√ | Som Natten, så Dagen

FEMTENDE DEL

"Dén her," sagde jeg og lagde Solstenen på bordet foran Gill, "Stammer fra kometen, der slog ned i jorden og bragte Englene med sig."

Det vidste han udmærket godt. Jeg havde fortalt ham om det, da jeg havde givet ham de oversatte dagbøger for at overtale ham til at lade mig knuse deres statue, hvilket han modvilligt havde været nødt til at gå med til. Jeg mener, det var Lux' profet i egen høje person, der bad ham om det. Okay, jeg var faktisk ikke særligt høj. Men nu stod jeg igen foran ham, denne gang én sten rigere og fortalte ham, at jeg ville og måtte gå igennem ild og vand for at få fat i en anden sten. Vi befandt os i klippens mødelokale, bagest i mørket, bag de tunge døre for enden af trappen. Bare mig og ham. Jeg vidste godt, at jeg stillede store krav, men han måtte da forstå, at det var for deres skyld. Lyset fra olielamperne lagde hans ældende ansigt i seriøse folder og fik ham til at se ud, som om han var lige så vis og rig på livserfaring som Jack-den-ydmyge-Vampyrkaptajn. Han sad ned i sin personlige høvdingestol på den anden side af bordet, og selvom han havde budt mig at sidde også, stod jeg oprejst overfor ham, som om det kunne give mig lidt ekstra vilje i min sag. Gill kløede sig i sit sølvgrå skæg, og min hud glinsede svagt af den begyndende sved, der så småt piblede frem på min krop herinde i klippens fugtige dyb.

"Det her er dét angreb på Barion, du har ventet på," forsøgte jeg igen for at overbevise ham om at lade mig tage af sted på min mission, "Og du behøver ikke at løfte en finger."

Okay, teknisk set havde jeg ikke brug for at han lod mig gøre noget som helst, men jeg havde brug for hans støtte, hvis jeg ikke ville dø af sult undervejs. Og hvis jeg ville have selskab på min rejse, havde jeg brug for at han gav dem lov.

"For at redde de børn ud, der endnu ikke er mærkede, så vi kan give dem et liv her!" afbrød han mig skarpt og placerede sin håndflade fast på bordet uden at det blev et slag, mens han mønstrede langt mere kontrol over sin frustration, end jeg selv gjorde netop nu, "Ikke for at stjæle en sten fra Genevrias hånd. Det er for farligt, det rene selvmord!"

Jeg blinkede overrasket. Han ville ikke angribe Barion. Han ville redde folk derfra; mennesker. Børn. Det havde været derfor, han bare ville lokalisere indgangene til byen. Mine skuldre sank en smule og jeg tonede mit offensive kropssprog lidt ned. Jeg havde taget fejl af Gill. Jeg havde troet, at han bare var en gammel mand, der søgte hævn til ingen verdens nytte. Jeg sukkede og tog langt om længe plads overfor ham i stolen, som han havde tilbudt mig, da jeg først havde opsøgt ham her.

"Jeg beder kun om våben og nogle få hænder, der ved, hvordan man slås," sagde jeg lidt mildere og slog ud i luften med den ene hånd som en forklarende gestus, "Edam og enkelte fra jægergruppen. Mad til rejsen, en hest eller to. Det er afgørende, at jeg får fat i Mørkestenen fra Barion, hvis menneskene skal have en chance i den her verden. Stenen er nøglen til vampyrernes Mørke, og jeg tror, vi har en chance for at tvinge dem fra jordens overflade, hvis vi kan knuse stenen."

"Tror... en chance," citerede han, "Hvis. Det er en noget usikker plan, du har dig. Dén sten, du taler om. Mørkestenen. Jeg kender den godt. Der er opstået adskillige uoverensstemmelser over den i løbet af tiden. Nogle mener, at det er Mørkestenen selv, der manipulerer folk. Mange liv er gået til. Ligesom du, tror Englene også, at det er 'nøglen' til Mørket. De har forsøgt at destruere den et par gange gennem de sidste mange hundrede år. De har aldrig lykkedes med det, og stenen har altid fundet sin vej tilbage til Vampyrerne. Du er nok Lux' budbringer, men du er stadig blot et menneske. Godt nok et stædigt, men ungt ét af slagsen. Hvorfor kan du ødelægge Mørkestenen, når Englene ikke kan?"

Jeg åbnede munden for at svare ham, men ingen ord fandt mit stemmebånd. Mit blik flakkede fra hans ene øje til hans andet, til hans mund, hans hænder. Jeg forsøgte at læse ham; finde ud af, om jeg i virkeligheden behøvede ham. Mest af alt forsøgte jeg at trænge ind i hans tanker og få ham til at gå med til min plan, uanset hvor hullet den var. Jeg var ved at løbe tør for tid. Det ville tage flere dage at gå ned ad bjerget. Havde Eliyas så længe?

"Jeg er ikke bare Lux' profet," sagde jeg frustreret, men jeg tøvede, før jeg fortsatte. Ville jeg virkelig smide det hele nu? Var jeg klar? Jeg slog ud med begge hænder, da jeg kastede håndklædet i ringen, "Jeg er Lux."

Dér. Så var det sagt. Jeg sad anspændt på den anden side af bordet. Mine hænder rystede så meget, at jeg måtte skjule det ved at gribe hårdt om stolens armlæn. Jeg borede neglene ned i træets overflade i ren og skær desperation. Min vejrtrækning var hurtig, og jeg kunne høre blodet suse for mine øre, mens jeg scannede ham for enhver form for reaktion. Sveden piblede for alvor frem på min pande nu.

Der gik et par sekunder og adskillige hjerteslag, før hans øjne blev til to små sprækker, der forsøgte at se lige igennem mig.

"Hvordan kan jeg tro dig?" spurgte han til sidst. Ordene forlod langsomt og overvejende hans læber, og han lagde hovedet på skrå som for at anskue mig fra en ny vinkel. Som om et andet perspektiv skulle hjælpe ham med at se mig enten som den Gudinde, jeg var – eller for den løgner, jeg lige så vel kunne være.

"Noget rådnede i godheden," begyndte jeg langsomt og forsøgte at huske ordret, hvad jeg havde sagt til ham den nat, han havde hidkaldt Lux, "Hav tålmodighed. Livet vil sejre.Du gav mig den tid, jeg havde brug for, og jeg er klar nu. Jeg er nødt til at handle nu."

Mit blik forlod ikke hans øjne, mens jeg talte. End ikke for at blinke. Hans ansigtsudtryk fortalte mig alt det, hans ord ikke gjorde. Først de rynkede bryn, der afslørede hans forvirring, hans desperation. Så hans tunge suk og hans hånd, der kløede i fuldskægget, mens hans øjne faldt på alle afkroge af rummet undtagen mig, der sad og ventede lige foran ham.

Da hans blik langt om længe faldt til ro på mig igen, rettede jeg mig op i stolen for at virke lidt mere rolig og måske endda lidt mere Gudindeagtig. Jeg trak mine negle ud af træets årer og håbede, at han ikke bemærkede de halvmåneformede mærker, jeg havde efterladt i hans møbel. Gill var fortsat tavs, så jeg løftede afventende mine øjenbryn for at opfordre ham til at indvie mig i sine tanker.

"Mad, våben," begyndte han, og jeg nikkede, mens han fortsatte med at opsummere de ting, jeg havde bedt om, "To heste. En håndfuld, der kan slås."

Jeg nikkede ivrigt, og han var eftertænksom et langt øjeblik mere, før han gav mig et dybt, langt nik, og jeg måtte lægge mit sind i lænker for ikke at hoppe op fra min stol endnu engang. I stedet sendte jeg ham et anerkendende smil.

"Jeg kan ikke selv tage med dig," sagde han undskyldende, "Jeg har forpligtelser her. Men Ophelie, Edam... dem får du brug for."