√ | Som Natten, så Dagen

14.2

Tidligere: Amelias hemmelighed er ude, og snart er det sidste udkaldsdato for de beslutninger, der venter på hendes afgørelser. Men først har hun lige en høne at plukke med en vis diamant. 

Det var, hvis jeg altså ikke kunne få fat i Solstenen, der sad indkapslet i sit diamantfængsel og grinede af mig.

14.2

Den nat sov jeg uroligt. Jeg vendte og drejede mig på madrassen på gulvet, mens jeg forsøgte at begrænse mig, så jeg ikke skulle komme til at vække Silicia, der havde sengen i nat. Jeg så op på hende i mørket. En stribe månelys faldt over hendes seng gennem det ensomme vindue i værelset og oplyste hendes ansigt, der var vendt mod mig. Hun sov stadig. Jeg sukkede, og tog mig selv i at have håbet, at hun var vågen, så jeg i det mindste havde nogen at snakke med.

I stedet lagde jeg mig fladt på ryggen og stirrede tomt op i loftet med hænderne foldet på mit bryst.

Jeg mærkede en svag prikken i mit mellemgulv. Som om en snor var fastgjort inden i mig, og noget trak i den anden ende. Ikke noget – men nogen. Det var en følelse, jeg genkendte. Jeg vidste, hvad det betød. Nogen hidkaldte mig.

Eliyas?

Nej, Amelia. Jeg gav mig selv et mentalt slag i ansigtet. Det havde ikke været Eliyas for den anden ende af forbindelsen de sidste hundrede og sytten gange, og det ville det heller ikke være nu. Han havde travlt med andre ting.

Med hvad?

Med at holde selveste Paven for nar, din forelskede tåbe. Nej, jeg kunne ikke spilde hans tid – eller min – med et fornøjelsesbesøg, der ricikerede at afsløre både ham og mig. Han ville blive myrdet for det, og jeg ville være dømt til at bruge en evighed – bogstaveligt talt – på at fordøje, at jeg havde fået ham dræbt. Den eneste, der nogensinde ville kunne elske mig; oprigtigt elskemig for mig, og ikke for Lux.

Den lysende tåge havde allerede sløret mig i min besvarelse af adskillige hidkaldelser i løbet af aftenen og den tidlige nat, men jeg var nødt til at opretholde billedet af, at Lux stadig var ved at samle kræfter. Ellers ville de begynde at blive utålmodige og kræve, at jeg handlede med det samme. Hidkaldelsen tonede ud og hørte op, og på et tidspunkt gled mine øjne i.

Jeg så min sovende menneskekrop udefra. Noget havde kaldt på mig, på min sjæl, og jeg havde ingen kontrol, da jeg blev trukket gennem væggen, ud af værelset, ud af huset. Jeg blev ført gennem natten, gennem landsbyen med de hvide kalkhuse, blege og stille som lig under månens kølige lys. Natten var stille, helt stille, og det var, som om byen i bjergene var den eneste civilisation, der var tilbage i verdenen. Stjernerne glimtede over mig på den mørke himmel, mens jeg lod mig føre igennem landsbyen som blev jeg båret af vinden.

De mystiske kræfter, der trak i mig, slap deres tag ved udkanten af den centrale plads. Jeg stod et øjeblik mutters alene og usikker på, hvad der foregik. Fra sin plads i midten af byrummet smilede Betiras statue til mig. Diamanten lyste op, som om den sugede det sparsomme månelys til sig for at indkapsle det, så den kunne lyse for sig selv som en ensom gadelampe. Hendes smil var på samme tid blidt og lettet, men jeg syntes at fornemme en smule sørgmodighed. Måske var det bare månens kølige lys, der ændrede hendes udtryk, men jeg kunne næsten høre hende bede om min hjælp. Havde det været hende, der havde kaldt på mig? Hende, der havde ført mig hertil? Hun havde fronten mod mig og vingerne foldet trygt. Hendes hænder lå elegant foldet over hendes bryst, som om hun tog sig til hjertet. Dér under overfladen sad Solstenen og hånede mig.

Det her var for besynderligt til at være virkeligt. Det måtte have været en drøm. Mit blik fulgte udkanten af pladsen hele vejen rundt. Der var absolut ingen udover mig. Men var jeg her overhovedet? Mine øjne søgte tilbage til statuen, hvor Solstenen sad og blinkede overdrevent og komplet indiskret. Langsomt trådte jeg et skridt nærmere. Intet rørte sig i natten. Ingen flagermus, ingen insektlyde. Ikke en vind flyttede på sig. Så et skridt til. Og et til.

Før, jeg vidste af det, stod jeg med ansigtet få centimeter fra Solstenen. Jeg stirrede på den. Det var, som om den talte med mig gennem sine glimt. Jeg forstod ikke, hvad den ville, men det var underordnet. Min hånd reagerede af sig selv, løftede sig, draget af Solstenens nærhed. Jeg længtes efter den, havde manglet den hele min tusindårige eksistens uden at vide det, og nu var den lige dér.

Men jeg kunne ikke få fat på den. Min hånd stoppede sin bevægelse udfor stenen. Tøvede. Jeg havde forsøgt i dagevis; gjort alt, hvad jeg kunne komme i tanke om, men diamanten havde end ikke en skramme i overfladen, der kunne berette om min spildte energi.

Jeg førte lysende, der udgjorde min hånd, mod stenen. Jeg brød igennem diamanten, akkurat som jeg kunne gennemtrænge mure. Jeg var intet, havde hverken stoflighed eller massefylde. Jeg var ikke andet end lyspartiker i luften. Jeg var en sjæl.

Men jeg gled ikke igennem Solstenen. Noget sært uforklarligt skete, da den yderste lysprik af min finger mødte den opallignende ædelsten. Stenen reagerede på berøringen, lyste op ligesom jeg. Det var, som om den blev ét med mit lys, og jeg greb om den. Mine fingre snoede sig om stenen, hvis størrelse passede perfekt i min lukkede hånd.

Kunne jeg? Jeg trak langsomt min hånd tilbage, skeptisk og uforstående. Jeg kunne se stenen lyse inde fra min knyttede næve, og den fulgte med. Den fulgte med, da min hånd forlod diamanten, var stadig i min hånd, da jeg holdt den foran mig. Jeg stirrede på den med mistro og forventede nærmest, at den ville forsvinde i den blå luft. Jeg løftede blikket mod Englens bryst, hvor der nu var et synligt hul, en luftboble, hvor stenen før havde været. Men der var intet brud i overfladen, ingen spor efter min handling.

Jeg havde stadig ikke fattet det, da jeg fandt tilbage til min krop. Måske drømte jeg bare. Ja, det havde bare været en drøm produceret af min underbevidsthed som resultat af mit brændende ønske for at få fat på Solstenen. Jeg så ned på min sovende krop for mine fødder og nikkede. Bekræftede mig selv i, at det var en drøm, før jeg lagde mig ned og blev endnu engang ét med mig selv, stadig med stenen i min åndehånd.

Jeg fik tvunget mine tunge øjenlåg op, og bevægelsen føltes som sandpapir mod mine øjenæbler på grund af træthedens slør. Min hånd lå knyttet på madrassen foran mit ansigt. Jeg så på min forvoksede tommelfinger, som Lynn havde bundet nænsomt ind efter et chokeret men-kæreste-dog, da jeg var kommet hjem efter gårdsdagens hårde arbejde ved statuen med intet andet resultat end en højst sandsynligt forstuvet finger. I mørket kunne man kun lige fornemme den blå farve, der lå på lur under forbindingen som et monster under en barneseng.

Langsomt fik jeg knyttet min næve op. Én efter en løsnede mine fingre deres greb, og da jeg flyttede min hånd, kom stenen til syne. Først troede jeg, at det bare var en ganske almindelig, grå sten, for i mørket var regnbueglimtene ikke til at se. Jeg satte mig op på madrassen og holdt stenen ud mod striben af månelys, der rakte ind i rummet gennem vinduet. Lyssøjlen, der tidligere på natten vogtede over Silicias sovende skikkelse, havde nu langsomt men sikkert krydset rummet, og en lysende firkant lå strakt ud over gulvet nær min madras. Da stenen mellem mine fingre nåede det kølige lys, kunne jeg se de mange farver glimte svagt. De hilste mig fra deres nyfundne frihed, endelig berørt af andet end den kølige diamant. Jeg lod min tommelfinger forsigtigt glide over den smukke stens overflade, kærtegnede den, som var den mit kæreste eje. Jeg lå længe og stirrede ind i det farverige dyb, blev trukket længere og længere ind i den bundløse sø.

Og jeg faldt endelig i søvn.