√ | Som Natten, så Dagen

7.7

Tidligere: Efter at Agnes og Harrolds gård bliver angrebet, flygter de fire venner, Edam, Adar, Silicia og Amelia selv, fra stedet, men de når ikke lang, før vampyrerne indhenter dem og kaster sig over Amelia. Amira og Castor fører hende væk fra sine venner, hvorefter Amira har det hylende morsomt med at skære i Amelia gentagende gange. Silicia til undsætning; hun hidkalder Amelia, og for en kort stund er torturen sat på pause. Men det varer aldrig længe.

7.7

I næste øjeblik var jeg tilbage i min krop, hvor jeg atter lå på det kolde betongulv og stirrede op i loftet. Rummet blev lyst op af en ensom olielampe, der kun lige kunne lægge hele rummet i blødt flammeskær. Amira hvinede af fryd, da hun opdagede, at jeg var tilbage. Hun havde siddet på en stol op ad muren og filet sine negle. Castors hovede dukkede op i mit synsfelt få centimeter fra mit ansigt og jeg veg tilbage, da jeg opdagede, at han havde haft tænderne begravet i min hals. Hans læber var røde af mit blod og han smilte faretruende til mig.

"Godmorgen, sovetryne," snerrede han og greb fat i mit hår ved roden.

"Av!" udbrød jeg og forsøgte at følge med, da han hev mig op at stå. Amira satte sig på hug ved mine fødder og trak kniven op af gulvet, hvor hun havde efterladt den. Da hun rejste sig ved siden af mig, så jeg, at hun havde en dråbe indtørret blod i mundvigen. De havde begge drukket mit blod. Mens jeg havde været væk. Jeg kunne have været død! Vreden blussede op i mig, og jeg langede ud efter Amira, men hun greb min hånd i luften uden så meget som at blinke med øjnene.

"Der er altså stadig liv i dig," sagde hun og drejede min hånd, så det knagede i mit håndled. Hun løftede kniven og lagde bladet mod bagsiden af min hånd, hvilket fik lysene til at brede sig som ringe i vandet over min krop. Det var den hånd, hun ikke havde skåret i. Endnu. Panisk greb jeg efter hendes arm for at stoppe hende, men Castor nåede at få fat i min underarm med sin frie hånd. Han klemte de friske sår, så det sved. Torturen fortsatte.

Da Amira var færdig med min højre arm, slap Castor sit tag i mig, og jeg faldt til jorden som en sæk kartofler. Han havde holdt mig oprejst, mens mine ben havde givet efter under mig, og smerten var blevet alt, jeg kunne mærke - alt, jeg kunne tænke på.

Amira stod over mig med hænderne stukket i siden og betragtede mig med et tilfredst smil over læberne.

"Vend hende om," sagde hun, og da Castor tog fat i mig, kunne jeg kun komme med små spjæt som modstand. Han samlede mine hænder over mit hovede med den ene hånd, mens han tyngede mig ned med den anden mellem mine skulderblade. På ryggen sprættede Amira min bluse op fra bunden, så den nu kun blev holdt sammen i kraven. Hun gik til værks og arbejdede sig vej fra nakken og ned lags min rygrad. Hun begyndte at skære omkring mit højre skulderblad, der på det sidste var blevet mere og mere tydelig. Kniven ramte knoglen, og jeg brød ud i et smertensskrig.

"Ups," sagde Amira, men hun var bestemt ikke ked af det. I stedet fortsatte hun og tog sig ikke af, at hun flere gange strejfede min knogle med kniven. Til sidst blev det for meget for mig. Jeg havde ingen kræfter at kæmpe imod med, og mit hovede var så omtåget, at jeg næsten kunne have bildt mig selv ind, at gulvet bølgede. Og så besvimede jeg. Smerten ophørte, og jeg var alene i mørket.

Jeg hørte en stemme, som jeg kunne genkende - men så alligevel ikke. Det var som at høre sin egen stemme på en optagelse. Det var min egen stemme.

Lyset-set-et-t, hviskede min stemme til mig. Det måtte være min underbevidsthed, konkluderede jeg.

Brug-ug lyset-set-et. Eller var det min sjæl?

"Lux?" tror jeg, jeg fik sagt ud i mørket. Jeg måtte vist erkende, at jeg til en nogen grad var ved at blive skizofren.

De er-r mørkets-ets væsner-æsner-er. Ekkoet rullede rundt om mig gennem mørket, som om selve mørket dannede vægge, der kastede lyden frem og tilbage.