⇝𝕋𝕠𝕥𝕒𝕝𝕥 𝕄𝕠𝕕𝕤𝕒𝕥⇝

konfrontation.

Mit mod hang i en tynd tråd, der dinglede over håbet om at Andrew stadig var interesseret i mig. Jeg vidste det var ønsketænktning, men sagen er den, at uanset hvor meget man end prøver og bilde sig selv ind, at det ikke ville fungere og at forholdet aldrig vil ske, forelsker man sig alligevel i vedkomne. Og i det her tilfælde var det Andrew.

Jeg sukkede dybt, da jeg endnu engang fik øje på flyeren i mit skab. Jeg blev nød til at finde ud af, hvorfor han havde givet mig den, sådan var det bare! Hvis han forsøgte at slippe af med mig, kunne jeg lige så godt få det af vide hårdt mod hårdt, og så være færdig med at tænke på ham og mig sammen. Jeg havde ellers lovet mig selv ikke at dagdrømme, men jeg kunne ikke holde op med at tænke på ham. Og faktummet at han var en del ældre end mig, og havde erfaring, fik mig flere gange til at stoppe op og fnise tosset. Jeg vidste ikke hvad det var, der gjorde at det at han var ældre, var nærmest uimodståeligt og kun tilføjede endnu et charmepoint til hans total score. Men uanset hvad, ældre eller ej, måtte jeg nu finde ham og konfrontere ham.

Efter at have kigget på læreværelset og på hans kontor, besluttede jeg mig for at kigge i klasselokalet. Og rigtig nok stod han og var ved at skrive noget på tavlen. Jeg havde aldrig set andre lærer gøre det før timen, måske var det for at øve sig på, hvad han netop skulle til at undervise klassen i. Den tanke havde jeg aldrig tænkt før, at han, af alle lærer, elskede sit job så meget, at han ville tage tid ud af sin pause, for at finde de helt rigtige udtryk og formler til undervisningen. Det var nok også derfor, at største delen af klassen, var gået en karakter op i matematik.

Jeg kiggede på flyeren i hånden endnu en gang og sukkede. Måske var det bare fordi han ønskede det bedste for mig.. Jeg gik ind i klasselokalet, hvor kun han stod. Han havde nok ikke set mig endnu, for han satte sig ned ved kateteret og fandt vores opgaver frem og begyndte at rette dem.

"Professor Connigan..?" I det jeg havde sagt det, fik han sådan et chok, at han fik skubbet til sin kaffekop, så der var kaffe ud over det hele. Han kiggede op og skyndte sig at rejse sig fra sin stol. Med det samme fandt jeg noget papir ovre ved klassens håndvask, for at ville hjælpe ham.

"Tak.." lød det fra ham da jeg rækkede ham nogle af papirhåndklæderne, og samtidig satte mig på hug overfor ham, for at ville tørre det op fra gulvet.

"Det må du undskylde.. Det var ikke min mening at forskrække dig.." Prøvede jeg mig med og var nær snublet over min egen tunge op til flere gange. Han rystede forsigtigt på hovedet, mens han rejste sig sammen med mig.

"Det var min egen skyld.." Efter at have smidt de kaffeplettede papirhåndklæder ud, begyndte han igen: "Hvad kan jeg så gøre for dig, Frøken O'Malley?" Jeg fandt flyeren frem fra min baglomme og rækkede ham den.

"Jeg ville bare høre hvorfor jeg havde fået sådan én?" Han nikkede, mens han stod og kiggede på den i et øjeblik.

"Jeg.." Han holdt en kort pause og snøftede. Var han blevet forkølet?  "Jeg tænkte at du trængte til en udfordring, og derfor.. gav jeg dig den.." Han rækkede den tilbage til mig.

"Men jeg er allerede rigeligt udfordret i din klasse?" Jeg tog flyeren.

"Muligvis, men det her ville hæve dit gennemsnit enormt.."

"Mit gennemsnit er allerede ret højt.."

"Du vil ikke have det højere?"

"Jo, men.. Et elitehold er for dem der er super gode til matematik, og jeg er ikke super god til matematik.." fik jeg sagt en smule for aggressivt. Jeg tænkte vel, at han havde en bagtanke med det, som ikke var for mit bedste. Det var i hvert fald det indtryk, jeg fik nu. Der blev stille i mellem os for et øjeblik, mens kun én tanke blev ved at plage mig. Hvorfor undgår du mig? Hvad har jeg gjort, siden du undgår mig?

"Du er en af de bedste på mit hold.. og derfor tænkte jeg at det her måske var for dig.. kan også være jeg tog fejl.." Lød det fra ham, uden at møde mit blik. HVAD FANDEN FORGÅR DER!!!!! Jeg kunne mærke jeg blev rasende inden i. Så rasende at jeg kunne mærke en klump af afmagtsgråd sætte sig fast i min hals og snerpe det hele til i en uundgåelig knude.

"Hvorfor undgår du mig?" Røg det ud af mig, mens jeg så hvor befippet han blev, med øjne der stirrede på mig, men sagde tusind ord.

"Jeg.. Det.. øh.. Undgår.. Dig?" Han prøvede virkelig at ligne en der var komplet uskyldig.

"Er det ikke hvad du kalder det her?" Jeg smækkede elite flyeren ned i bordet. "For mig ligner det en måde at undgå et ømtåleligt emne på, og det er også fint! Bare lad hver at pak det ind i at det er for mit bedste og for mit skide gennemsnit, når du udemærket godt ved at jeg har flere hjælpetimer end nogle andre i klassen!" skældte jeg og gik et skridt tilbage for at skabe mig selv rum, mens jeg kastede blikket skamfuldt ned i jorden.

Han var stille, mens jeg mærkede hans øjne på mig. Han sukkede dybt og jeg kunne høre hvordan han sank hårdt, mens jeg kæmpede med mine tåre. Jeg var sikker på at jeg ikke kunne holde ud at høre hans forklaring, så før han nåede at sige noget, brød jeg ind igen:

"Har du papirerne til holdskifte?" Jeg fornemmede at han nikkede og fandt dem frem, hvorefter han rækkede dem lydløst til mig. "Tak.. Og opgaverne du gav os i dag? Skal jeg.. lave dem?"

"Det ville være det mest fornuftige, eftersom du får karakter for dem.." Jeg nikkede.

"Gabriella.." Jeg fornemmede at han trådte et skridt tættere på. Jeg løftede forsigtigt blikket og mødte hans øjne. De var så fulde af usagte ord, at jeg sank hårdt. Der var noget i hans blik, der gjorde ondt. "Jeg.." Men før han kunne nå at sige mere, blev han afbrudt af et:

"Andrew! Er du klar?" Vi begge flyttede blikket til en meget malplaceret overlykkelig Professor Domer. Jeg flyttede blikket til Andrew, for at få en forklaring, men han nikkede bare med et: "Ja.."

Jeg blev klar over at jeg nu officelt var ude af billedet. Han havde haft sin tur med mig, men var ikke gået så langt at han kunne komme i fængsel for det. Det var derfor, han ikke ville med ind i min lejlighed!

Noget i mit indre slog en voldsom revne, og jeg mærkede hvordan kulden så langsomt begyndte at sive ind, og fryse det hele til. Med mine sidste kræfter rettede jeg mig op og mødte hans øjne.

"Jeg kommer med papirerne og opgaverne her en af dagene.." han nikkede. Hvorefter jeg forsvandt forbi Domer og hendes perfekte former. Jeg nåede lige at høre hende sige:

"Stakkels lille pus.. Hun virkede helt hjerteknust.." før jeg forsvandt ned af gangen i hurtig løb og forsvandt ud på et af toiletterne.