Da den generte Gabbis kæreste Blake slår op med hende, beslutter hun sig for at lave et nytårsforudsæt der skal få ham tilbage. Desværre er det lettere sagt end gjort, for nytårsforudsættet lyder på at løsne op og holde op med at være genert, altså...
Ups! Gambar ini tidak mengikuti Pedoman Konten kami. Untuk melanjutkan publikasi, hapuslah gambar ini atau unggah gambar lain.
Jeg stod og ventede ude på gangen i hvad der føltes som en evighed, før Blake valgte at vise sig. Jeg hadet mig selv for at have stået der, og nærmest længselsfuldt ventet, som en trofast hund der ventede på sin ejer. Det virkede til, at jeg stadig ville gøre alt for det fjols. Da han endelig kom, fulgtes han med Will, men skiltes da han skulle over til mig.
"Hva så?" Hva så? Hva. Så? Uuurgh! Jeg valgte ikke at svare ham på hans 'hva så?' Kommentar. I stedet gik jeg lige til sagen (der er jo ingen grund til at trække skidtet i langdrag!)
"Hvad var det du ville?" Han rakte mig et armbånd jeg havde lavet til ham, for nogle år siden og som han havde gået med trofast lige siden.
"Jeg.. Jeg havde det dårligt med at gå med det, når vi ikke var sammen mere, og ville ikke bare smide det ud.."
"Aha.. Så lidt menneskelig er du altså?" Sagde jeg sarkastisk og rullede med øjne.
"Hold nu op! Jeg ville bare give dig det igen, så jeg ikke skulle gå rundt med det.." han gav mig det i hånden og smilede. "Det er bedst sådan.." Jeg kiggede ned på armbåndet og mærkede mit hjerte smuldre i brystet på mig. Så du giver mig det altså tilbage for ikke at have dårlig samvittighed over at gå fra mig efter tre år? Tænkte jeg, før jeg igen vendte blikket imod ham. Der var noget i mig der havde lyst til at tigge ham inderligt om at komme tilbage til mig. Han vendte sig halvt og skulle til og gå da jeg, dum som jeg er, udbrød: "Jeg har forandret mig!" Han så på mig med uforstående øjne.
"Hvad?" Jeg slugte den ubehagelige klump jeg havde i halsen og fortsatte:
"Det du sagde til mig om at jeg var kedelig.. jeg er ved at ændre på det. Jeg er anderledes nu.." han smilede til mig og nikkede.
"Okay cool! Vi ses, Gabbi." Før jeg nåede at sige mere, stod jeg alene på skolens gang, kun omgivet af skabe og det blanke linoleumsgulv. Lyden af de skidt han tog væk fra mig, hjemsøgte mig i lang tid efter.
Ups! Gambar ini tidak mengikuti Pedoman Konten kami. Untuk melanjutkan publikasi, hapuslah gambar ini atau unggah gambar lain.
Den aften valgte det at regne afsindigt. Jeg sad i min vindueskarm og betragtede de tunge dråber der blev oplyst af en enkelt gadelygte, der stod ikke langt fra min lejlighed. Jeg havde ikke spist hele eftermiddagen, bare siddet og gloet. Skiftevis på armbåndet i min hånd og på regnen ude i mørket. Han var ligeglad med at jeg havde ændret mig.. eller forsøgte på samme.. jeg sukkede og mærkede endnu en bitter tåre trille ned over min kind. Pludselig gik der noget djævelsk i mig! Jeg var vred på mig selv, vred på Blake og hans "Okay cool!" Kommentar, og ikke mindst forbandet vred på armbåndet og på alt hvad det stod for. Så kan det kraftedme være lige meget!!! Jeg flåede vinduet op og kylede armbåndet ud af det. Jeg så hvordan det forsvandt i mørket og mærkede en lille del af mig slå sig løs og på smertefuld måde blive fortæret af min egen vrede. Noget i mig havde lyst til at kaste mig selv efter det og gemme det til han kom tilbage. Måske skulle jeg hoppe efter det? Jeg lænede mig forsigtigt ud af vinduet, og overvejede et øjeblik om jeg ikke bare skulle ende smerten her? Hvis ikke jeg havde Blake, hvad havde jeg så egentlig?
