√ | Som Natten, så Dagen

11.2

"Englene har ikke en Gudinde," sagde jeg og kiggede fra Edam, til Ophelie, til Gill, "Det har menneskene."

Jeg havde været lige ved at sige I, hvilket nok ville have været svært at bortforklare. Men at sige vi var meget unaturligt for mig, så jeg havde i stedet distanceret mig lettere diskret og sagt 'menneskene'. Men burde jeg måske havde sagt 'vi' for at indikere, at jeg var med dem? At Gill og jeg netop var et vi i denne situation, og at vi var fælles om det her. Gud, hvor jeg altså bare altid skulle overtænke ting. Jeg rullede mentalt med øjnene ad mig selv. Tag dig sammen, Amelia.

"Det har vi," rettede jeg så og bad til, at de ikke kunne høre hvor akavet, det føltes i min mund. Efter jeg havde mødt deres vantro og uforstående blikke ét efter et, forklarede jeg.

"Det står alt sammen heri," sagde jeg og lagde tryk på hvert enkelt ord med en spændt pegefinger placeret på bogens omslag. Ligesom dem, havde jeg nu mit blik fæstnet på bogen. De få guldflager, der stadig sad fast i krumningerne af de indgraverede bogstaver, glimtede i lyset fra den håndfuld olielamper, der hang på væggene omkring os og lyste rummet op. Der stod en ensom lampe placeret foran den tomme plads til venstre for mig. Den havde nok haft til formål at belyse det kort, vi skulle tegne, men i stedet fik dens flakkende lys nu bogstaverne på bogen til nærmest at komme til live for vores øjne. Det var Ophelie, der var den første til at sige noget.

"Kan du læse dét der?" spurgte hun på én gang mistroisk og lettere nysgerrig. Jeg nikkede hurtigt, før Edam åbnede munden, og jeg vendte min opmærksomhed mod ham. Edam havde været uforståeligt kritisk overfor mig på det seneste, og jeg gik på tåspidser omkring ham for tiden for at forsøge at føje ham og ikke give ham en grund til at hade mig. Mit hjerte sank ved visheden om, at det ikke kunne være noget godt, han skulle til at sige nu.

"Vi troede ikke, der var flere, der kunne forstå det Oldhellige sprog," tilføjede Edam med et løftet øjenbryn i en udfordrende tone. Ikke som et spørgsmål, der ville tillade mig at forklare, men som en konstatering. Hvorfor skulle han være sådan et pattebarn? Helt ærligt, manden var nok op mod ti år ældre end jeg, og alligevel opførte han sig som en forurettet teenager. Jeg kunne ikke se nogen grund til, hvorfor han ikke skulle kunne holde samme professionelle tone overfor mig, som Gill og Ophelie gjorde. Det var som om hans tålmodighed med hensyn til mig var ved at slippe op. Som om min vedvarende tilstedeværelse bragte hans by stadigt tættere på dommedag. Men det var jo lige det omvendte, kunne han ikke snart få det banket ind i sit hoved?

"Nej, men I kommer heller ikke meget ud, gør I?" spurgte jeg måske lidt for spydigt – men det var ærligt talt ret svært ikke at besvare hans fjendtlighed – så jeg tilføjede i en lidt mere sympatisk tone, "Vi lærer det helt fra barnsben nede sydpå."

Jeg gav dem ikke meget tid til at spørge ind til mit uspecificerede 'nede sydpå', da jeg faktisk var i tvivl om, hvad man egentlig ville møde, hvis man bevægede sig syd for disse bjerge, som jeg gættede på måtte være Alperne. Hvis der overhovedet var noget tilbage af den sydlige verden. Jeg skyndte mig altså at vende både min egen og deres opmærksomhed tilbage mod bogen, hvor jeg lod min pegefinger løbe langs titlen.

"Lignelser om Liv og Død," oversatte jeg for dem, "Bogen er næsten tusind år gammel. Den er fra en tid, hvor Englene ikke var til for at bekæmpe vampyrerne, men for at hjælpe menneskene med at leve. Men i 1271 sad en Oprindelig Engel som pave, og han beordrede, at denne bog – og alle de andre bøger, I har her i klippen – skulle destrueres, så den viden, de indeholder, ville gå i glemslen. Men nogle af bibliotekarerne på Vatikanfeltets bibliotek ville ikke lade bøgerne brænde, så de smuglede dem ud og sørgede for, at de blev skjult. De vandrede gennem bjergenes dale med hundredevis af bøger på slæb og slog sig til sidst ned. Her. Der var en lille grotte i klippen, som de udhuggede, så den kunne huse bøgerne–" jeg gjorde en håndbevægelse og lod mit blik køre rundt i det rum, vi sad i, "Både englene og menneskene er siden blevet løjet for og overbevist om, at det gode i denne Verden tilhører englene. Men det gode er livet. Menneskene. Lux er vores Gudinde; hun vil svare vores bønner. Ikke englenes."

Jeg så op på dem med bedende øjne, som om jeg besad en eller anden gudeevne til at få dem til at tro på mig. Gill og Ophelie udvekslede blikke, som om de lige skulle sikre sig, at de var enige. Jeg vidste, at jeg lige havde sagt noget, jeg umuligt kunne have kendt til. Og jeg håbede, at det beviste, at jeg faktisk kunne forstå deres oldhellige sprog - latin.

"Vores forfædre var ganske vidst bibliotekarer. Men de lærte aldrig fra sig omkring denne viden, du deler med os nu," sagde Ophelie med eftertænksomhed i blikket. Jeg var ikke sikker på, om det var meningen, at jeg skulle svare på det, og i så fald var jeg heller ikke sikker på, hvad jeg skulle svare. Efter få sekunders stilhed blev det dog Gill, der tog ordet.

"Lad os antage, at vi tror dig. Selvom Lux måske ikke er Englenes Gudinde – men menneskenes – har Hun alligevel været forsvundet siden Gudernes nedfærden til Jord," sagde Gill monotont og tilføjede mere følsomt, "Mennesker såvel som Engle har bedt til Hende gennem det sidste årtusinde, men ingen bønner er blevet besvaret. Hvis hun overhovedet eksisterer, har hun vidst ikke megen interesse i at have kontakt med os på Jorden."

"Det er ikke helt rigtigt," sagde jeg beklagende og bed mig i læben, usikker på om jeg skulle fortsætte ned ad denne sti. Jeg vidste ikke, hvor det ville føre hen, så jeg holdt vejret mens jeg overvejede, hvad der kunne ske.

"Jaså?" spurgte Gill afventende.

—————————————————

Forfatterbesked: Endnu en cliffhanger, sorry. Til gengæld er jeg inde i en stime med hurtige opdateringer, så der går ikke længe denne gang!

Kh Brochmann