√ | Som Natten, så Dagen

17.2

Tidligere: Kampen er slut for Amelias venner, og de har netop holdt afskedsceremoni for Adar og Jack. Men Amelias rejse er ikke slut endnu. Nok er Genevria død og den kamp er vundet, men hun er ikke den virkelige magt bag Mørket, og krigen hærger endnu med vampyrhæren på vej mod Serib. Eliyas vil ikke lade hende fortsætte alene, men Amelia afviser hans hjælp.

"Der, hvor jeg skal hen, kan du ikke følge med."

17.2

Jeg pakkede ikke mine ting. Jeg gik bare. Solstenen hang køligt og beroligende mod min hals, og Mørkestenen lå i min jakkelomme og ulmede. Under jakken var jeg stadig iført min krigerdragt. Jeg havde ikke haft mulighed for at skifte, men jeg havde også på fornemmelsen, at jeg kunne få brug for den lidt endnu. Eliyas havde slået stenen ud af scepteret, men jeg havde brændt mig, da jeg havde forsøgt at samle den op. Selvom den nu var viklet ind i et stykke stof, kunne jeg mærke dens varme mod min hud. Som om den truede med at brænde mig igen.

Jeg gik langs kysten under morgensolen og forsøgte at bryde min hjerne med, hvad jeg skulle gøre. Jeg var kommet langt væk fra de andre, og stranden lå langt bag mig. Jorden under mig havde rejst sig fra havet, og bølgerne slog utrætteligt ind mod klippevæggen flere meter under mig. Jeg stod højt, og når jeg så mig tilbage, kunne jeg lige skimte stranden, hvor jeg vidste, at mine venner endelig hvilede sig. Jeg gik uden retning, for selvom jeg vidste, hvor jeg var på vej hen, var jeg ikke helt klar over, hvordan jeg skulle komme dertil. Det ville tage for lang tid at gå, og jeg havde i det hele taget heller ikke kræfterne til det. Jeg kunne ikke bare rejse i sjæleform, for jeg behøvede min krop til det, jeg skulle. Ramon havde vist mig, at det var muligt. Drillet mig med, at jeg ikke selv havde fundet ud af det. Og demonstreret, hvordan han kunne bruge det til at dræbe. Mens jeg havde været fanget på astralplan, da jeg havde besøgt Eliyas i Vatikafeltet, havde Ramon rent faktisk teleporteret sin krop dertil, eller i hvert fald manifesteret sig delvist med en sådan kontrol, at han nær havde knust Eliyas' hjerte indefra.

Et billede skyllede ind over mig sammen med et skud af adrenalin. Jeg havde gjort det før. I en drøm. Det hele vendte pludseligt tilbage til mig. Det var flere måneder siden nu, dengang Eliyas havde slået mig omkuld på mit værelse i huset i Miami. Af en eller anden grund havde jeg været klar over, at jeg drømte, da jeg satte i løb og overgav mig til luften.

Mit blik faldt på afsatsen. På de sidste græsstrå, der strittede mod en baggrund af luft. Jeg bed mig overvejende i læben, før jeg vendte ryggen til kanten og begyndte at gå. Mine skridt mødte græsset under mig i takt til melodien, der forlod mit stemmebånd. Den var langsom, melankolsk og en smule forførende. Jeg vendte mig først om igen, da jeg var langt nok væk. Hvis jeg skulle gøre det her, så skulle jeg virkelig mene det. Jeg lænede min vægt fremover og tvang den ene fod foran den anden. Så igen. Hurtigere og hurtigere.Der var ingen vej tilbage. Jeg kunne ikke tage fejl. Jeg løb mod afgrunden, og med en sær følelse af accept – at det hele sluttede nu, at det var akkurat her, min vej havde ført til – satte jeg af og kastede mig ud over de brusende bølger.

Mine øjne var lukkede, mens vinden rev i mit hår; mens mit hjerte fløj op i halsen på mig, og min mave trak sig sammen og truede med at følge efter. Lige indtil vinden faldt til ro. Den blev mild, kærtegnede nu min hud med sine kølige strøg, og gled blidt igennem mit hår. Men jeg havde ikke ramt vandet, var ikke blevet slugt af de sulte bølger med deres spidse, hvide tænder. Da jeg åbnede øjnene, blev jeg bekræftet i, at tågen havde grebet mig, havde lukket sig om min krop og var klar til at adlyde mig. Jeg fik gåsehud under dens kolde, fugtige kærtegn. Jeg havde aldrig faktisk mærket den før. Det føltes behageligt, beroligende. Udover det, var alt, som det plejede, og den fulgte som altid min ordre om at føre mig væk.