√ | Som Natten, så Dagen

16.6

Tidligere: Amelia og hendes venner har nået enden af deres vandring. Forud venter Barion og alt dens terror. Amelia giver Eliyas sit blod for at have ham på sit absolut stærkeste, hvis det skulle blive nødvendigt for dem at slås. Men også for at styrke båndet imellem dem.

Han satte tænderne i, og hele min krop summede endnu mere, end den havde gjort under vores læbers kamp.

16.6

Nul dage tilbage.

Vi tog afsked med Adar og Silicia. Der blev ikke sagt meget. Ingen turde hverken sige farvel eller på gensyn. Vi havde pakket vores våben. Viklet dem ind i pels og forklædt dem som almindelig oppakning for en rejsende. Vi gik hele dagen til solen gik ned. Den sorte silhuet af bymuren dukkede op på horisontlinjen som en skygge mod tusmørkets himmel, og vi mødte porten kort efter solnedgang, lige efter planen. Da vi var få hundrede meter fra den, svingede den op. Vagten var lige mødt, og vores timing var perfekt.

Udenpå lignede jeg ethvert andet menneske. Jeg var iklædt gammelt, slidt tøj, var sat til med snavs, og mit hår bar i den grad præg af, at jeg ikke havde været i bad i dagevis. Alt sammen en del af min forklædning. Under fåreklæderne var jeg en ulv. En kriger. Vi var stoppet op kort før solnedgang for at forberede på den uundgåelige fare. Jeg havde fundet min læderrustning frem, og Ophelie og jeg havde hjulpet hinanden i vores andet lag hud. Okay, der var mest Ophelie, der havde hjulpet mig – jeg havde ikke kunne skelne mellem de forskelligt formsyede stykker læder. Vores venner af det modsatte køn var iklædt udstyr meget lig vores med brynjer i læder og messing, og der blev ikke gjort den store forskel baseret på køn. Det så ud til, at alle i Salvie havde lige meget værdi, når det kom til at forsvare racen. Men nu måtte vi ligne slaver, og vi havde kastet det lasede, beskidte tøj på udover kampdragterne, før vi havde nærmet os muren.

Mine håndled var samlet, viklet ind i reb, der gjorde mine hænder ubrugelige og forbandt mig til Ophelie, der gik foran mig, og Edam, der var kædens forreste led. Rebet løb fra mine håndled og henover min skulder og bandt mig sammen med Hugo og Cato. Mellem sig havde de pelsklumpen, der gemte på vores våben. Eliyas gik selvfølgelig et par meter foran os. Han behøvede ikke at vende sig om for at holde øje med os. Hans andre sanser lod ham vide præcis, hvor vi var. Som enhver arrogant vampyr bar han ikke på andet end det tøj, han havde på. Kappen hang fra hans skuldre og svævede henover den mudrede jord for hvert skridt, han tog. Hætten var trukket over hovedet og lagde hans ansigt i en dyb skygge for at sløre hans identitet, i tilfælde af, at han var en eftersøgt mand.

Jeg mærkede vagtens årvågne blik på os allerede et par hundrede meter fra porten, og jeg forsøgte at være en forsvarsløs mus fanget i et hjørne. Alligevel fornemmede jeg hans mistanke, eller måske bare øget interesse, når nu en god del af hæren ikke var her til at forsvare dem, og et større ansvar hvilede på vagtens skuldre. Da vi nærmede os, tårnede muren sig op over os på begge sider. De store døre stod som en sluse, der trak os ind i en fælde, og mit hjerte galopperede panisk og uregerligt afsted. Vi var afslørede, jeg var sikker på det. For godt bespiste, for rene, for sikre på benene.

Men netop som jeg havde tænkt tanken, så det ud, som om Ophelies ben knækkede sammen under hende, og hun sank ned i mudderet uden at kunne tage særligt godt fra med hænderne. Rebet imellem os havde ikke taget højde for risikoen for styrt, så jeg blev revet med ned og faldt på knæ ved siden af hende. Hvad var der sket? Var hun blevet ramt af en pil? Jeg fik vendt hende om, men der var ikke noget at se.

"Ophelie," kaldte jeg nervøst, da jeg greb fat i hendes skuldre "Hvad sker der?"

Hun sagde ikke noget, men lod sig hjælpe tilbage på benene. Hun var sølet til af mudder på den ene side fra ansigtet til fødderne, og nu stod hun med fronten mod Eliyas og vendte ansigtet mod jorden, som om hun var yderst ydmyget over sit fald. Det her lignede ikke Ophelie.