⇝𝕋𝕠𝕥𝕒𝕝𝕥 𝕄𝕠𝕕𝕤𝕒𝕥⇝

det bedste, på den værste dag.

Regnen stod stadig ned, da jeg endelig fik fri fra arbejde. Nu skulle jeg bare hjem og have mine hyggesokker på og en stor kop te. Min mor havde ringet et par gange mens jeg havde været på arbejde, men der havde jeg selvfølgelig ikke taget den. Så nu var hun enormt sur da jeg endelig tog den. Selvom jeg forsøgte at forklare hende at jeg altså havde været på arbejde blev hun bare ved at snakke om at jeg forsøgte at ignorere hende.

Jeg havde egentlig fået det nogenlunde efter arbejde, men nu havde hun så smadret det hele igen. Utroligt at der ikke skulle mere til.

Da jeg havde lagt på med min mor, kunne jeg ikke holde det tilbage mere, og begyndte derfor at stor hulke. Jeg følte at alle hadet mig og jeg var driv våd. Den sidste bus var selvfølgelig kørt, så jeg måtte gå. Et kort øjeblik tænkte jeg på, om selvmord ville være en løsning. HECK! Så ville alle være fri for mig - 'Det STORE problem!' Og det var netop da jeg havde tænkt den tanke at jeg hørte en bil dytte af mig. FFS!! JEG GÅR SKU DA PÅ FORTOVET!!!! Rasede jeg inden i og vendte mig til en bil der stoppede op ved min side.

Andrew?

"Brug for et lift?" Smilede han og åbnede døren for mig. Jeg var overrasket! Hvad lavede han her? Og så på det her tidspunkt?

Efter at have sat mig ind i bilen, så jeg på ham og smilede forsigtigt.

"Hvortil, frøken?" Smilede han kækt, som om han ikke lagde mærke til mine våde øjne.

"Hjem.." Han nikkede bekræftende og satte bilen igang igen. "Har du siddet og ventet på mig?" Han skævede kort til mig og smilede.

"Neeej.. Jeg er ikke den stalker, som du ellers tidligere gerne ville gøre mig til.." Jeg nikkede. "Jeg var taget hjem, men tænkte ved mig selv at det ville være synd, hvis du skulle gå hjem i det møg vejr.." han holdt en lille pause og skævede kort til mig. "Specielt efter den dag du har haft.." han smilede forsikrende, mens jeg kunne mærke at mit hjerte gjorde et underligt hop og at mine kinder blev varme. Jeg sad pludselig midt i en tøset konflikt med min fornuftige side, der rent ud sagt forbød mig at fnise tåbeligt af hans charme. I stedet smilede jeg forsigtigt og kiggede ud af vinduet.

Noget tid efter stoppede han bilen ude foran min lejlighed. Jeg skævede til dørhåndtaget og tænkte at det var bedst at se at komme ud af bilen, så jeg ikke spildte mere af hans dyrebare tid.

"Tak for din venlighed, Professor. Det er meget værdsat.." Jeg greb i dørhåndtaget før han kunne nå at svare og kort efter var jeg ude i regnen igen. Jeg havde ikke lagt mærke til at han selv var stået ud af bilen i det jeg var stået ud, og nu stod med en paraply ind over mit hoved. "Det er virkelig ikke nødvendigt.." Sagde jeg forsigtigt, mens han slog det væk og lagde en forsigtig hånd på min ryg, for at jeg skulle begynde at gå. Han holdt døren for mig og gik med mig hele vejen op til min lejlighed. Først da han havde sikret sig, at jeg var okay og havde låst mig ind, gik han.
Efter at have sat vand over til den kop te, jeg så inderligt hungrede efter, stillede jeg mig i vinduet og udspionerede ham. Egentlig var det mig uklart hvorfor jeg gjorde det, for han var jo min lærer, og det ville være helt åndssvagt at forelske sig i en mand som ham. Men sandheden var bare den, at han altid var så rigtig i sin måde at være på. I virkeligheden ville jeg i den grad lyve for mig selv, hvis jeg ikke syntes han var lidt sød. (Eller helt vildt og voldsomt sød, men lad os nu ikke overdrive)

Jeg havde stået et stykke tid og betragtet hans bil ude i regnen og det undrede mig enormt at han ikke bare kørte. Baglygterne lyste rødt et kort øjeblik, og slukkede så igen. Sådan havde det været i et stykke tid, og jeg tænkte ved mig selv at staklen nok ikke kunne få startet sin bil. Efter lidt tid, hoppede han ud af den, og begyndte at skubbe den. Men da det ikke virkede gik han tilbage til døren han netop havde smækket i. Det var som at se en film uden lyd. Det var tydeligt at han havde låst sine nøgler inde i bilen, og nu ikke kunne komme ind i den forbandede bil igen. Jeg tog mig selv i at småfnise en smule, da han sparkede irriteret til bilen og lænede sig op af den mens han ringede efter en eller anden. Med det samme fik jeg dårlig samvittighed over at have grinet af ham, og fandt min mobil frem og ringede ham op.

"Heeej, Gabriella!" Det var tydeligt at han smilede igennem røret. Var han bare altid så positiv?

"Hej, ikke fordi jeg stalker dig eller noget.." Jeg kunne høre ham grine og se ham vende ansigtet imod mit vindue hvor jeg stod. "Men bliver du ikke lidt våd af at stå dernede i regnen?"

"Joooo.. Men jeg har prøvet værre.. Det gør mig ikke noget.."

"Du ligner ellers en der godt kunne bruge et håndklæde.." Der blev stille i røret, mens jeg kunne se ham tag sig til nakken.

"... Et håndklæde kunne gøre underværker.." Han skævede forsigtigt op imod mit vindue.

"Jeg låser dig ind i opgangen." Smilede jeg.