√ | Som Natten, så Dagen

10. juli 2012

10.07.2012

I dag indtager jeg atter min plads i Rådet. Genevria og hendes små håndlangere har langt om længe indset, at de begik en fejl ved ikke at tro mig, da jeg havde Gudinden låst i en celle lige under deres næser. Selvom pigebarnet modstod hidkaldelsen, burde hendes fysiske fremtoning, uanset menneskelighed, være bevis nok for, at hun i sandhed er Ramons forsvundne søster. Men de ville ikke kunne genkende en tiger fra en kat. Guddommeligheden er i hendes øjne; hendes duft, hun stråler af overmenneskelighed. Men Rådet har været uduelige siden de lod en ikke-Oprindelig lede dem. Den snedige krage. Måske var hun udmærket klar over, at det var Gudinden under den menneskelige skal foran hende, men hun lod Hende med vilje slippe væk, så det nu er Genevria selv, der får æren af at fange Hende og bringe Hende til Ramon.

Jeg har ikke hørt fra Eliyas, siden han tog afsted. Det er måske for det bedste, givet at vi lige nu befinder os på to forskellige sider af sagen. Jeg bebrejder ham det ikke. Han har altid ladet sig styre af sine følelser. Måske indser han, at Englene er en ligeså fordærvet race som Vampyrerne, og at vi alle er fordømte uanset side.

Hvem, der bare var menneske og ikke skulle spille en rolle i denne krig.

Genevria er ved at samle sin hær af Døde og inden længe vil de marchere sydpå, hvor de vil hærge og myrde deres vej igennem Serib. Snart vil de nå Vatikafeltet, hvor vi regner med, at de holder Gudinden skjult. Vatikafeltet vil falde én gang for alle, og vi vil bringe Gudinden til sin skæbne for Nox' fødder.

Jeg begriber dog stadig ikke, hvad Han har til hensigt at stille op med Hende. Kan man dræbe en Gudinde? Vil han holde Hende i evigt fangeskab? Tanken bringer en uro i mig. Hans hunger efter magt og endegyldig uovervindelighed er mig en gåde. Kan han dog ikke se, at han til slut ikke vil have noget tilbage at terrorisere?

Jaque Bareilles