⇝𝕋𝕠𝕥𝕒𝕝𝕥 𝕄𝕠𝕕𝕤𝕒𝕥⇝

blod er tykkere end vand.

"Hvad er det?" Spurgte jeg nysgerrigt og åbnede mine følelsesmæssige døre på klem for at kigge ud.

"Åben det!" Smilede han glad, som om han havde set frem til at give mig den lille hvide konvolut med mit navn på. Jeg smilede til ham, for første gang i lang tid. Havde han virkelig brugt tid på at købe mig en gave? Det lignede ham overhovedet ikke! Jeg åbnede mine følelsesmæssige døre mere og smilede. Så havde han altså forandret sig! Måske har jeg været for hård ved ham.. Jeg åbnede konvolutten og fiskede et kort op af den. Kortet havde en hvid sløjfe på midten af to flapper, som man skulle binde op, for at læse kortet. Min indre glæde voksede til udover det normale. Hvorfor var jeg sådan oppe og køre over et kort? Jeg åbnede kortet og mærkede hvordan mine blodåre frøs til is, da et billede af min far og en lyshåret kvinde smilede op til mig.

Kæreste Gabriella Tessa Simoné O'Malley.

Vi ville elske at se dig til vores bryllup...

Jeg stoppede med at læse og så op på min far, som strålede som en lille sol, mens jeg mærkede hvordan mit indre knak midt over. En ubehagelig klump kom på tværs i min hals. Jeg kunne ikke tro, at jeg havde ladet ham ødelægge mig igen på den her måde. Og ikke mindst, stolet på at han ikke ville skuffe mig.

"Hvad siger du så?" Smilede han. Selvom jeg ikke havde regnet med det, var der altid en svag forhåbning dybt inde i mit sind, om at mine forældre en dag ville finde sammen igen.

"Du skal .. giftes?" Jeg sad og stirrede på deres glade ansigter på billedet. Denne lyshårede kvinde, der åbenbart havde vundet min fars hjerte, hed Lilliana. Hendes himmel blå øjne ætsede sig vej ind i mit sind, mens min far ævlede løs omkring hende og hendes datter, der åbenbart var på min alder og som tilmed hed Briana. Hvor latterligt var det ikke lige?? Jeg hørt ikke meget andet, end at mit hjerte bankede underligt i brystet på mig. Jeg fik kvalme og havde lyst til at kaste op, men kunne ikke. Jeg havde lyst til at græde, men jeg kæmpede for at det ikke skulle ske. Han skulle ikke se, at jeg var svag. Jeg skævede til min mobil. 17:30. Fuck! Hvordan var der lige gået 40 minutter uden at jeg havde lagt mærke til det. Jeg rejste mig op.

"Det er altsammen meget.. Spændene for dig.. og øh.. Lilliana.." jeg sank og tænkte på hvordan Briana var en erstatning for mig, og jeg derfor ikke kunne bruges mere. Derfor havde jeg ikke dårlig samvittighed da jeg fortsatte: "Jeg bliver nød til at gå, jeg har en date i aften.. og jeg vil ikke komme forsent til den." Han så på mig med halv ulykkelige øjne. Var jeg ikke lige blevet erstattet med noget bedre? Hvad vil du så med mig? Hvorfor nu det blik der?

"Men Ella, jeg har bestilt bord på Rymér.. Lilliana og Briana er på vej derned nu, vi har et bord fra kl. 18:00.. Jeg havde sådan håbet, at vi kunne være en lille sammenføjet familie.."

"Øh.. okay.. men så må i hygge jer med det.." smilede jeg såret, og fortsatte med at tage mine ting.

"Men du skal da med! Du skal da møde mit livs kærlighed, Ella! Vil du ikke have din gamle far er lykkelig?" Jeg så ned i bordet.

"Jeg har en anden aftale far.." det føltes helt underligt at sige far til ham, for far havde han aldrig været. I hvert fald ikke overfor mig.

"Så må du melde af. Vi skal til at komme afsted, så de ikke giver vores bord til nogen andre.."

"Hva? Nej, nej, nej.." Rystede jeg på hovedet. "Jeg har en date!" Trampede jeg i gulvet og så stift på ham, mens min usikkerhed lagde en dæmper på min viljestyrke.

"Så må du som sagt melde af.. Hvis fyren er vild nok med dig, vil han med garanti finde en anden dato med dig.. Desuden er det her familie.. Husk nu.. Blod er tykkere end vand!" Han rejste sig med et bedrevidende udtryk og begyndte at tage sin jakke på. Jeg sank hårdt for ikke at begynde at græde. Siden hvornår har du nogensinde betragtet mig som familie?

"Jeg er tilbage om lidt.." Piv jeg, og gik ud for at ringe til Andrew.