⇝𝕋𝕠𝕥𝕒𝕝𝕥 𝕄𝕠𝕕𝕤𝕒𝕥⇝

hjulene på bussen drejer rundt, rundt, rundt.

Den efterfølgende dag, blev vi dynget ind i bussen, som havde vi været køer på vej til slagtning. Jeg sad ved siden af Tris, hvilket var en regl når vi skulle køre langt. Men selvom jeg sad sammen med hende, havde hun stadig travlt med Will, der ikke sad langt væk fra os, som uheldigvis sad ved siden af Nick, som simpelthen måtte være i nærheden af Blake, som ikke kunne leve uden Sabrina. Så der sad jeg, sammen med en masse mennesker jeg ikke rigtig gad være en del af mere. Den eneste jeg gad var Tris, men hun var jo så håbløst forelsket i det fjols til Will, at det var ved at blive kvalmende. Jeg besluttede mig derfor for at stoppe mine høretelefoner i ørene og se ud af vinduet.

Huse, træer, marker og mennesker for forbi udenfor. Jeg hadede at køre i bus i længere tid af gangen, jeg blev altid så restløs, selvom jeg sagtens kunne få flere timer til at gå med det reneste ingenting når jeg var derhjemme. Lysten til at råbe "er vi der ikke snart!" voksede i mit bryst, så jeg måtte gøre et desperat forsøg på at forstumme trangen, og stoppede derfor i stedet et stykke chokolade i hovedet.
Selvom mine høretelefoner var skruet ret højt op, kunne jeg ikke undgå at høre Sabrina kommentere på mit chokolade indtag:

"Jeg kan godt forstå du droppede hende, hun æder jo sin egen vægt i chokolade!" Jeg bed tænderne hårdt sammen og sank det sidste jeg havde tilbage. Tris vendte sig imod mig for at tjekke, om jeg havde hørt det. Jeg tror det var åbenlyst, for med det samme tog hun om min hånd og klemte forsigtigt.

"Er du okay?" Jeg sukkede og nikkede. Jeg skulle finde på et eller andet, for at forsikre hende om, at Sabrinas modbydelige måde ikke smittede af på mig.

"Jeg har det fint. Det er en dum kommentar, sagt af en pige der tydeligvis har mindre selvværd end jeg."  Tris havde svært ved ikke at begynde at grine, da Sabrina udbrød med et super forarget: "HVAD?"
Med det samme var Professor Klein på med et:

"Sabrina! Sæt dig ned!"

"Men hun sidder og sviner mig til!"

"Så har du sikkert fortjent det! Sæt dig ned!" Sabrina satte sig langsomt ned, mens hun skulede til mig. Jeg trak på skuldrene og vendte tilbage til at stirre ud af vinduet.

Jeg kom til at spekulere på, om jeg nogensinde ville finde kærlighed igen, om Blake altid ville finde Sabrina uimodstålig og om, hvis jeg skulle være ærlig, jeg så ikke lidt savnede Andrew og hans altid glade ansigt. Jeg forsøgte at skubbe ham ud af hovedet, men det var virkelig svært. Hver eneste sang jeg hørte, mindede mig om ham. Jeg kunne ikke holde op med at tænke på ham og Domer sammen som et par, hvilket fik mig til at skæve til hende. Hun virkede altid så perfekt. Det var ligemeget hvad for en vinkel man tog et billede af hende fra, så ville hun altid se effortless ud. Og jeg hadede hende for det! Jeg skulle altid bruge, alt for lang tid på at tage selfies. Lige meget hvad jeg gjorde, lignede jeg altid en Chubby bunny eller jabba the hut.

Da jeg blev forelsket i Andrew, var jeg gået et level op, de voksnes level. Det level uden alt teenage-halløjet og festerne, men med en del mere 'lad-os-træffe-livsændrende-beslutninger-sammen'. Men jeg vidste ikke engang hvordan jeg skulle gennemføre det her 'livsændrende' level. Jeg anede ikke engang, hvordan jeg havde gennemført det level jeg havde været på. For i virkeligheden havde jeg ikke en chance. Både Domer og Connigan havde været på det level meget længere, og kendte spillets regler og ikke mindst de udfordringer, der var forbundet med at gennemføre det, hvilket gjorde mig usikker. Jeg sukkede og så ud på gråvejret. Måske var det bedst hvis jeg helt glemte alt om Andrew, for hvorfor skulle en mand som ham, overhovedet finde en noob som mig interessant?
Jeg måtte bare indse, at han altid ville være den her uopnåelige Princess Peach og at jeg ikke engang havde den rigtige størrelse for at kunne fuldføre level'et. Det var lettere at give op nu.
Jeg sukkede endnu engang og lagde hovedet ind imod ruden og snart efter faldt jeg i søvn.