√ | Som Natten, så Dagen

TOLVTE DEL

Mit hår var flettet således, at det forreste hår, der kunne risikere at falde ind foran mit ansigt og forstyrre mig, var flettet i fire slanke, lange fletninger, der var trukket tilbage og samlet i mit baghoved. Da jeg havde set mig i spejlet i gangen, før jeg havde forladt Lynns hus, syntes jeg nærmest at føle, at jeg atter var blevet den middelalderlige jægerinde fra dét liv, jeg havde levet for måske op mod tusind år siden. Adar, der var blevet min betroede medskyldige i mit lille oprør, havde hjulpet mig med at få fingrene i mine vigtigste redskaber: Bue og pil. Med den tykke, rødbrune bjørnepels hængene fra mine skuldre og pilekoggeret over hovedet og den ene skulder, så pilene tittede op bag mig, følte jeg mig som en elegant kriger. Jeg trak buen over hovedet, så den hang sammen med koggeret, før jeg gav mit spejlbillede et tilfredst og respektfuldt nik og begav mig ud i den tidlige morgen.

Kulden ramte mig som en mur og tog et øjeblik luften fra mine lunger, da jeg forlod den trygge varme indenfor i Lynns hjem. Jeg havde stykker af skind bundet om mine ben og arme, da bjørnepelsen kun nåede mig til midt på låret. Den var lukket hele vejen rundt som en poncho, bortset fra hullerne til hoved og arme. Det var en nødvendighed, så jeg kunne gøre brug af den bue, jeg nu engang havde udstyret mig med, men den overvældende kulde gjorde for øjeblikket, at jeg tak mine arme ind til mig under bjørnepelsen.

Gruppen af jægere var mødtes ved statuen, som Adar havde sagt, at de ville. Han kunne bare ikke fortælle mig hvad tid; kun, at det var før solopgang. Så jeg havde gemt mig mellem en husmur og en busk i nærheden så længe, at jeg faktisk nåede at blunde lidt hen, før jeg hørte deres stemmer. De masker, gruppen, der havde fundet os på den anden side af bjergtinden, havde båret, befandt sig nu på ryggen af de jægere, der samledes her. Det gik op for mig, at jægerne var den selv samme gruppe. Jeg genkendte et par af dem. Ham, Edam havde kaldt Cato, var der. Og ham, der havde grebet mig, da jeg nær var løbet i min egen død ud over klippekanten. Foruden Ophelie. De bar maskerne, så de nu lignede skjolde og ikke var til stor hindring for dem. Måske var det bare i tilfælde af, at de skulle støde på udefra kommende, der havde forvildet sig ind i skovene på bjerget?

Da gruppen var fuldtallig, begav de sig ud af byen mod den sti, der snoede sig op ad klippen, og jeg fulgte dem på afstand, som om de var mit bytte. Jeg var nødt til at vente for bunden af klippen, da der ikke var nogen form for skjulested på vej op, og da den sidste i gruppen endelig var forsvundet ind i den grotte, jeg havde krydset ved min ankomst, måtte jeg løbe for at indhente dem. Det gode ved grottens mørke var, at det skjulte mig, men jeg kunne følge lyset fra deres lamper. Hvis jeg skyndte mig.

På den anden side mødte vi frodig skov med det samme. Her kunne jeg komme tættere på uden at blive opdaget. Jeg holdt mig i skjul uden at miste dem af syne, mens jeg bevægede mig lydløst gennem skoven. Mine fødder var bare som i den drøm, jeg havde haft et par natter forinden. Men den person, jeg havde været i det liv, havde været vant til at farsere skovbunden med ubeskyttede fodsåler, så det havde ikke været noget problem for hende. Mine fødder, derimod, havde ikke udviklet den samme hårde hud, og det havde gjort ondt til at starte med. Men så havde bjergets kulde lagt sig over mig i de tidlige morgentimer, så mine fødder gik hen og blev følelsesløse. Da det blev tusmørke, begyndte jeg at kunne se min ånde, og da morgenduggen lagde sig over skoven, skuttede jeg mig under min bjørnepels.

Da de syntes at have nået den del af skoven, de ville jage i, holdt snakken inde, og de fortsatte et lille stykke endnu i stilhed for ikke at skræmme dyrene væk, før gruppen splittede sig og forlod stien for at trænge dybere ind i skoven. Jeg var ikke et sekund i tvivl om, at det var Ophelie, jeg ville følge efter. Jeg måtte bevæge mig taktisk og sørge for at forblive ude af syne for både Ophelie og andre, der måtte jage i nærheden, som måske kunne få øje på mig, hvis ikke jeg var opmærksom.

Jeg havde genvundet følelsen i mine fødder, lige som jeg ellers var blevet overbevist om, at jeg aldrig ville komme til at mærke dem igen. Men de var vågnet sammen med skovens dyr her ved det frembrusende daggry. Jeg kunne ligefrem fornemme livet omkring mig. I skovbunden under mig; i buskene omkring mig; og i trækronerne over mig. Skoven summede, hvis man tillod sig at mærke det. Jeg havde aldrig oplevet noget lignende. Mine sanser var på deres ypperste, og jeg fornemmede hver bille; hvert egern; hver fugl. Skovens liv. Måske var det en gudeevne? Eller måske var det bare, fordi jeg aldrig i mit liv havde været så fokuseret, som jeg var nu. Tak smartphones. Mine bløde fodsåler hjalp mig for hvert skridt ved at mærke, hvor på foden, jeg kunne lægge min vægt for at undgå knækkende kviste, mens jeg farserede skoven i slalom fra skjul til skjul bag Ophelie. Indtil hun stoppede op.

Ophelie stod omtrent halvt så lang væk fra kronhjorten som jeg, men alligevel rettede jeg ryggen, som jeg kunne se Ophelie gøre det. Jeg måtte skynde mig. Jeg plantede mine fødder spredt fra hinanden for balancen og gravede mine tæer ned i skovbunden for at stå fast. Alt imens greb jeg med højre hånd om bag min skulder for at trække en pil op og hvile dens skaft på min venstre hånds tommelfinger, der holdt stramt om buen. Med min højre pege- og langefinger over og under pilen lige før fjerene på enden, trak jeg snoren bagud med al den kraft, jeg kunne mønstre.

Det her gjaldt Ophelies syn på mig. Jeg kunne ikke ramme forbi.

Jeg tog en dyb indånding og mærkede mine lunger fyldes til bristepunktet, og først da min krop stod så spændt som buen selv, åndede jeg ud og lod pilen flyve gennem luften.