√ | Som Natten, så Dagen

10.2

Tidligere: I dag er sommersolhverv og Amelias attenårs fødselsdag. Det er dog en viden, hun ikke deler med andre end Eliyas, som hun opsøger på en astralrejse samme morgen. Dagen går med Silicia og Adar på Civitas Salvus' omkringliggende marker, men den er ikke slut endnu.

10.2

Edam dukkede først op, lige før Lynn var færdig med maden. Han sagde ikke, hvor han havde været, og vi spurgte ikke. Jeg vidste, at han nok havde brugt hele dagen inde i klippens baglokale med Gill, Ophelie og de andre autoriteter for at planlægge deres forestående indtrængen i Barion. Det var en selvmordsmission. Selvom jeg ikke ønskede nogen del i at sende gode liv mod deres endeligt, vidste jeg, at de regnede med min og Silicias hjælp. At de afhang af den.

I stedet for at spørge ind til Edams foretagende, fik jeg over maden spurgt, hvordan tingene fungerede her. Der var ikke nogen, der fik løn for sit arbejde. Alle bidrog bare med, hvad de kunne for det lille samfund. De eksisterede i harmoni. Det var egentlig en ret smuk tanke, og jeg ville ønske, at jeg kunne leve mit liv sådan et sted. Hvor min succes var alles succes; og alles succes ligeledes var min. Tænk et pres, der ville lette fra ungdommens skuldre. Tænk, hvis jeg kunne blive gammel og dø i denne isolerede by. Men jeg vidste, at det kun var muligt her, fordi de levede afskåret fra resten af samfundet, og fordi resterne af samfundet udenfor lå i ruiner. Og så var der selvfølgelig en krig at kæmpe. Det er besynderligt som krig skaber ekstrem polarisering såvel som sammenhold simultant.

Og jeg, der ellers hele mit liv var blevet fortalt, at min generation var så heldig slet ikke at have oplevet krig på nært hold. Se mig nu. Min største hemmelighed var, at jeg – til min egen benægtelse – i virkeligheden var den ene sides ultimative leder. Det var i bund og grund min krig, og jeg lod andre kæmpe den for mig. Hvad lavede jeg egentlig her, i skjul, når jeg var Lysets vigtigste trumfkort? Mit fravær var grobund for det igangværende ragnarok. Denne verden var ved at slå sig selv ihjel, kunne de dog ikke se det? Jeg havde ikke lyst til at være på hverken Lysets eller Mørkets side – min empati lå hos menneskene. Gudinde eller ej. Det var dem, der var de undertrykte, fanget i krydsilden mellem to overmenneskelige magter.

Jeg var nødt til at hjælpe dem. Men først måtte jeg finde ud af, hvordan.

Biblioteket var slet ikke, hvad jeg havde forestillet mig. Det var ikke en velkommende, velbesøgt bygning, hvor man søgte underholdning og viden. Adar havde taget mig med ind i klippens dyb, hvor det store symbol fortsat brændte i loftet. Det viste sig, at den gennemgribende udhugning, der måtte have taget hundrede år, hverken bare var et monument eller et krigsrum, som jeg tidligere havde fået indtryk af. Klippen var biblioteket. Jeg havde fulgt Adar op ad en af de sidevendte trapper i stedet for at gå ind i det lokale, Silicia og jeg var blevet ført til blot aftenen forinden. Her nåede vi en lang gang, der blev båret af den ene søjlerække. Til min ene side havde jeg en rå klippevæg, der var rytmisk brudt op af gamle trædøre. Til min anden side kunne jeg se ud over den store klippehule. Vi befandt os på højde med de hundrede små flammer, der udgjorde den symbolske cirkel med en prik indeni. Jeg havde stadig ikke fundet ud af, hvad det betød, men symbolet – der ligeledes lyste fra min pande og håndrygge – fortalte mig, at jeg på en eller anden måde var forbundet med stedet her. På modsatte side af klippehulen strakte endnu en gang sig lige som den, vi gik på.

Da vi nåede den første dør, stoppede Adar op og drejede det rustne håndtag. Den var ikke engang låst. Døren var tyk og tung, og hængslerne knirkede klagende, så det gav genlyd i hele klippen, da vi trak den op. Det første, der mødte os, var en kulde, der nærmest kastede sig ned over os gennem døråbningen. Det var begrænset, hvor meget lys, der fulgte os ind i rummet bag klippevæggen, og det tog mine øjne adskillige sekunder, før jeg kunne begynde at skimte konturer i mørket. Store, firkantede møbler tog form for mit syn, og det gik op for mig, at det var reoler, der stod systematisk og tæt. På indersiden af døren hang en olielampe, Adar fik tændt med et fyrtøj. I det svage lys fra den enkelte flamme stod rummets størrelse nu klart for mig. Her var småt og klemt, og reolerne stod så tæt, at man kun lige kunne smyge sig ind mellem dem. Men de var til gengæld fyldt til randen med forfaldne, antikke bøger i alle størrelser, lige fra de tyndeste, der var så smalle som blyanter, til de tykkeste, der var bredere end mit ene lår. Dem kunne jeg nok ikke engang bære ned fra deres hylde. Adar rømmede sig, og det gav et sæt i mig.

"Det er så her, bøgerne er," sagde han og tilføjede, "Og i alle de andre rum på gangene."

Jeg nikkede og tog et skridt ind i rummet til den nærmeste reol for at gribe fat om ryggen på en af de mere normalt dimensionerede bøger. Jeg strøg min hånd over omslaget og børstede det værste støv af for at forsøge at tyde den indgraverede titel. Men den var så slidt, at jeg kun kunne genkende enkelte, usammenhængende bogstaver. Jeg slog op på første side, mens jeg holdt vejret af ren forventning.

---------------------------------

Forfatterbesked: Opdatering på min evighedshistorie, Som Natten, så Dagen! Jeg ved ikke, om I har opdaget det, men i et forsøg på at tiltrække nye læsere, har jeg givet både bogens cover og infotekst en opfrisker. Jeg har også overvejet at skifte titel, men det er måske lidt for drastisk... Hvad siger I?

– Brochmann <3