hvor meget lig hinanden de to verdener havde været. Det her kunne meget vel have været min verden. Jeg fik øje på ham blandt murbrokkerne. Han sad alene på resterne af en falden mur og lod til at være langt væk i sine egne tanker. Så snart han stod klart for mit syn, kastede jeg mig mod ham for at omfavne ham. Lykkeligt havde jeg glemt det faktum, at jeg ikke var andet end lyspartikler i luften. Men før, jeg kunne nå at registrere det, kom han på benene, greb en sten på størrelse med et forvokset græskar fra den bunke, han havde siddet på, hvorefter han slyngede den mod mig som for at skyde mig ned. Jeg nåede ikke at flytte mig, da det hele foregik i vampyr-superhastighed (og jeg blev mindet om, hvor uhyggeligt det var, når han brugte sin evne), og et øjebliks rædsel skyllede over mig, mens jeg forsøgte at værne mit hoved med mine arme. Der gik et sekund, og da jeg var sikker på, at jeg ville have været død, åbnede jeg øjnene igen. Den store sten rullede et par omgange i græsset bag mig, hvorefter den tungt faldt til jorden. Den var gået lige igennem mig. Jeg så chokeret fra stenen til Eliyas.

"Ved Nox' bagdel, Strattford!" udbrød han med et lettet smil og smed endnu en sten – nu kun på størrelse med en knytnæve – mod mig.

Jeg rynkede forarget på næsen og rykkede mig ikke for stenen, der fortsatte uhindret gennem luften.

"Jeg vil helst være fri for Ramons bagdel, tak." Jeg havde faktisk lykkeligt glemt hans eksistens for en stund. Gad vide, om han vidste, hvor jeg var?

"Jeg troede, du var en engel!" sagde han frustreret.

"Hvad hvis jeg var? Stakkels engel, siger jeg bare," grinte jeg, "Du er godt nok noget nervøs af en stor og stærk vampyr at være."

Han lod sig igen dumpe ned på rester af ruinen, mens hans ansigt skiftede fra lettet til lettere såret.

"Jeg kunne have dræbt dig!" lød det forfærdet fra ham, hvorefter et smil bredte sig over hans læber, mens hans blik blev lyst op af, ja – mig, faktisk.

"Arh, nu synes jeg du bliver lidt for selvsikker," sagde jeg og smilede drilsk, før jeg tilføjede, "Jeg er trods alt en gud."

"Touché," svarede han og blev stille, mens han betragtede mig i luften. Jeg følte mig lidt som en freak, så jeg så ned i jorden og lod tågen sænke mig, hvorefter den slap sit tag i mig og krøb væk gennem græsset, før den forsvandt helt. Jeg gik forsigtigt over mod ham og forsøgte at bevæge mig så menneskeligt som muligt. Og det skal lige siges, at det altså er kropumuligt, når man ikke har en krop.

"Jeg er glad for at se, at du ikke sidder i et sørgeligt, mørkt værelse længere," sagde jeg, lige før jeg lagde an til at sætte mig ved siden af ham. Men jeg kunne have svoret, at det ikke var min mening at falde igennem murbrokkerne i forsøget, men ned faldt jeg altså, til jeg var helt dækket af jord og sten. Op mellem stenene kunne jeg se hans forvirrede ansigtsudtryk.

"Amelia?" kaldte han og begyndte at flytte stenene for at grave mig op. Men jeg havde bare lyst til at grave mig længere ned af ren og skær ydmygelse. Hvorfor skulle jeg være så forbandet klodset? Hvad blev der af de evner, jeg netop havde erhvervet mig her til morgen? De gjalt måske kun min krop. Jeg sukkede irriteret og bevægede mig langsomt op gennem bunken, mens jeg i tankerne takkede guderne for, at man ikke kunne se hvor tomatrødt, mit ansigt ville have været.

"Man skulle tro, jeg var vant til det efterhånden, men det her med at svæve er altså sværere end det ser ud," mumlede jeg idét, jeg nåede tilbage til overfladen. Det var egentlig mest til mig selv, men Eliyas havde hørt det, og han grinte kort, mens jeg fandt på plads ved siden af ham. Da jeg så op på ham, opdagede jeg, at solen var brudt frem bag horisonten, for Eliyas' ansigt var dækket af kaskader af gyldent lys. Jeg betragtede ham sultent, mens hans blik var optaget af noget andet i solens retning. Hans hår skinnede i lyset, og hans blå øjne syntes nu nærmest turkise som et klart ocean, man kunne dykke ned i blandt koraller og fisk som i en helt anden verden – altså, ikke bogstaveligt talt, vel. Det var først, da hans kæbe bevægede sig, og han åbnede munden for at sige noget uden at flytte blikket, at jeg kunne løsrive min opmærksomhed fra hans tryllebindende øjne.

"Det ser nu meget let ud," sagde han og nikkede frem for sig. Jeg rynkede øjnene og kiggede et øjeblik skeptisk på ham, før jeg vendte mit blik i den retning, han havde nikket.

"Hvad mener–" fik jeg sagt, før jeg fik øje på dem. Til at starte med lignede de duer, der fløj forvirrede rundt i en hvirvelvind. Men efter jeg havde undersøgt dem nærmere, opdagede jeg, at de hvide vinger havde kroppe.

"Wow," fik jeg fremstammet lettere målløs.