⇝𝕋𝕠𝕥𝕒𝕝𝕥 𝕄𝕠𝕕𝕤𝕒𝕥⇝

afbud.

Jeg stod længe og stirrede på Andrews navn på min skærm, før jeg trykkede på hans nummer og så telefonen ringe op. Mens jeg stod og krammede mig selv, blev jeg ved at frygte for den samtale vi skulle til at have og hvordan han ville tage det. Please.. ikke tag den.. ikke tag den.. Please.. Du må ikke tage den!

"Hey!" Lød han glad i den anden ende. Jeg smilede forsigtigt ved lyden af hans stemme og mærkede samtidig en klump sætte sig på tværs.

"Hej.." Fik jeg fremstammet.

"Hva så dér, smukke? Hvorn' skær den?" Han holdt en pause og fortsatte så. "Okay... Ingen grund til at sige noget.. jeg kunne godt selv høre det.." Jeg kunne næsten høre ham tage sig til nakken. "Hvordan har du det?"

"Ikke særlig godt.." Jeg sank hårdt.

"Er du blevet syg?"

"Neej.. jeg.." Jeg skævede til min far, mens jeg forsøgte at trække vejret normalt, hvilket i sidste ende gjorde at jeg sukkede dybt.

"Hvad er der sket?"

"Jeg bliver nød til at.. øhm.. melde af på vores date.."

"Oh.. Okay?" Han lød på en måde skuffet, men gav ikke udtryk for det. I stedet blev han stille, før han fortsatte: "Er du okay?" Jeg skævede endnu engang ind til min far, der stod og så utålmodigt på sit ur. "Gabriella?" Jeg gjorde alt hvad der stod i min magt, for ikke at bryde sammen, men jeg kunne ikke mere. Der var ingen mulighed for modsætte mig min fars vilje. Manden betalte jo for min uddannelse. Jeg følte mig fanget. Med hånden op til munden begyndte jeg derfor at hulke ukontrolleret, og gjorde mit bedste for ikke gøre det for højlyt, så folk ville ligge mærke til mig. Der gik noget tid hvor jeg bare stod og hulkede i telefonen. "Gabriella? Hvad er der sket? Hver sød at sige noget.. bare et eller andet? Du gør mig så bekymret!" Hans stemme var fyldt med så meget omsorg og løfter om beskyttelse. Den slags beskyttelse min far, aldrig i hele mit liv havde givet mig. Hans kærlige tone beroligede mig og jeg forsøgte at tage mig sammen.

"Det er min far.. Han.. Han ville have at jeg meldte af.."

"Ved han noget om os?"

"Nej, nej.. bare.. At jeg havde en date.."

"Okay.." Han blev stille lidt, før han fortsatte: "Det er altid noget at vide, at det ikke er dig selv, der ønskede at melde af.." Jeg smilede forsigtigt for mig selv, mens jeg snøftede og fjernede en tåre fra min kind.

"Jeg ville aldrig melde af, hvis det ikke havde været for den gamle grævling.." Jeg kunne høre at han grinede i den anden ende, hvilket løftede mit humør. Men mit humør blev hurtigt trådt i smadder, da en tanke jeg forsøgte at fortrænge, pressede sig på. Jeg fortsatte derfor: "Han skal.." Jeg kæmpede for ikke at bryde sammen igen, men uden held. "Giftes.." Jeg kunne fornemme at han havde sat sig ned og lyttede. "Hun hedder Lilliana..." jeg snøftede. "Jeg havde virkelig set frem til at se dig i dag.. Det havde jeg virkelig.." Jeg hulkede igen, det var svært at holde op.

"Rolig nu.. Det skal du ikke tænke på.. Vi finder en anden dag.. Snart! Ikk'?"

"Jo.." Snøftede jeg og tørrede et par tåre væk med mit ærme.

"Fortæl mig så.. Hvad er det din far vil med dig i dag, siden han mente du skulle melde af til mig?" Og så forklarede jeg ham det hele, med at min far havde bestilt bord på Rymér og at jeg skulle mødes med hans forlovede Lilliana og hendes datter Briana. Han grinede. "Det mener du ikke? Lilliana og Briana? Hvor dumt lyder det lige? Lyder mest af alt som et børnerim eller sådan noget." Jeg smilede.

"Præcis! Det var nøjagtig hvad jeg selv tænkte om det.." Jeg skævede endnu en gang til min far, der mødte mine øjne og prikkede utålmodigt på sit armbåndsur. "Nårh.. Min far vil have jeg slutter samtalen.." Jeg rullede med øjne og vendte ham ryggen. Dumme skid!

"Så må vi nok hellere se at holde inde." Han holdt en pause. "Jeg er på telefonen hele aften hvis du får brug for mig.. Jeg havde ellers set frem til en skøn date med en dejlig ung dame, her til aften, men hun har lidt meldt af.. Sååå.. Jeg er ledig.." Jeg smilede.

"Tak.. Og undskyld.."

"Tænk ikke over det, snut.." Hans søde tone gav genlyd i mit hoved. Jeg var vild med lyden, for den fik mig til at føle mig tryg og elsket.

Efter at have lagt på og dækket mine røde øjne med concealer, gik jeg ud til min far. Jeg nåede dårligt at komme op på siden af ham, før han begyndte at brokke sig over, at det havde taget lang tid, og hvorfor jeg ikke kunne have gjort det over SMS, som en normal teenager. Hvad han ikke vidste var, at jeg ikke længere betragtede mig selv som en teenager, men nærmere som den unge kvinde jeg i virkeligheden var.