√ | Som Natten, så Dagen

11.4

Tidligere: Bogen, Parabolae de Vita et Mortem: Lignelser om Liv og Død, holder på mange hemmeligheder, som Amelia har i sinde at afsløre. Og efter den personlige sejr til mødet med Gill, Ophelie og Edam, vandt Amelia hende selv og Silicia mere tid i ly af bjergene omkring Civitas Salvus. Specielt Edam og Silicia er glade for, at de ikke skal skilles lige med det samme.

11.4

Jeg ville lyve, hvis jeg sagde, at jeg ikke ledte efter en undskyldning for at slippe for at være tredjehjulet med de to turtelduer. Men det var også en ærlig sag, da jeg undskyldte mig med, at jeg måtte skynde mig ud og finde Ophelie. Jeg kunne ikke have, at der stadig var en risiko for, at de alligevel besluttede sig for, at det ville være bedst for dem, hvis vi forlod dem. Og Ophelie var den risiko. Hun ville blive ved med at tale imod mig, hvis ikke jeg beviste overfor hende, at min tilstedeværelse var positiv for hendes by.

"Vent!" gispede jeg forpustet, da jeg langt om længe indhentede hende. Vantro, da hun hørte min stemme, stoppede hun op og vendte hun sig om. Jeg løb op på siden af hende og skulle til at begynde på min impulsive tale, da jeg indså, at jeg endnu ikke havde luft til faktisk at tale, så jeg gentog blot mellem mine gisp, "Vent."

Med hænderne placeret lige over knæene støttede jeg mig selv, mens jeg hev efter vejret under Ophelies misbilligende blik. Efter ti pinlige sekunder – hvilket var alt for lidt til at genvinde vejret – tog jeg mig sammen og synkede mit tykke spyt. Solen hang og bagede på de beskyttende bjergvægge, der lå omkring Civitas Salvus, og gryden af en dal var langsomt ved at varme op. Jeg kunne mærke små svedperler begynde at pible frem på min overlæbe, og jeg tørrede dem væk med håndryggen, før jeg rettede mig op. Jeg var lykkelig for, at bjørnepelsen hang på stoleryggen i klippens baglokale, hvor jeg havde efterladt den, så den ikke nu tyngede mine skuldre og holdt på min kropsvarme.

"Du vil ikke have os her," begyndte jeg og anstrængte mig for at tale roligt og behersket på trods af min gispende vejrtrækning, "Det forstår jeg."

Ophelie var ved at vende siden til mig i ligegyldighed overfor hvad, jeg havde at sige, for at fortsætte mod sin oprindelige destination, men min desperate hånd på hendes skulder fik hende til igen at stoppe op. Mine fingre havde strejfet et tørklæde, hun bar om sin hals, og hun veg under min berøring, som om jeg havde brændt hende – hvilket jeg et øjeblik frygtede, at jeg havde kunne komme til; som dengang med Amira og Castor i bunkeren. Men jeg nåede ikke at finde ud af, hvad der havde forårsaget det korte glimt af panik, jeg havde set i hendes ansigt, før hun igen så på mig ned ad næseryggen med en løftet hage. Jeg troede næsten, at jeg blot havde bildt mig selv ind, at jeg havde set hendes flygtige frygt.

"Du er desperat," nærmest spyttede hun ad mig, "Det er ynkeligt."

Hendes udtalelse fik mig til at rette ryggen for at gøre mig så høj som muligt under hendes falkeblik, og jeg mødte hendes fjendtlighed beslutsomt. Jeg kneb øjnene sammen og forsøgte at bevare min værdighed.

"Jeg kan gøre nytte her–" begyndte jeg, men Ophelie afbrød mig skarpt.

"Det er ikke til nogen nytte at komme her og prædike din blasfemi," sagde hun køligt, "Det gør kun skade. Vores samfund her løber rundt, fordi alle gør, hvad de kan. Men de gør det kun så længe, de tror på, at deres formål er her."

"Andet end dét. Jeg kan jage," sagde jeg og tilføjede med et lille smil, "Og jeg er god til det. Tag mig med på jagt–"

"Aldrig i livet, om jeg vil tage dig med ud på den anden side af klippen, så du kan flygte og afsløre vores eksistens for vampyrerne," sagde hun, og hendes arme faldt i hak over kryds foran hendes krop, "Ikke tale om. Du bliver her. Gill er måske nok overbevist om, at du har noget interessant at byde på indtil videre. Men han skal nok finde ud af, at der ikke er noget brugbart i de bøger. Og så vil han give mig ret i, at den risiko, fremmede udgør for Salvie, er for høj."

Det var, som jeg havde frygtet. Ophelie havde ikke i sinde at indrømme sit nederlag. Hun havde måske nok tabt dette slag, men hun kunne stadig kæmpe krigen. Okay, lige overdrevent nok, Amelia. Men jeg følte mig nedslået. Da jeg havde stirret fortabt på hende et par sekunder, vendte hun sig atter for at gå. Og denne gang lod jeg hende. Der var ikke noget, jeg kunne sige eller gøre for at ændre hendes mening i dette øjeblik. Så jeg blev stående og så tomt mod hendes forsvindende skikkelse.

Men en idé blomstrede i mine tanker. Om end den var lidt vovet, ville det være dét værd, hvis det lykkedes. Og hvis ikke, havde jeg i det mindste prøvet. Det måtte da også give lidt plus på kontoen. Jeg begyndte at gå, da jeg besluttede mig for, hvor jeg skulle gå hen. Det var Adar jeg ledte efter. Jeg håbede, at han ville være hjemme, da det var omkring frokosttid. Og det var ikke kun solens højde på himmelen, der sagde mig det. Det var også de små, uskyldige brummelyde, der kom fra min sultne mave – jeg havde jo heller ikke fået morgenmad i dag, fordi jeg absolut skulle falde i søvn inde i den klippe. Jeg gik hurtigt mod Lynns hus. Parabolae de Vita et Mortemvar længe glemt i klippens mørke dyb. Jeg havde fået en ny mission for nu. Så måtte jeg vende tilbage til bogen senere.

Adar var ikke på det værelse, han for tiden delte med Edam. Umiddelbart var det kun Lynn, der var hjemme. Og til glæde for min mave, var hun ved at lave frokost. Jeg ville bare lige skifte ud af mit lånte nattøj, som jeg havde forladt huset i i nat efter min drøm.

Men da jeg åbnede døren til Adars værelse – som ganske vist var lånt ud til Silicia og jeg for øjeblikket – sad han til min overraskelse på kanten af sin seng. I sine hænder holdt han den gamle tegning, jeg havde fundet om natten. Men det var ikke tegningens motiv, han holdt synligt for sig. Det var mine paniske ord på tegningens bagside.

"Det er dét, der står på statuen," sagde han og løftede sit blik fra papiret og rettede det mod min person i døråbningen, "Du fandt ud af, hvad det betød."

"Det gjorde jeg," nikkede jeg og tog et skridt over mod ham, "Men der er mere–"

"Det er dig," afbrød han, hvilket fik mig til at lægge mit hoved lidt på skrå med let rynkede øjenbryn og sende ham et uforstående blik, usikker på, hvad han mente. Eller, jeg ved godt, hvad jeg frygtede, at han mente, men jeg ville ikke selv røbe det. Jeg håbede, at jeg tog fejl.