Da den generte Gabbis kæreste Blake slår op med hende, beslutter hun sig for at lave et nytårsforudsæt der skal få ham tilbage. Desværre er det lettere sagt end gjort, for nytårsforudsættet lyder på at løsne op og holde op med at være genert, altså...
Connigan parkerede sin bil på en resteplads med udsigt over byen. Han smilede til mig mens vi begge steg ud. Gad vide om han har tænkt sig at slå mig ihjel og smide mit lig her et eller andet sted. Nåede jeg at tænke, før han satte sig op på køleren af sin bil med den Starbucks vi havde købt.
Oops! This image does not follow our content guidelines. To continue publishing, please remove it or upload a different image.
Han klappede let på køler ved siden af ham, som tegn på at jeg også skulle komme derop og sætte mig. Hvordan fa'en gør jeg det? Tænkte jeg og stod og bed mig selv lidt i læben.
"Brug for hjælp?" Grinede han. Jeg nikkede mens han hoppede ned fra køleren igen og kom helt hen til mig.
"Hvis jeg begynder at bestige din bil ved egen hjælp, får du dig et godt grin." Smilede jeg nervøst i det han stoppede op overfor mig. Der var ikke meget mellemrum imellem os, og for et øjeblik mærkede jeg sommerfuglene lette i min mave. Jeg skyndte mig at slå blikket ned for at han ikke skulle se mine røde kinder.
"Pjat med dig. Du er super elegant." Jeg lo hånligt.
"Ja, som en elefant!" Tilføjede jeg, mens han grinede og rystede på hovedet.
"Klar?" Han greb om min talje med begge hænder og før jeg kunne nå at sige buh eller bæh, havde han løftet mig op på køleren, som var jeg intet andet end en papkop fra Starbucks. Jeg skulle bruge lidt tid på at komme mig over hans usynlige styrke og min egen fjantede tøsethed, der tydeligt kom til udtryk ved at mine kinder fortsatte med at være helt varme. Jeg tror godt han lagde mærke til det, men han kommenterede det ikke, i stedet tog han en tår af sin kaffe og skævede ud over byen.
"Såå.. Mega Bitch 2.0? Lad mig hører lidt om det." Han vendte sig imod mig med glade øjne, mens jeg forsøgte at sluge nogle af alle mine blandede følelser om ham.
"Tris mente at jeg kunne blive den nye Sabrina, Miss populær og hende alle drengene ville have og som blev inviteret til alle de vildeste fester." Jeg holdt en pause og sukkede mens jeg skævede til mine højehæle. Jeg var forundret over at jeg overhovedet kunne gå i dem en hel dag. "Tris er super opsat på at feste.. Og være populær.."
"Hvordan har du det med det?" Han sad og hvilede sine arme på sine knæ mens han betragtede mig. Jeg ville ønske at jeg bare vidste lidt om, hvad der forgik i hans hoved. Endnu en gang så jeg ned på mine højhælede og besluttede at hive dem af og smide dem på jorden, mens jeg forsøgte at finde på et nogenlunde svar.
"Jeg.. " Jeg mødte hans øjne og fik et forsigtigt smil fra ham, det var som om han ville forsikre mig om at det var okay, ikke at vide nøjagtig hvad man ville. At det var i orden at være i tvivl og til tider lade sig rive med af andres ideer. "Jeg har jo lavet det nytårsforudsæt.. Men.." Jeg tøvede mens jeg så ud over byen. "Men jeg vil allerhelst være fri.." Jeg så ned på min kop og følte mig som det største fjols i verden. Tris ville halshugge mig hvis hun fandt ud af det.
"Var det meningen at du ville være populær da du lavede dit nytårsforudsæt?" Jeg rystede på hovedet.
"Nej.. Jeg lavede det for at få Blake tilbage.. Mega Bitch 2.0 er udelukkende Tris's ide, og ærligtalt synes jeg det er komplet tåbeligt.. " Han havde bare nikket forstående uden at sige noget, som om han tænkte for en stund. Jeg begyndte at spekulere i hvordan jeg kunne gøre det modsatte i den her situation. Normalt ville jeg ikke engang have været her, hvis det ikke havde været for mit nytårsforudsæt. Jeg skævede til ham, mens jeg tog en tår af min chai the og funderede i hvad der måske skete inde i hans pæne knold.
"Hvad synes du om Mega Bitch 2.0?" Hørte jeg mig selv sige, og kom pludselig i tanke om at jeg netop havde spurgt ham hvad han i virkeligheden syntes om mig. Han skævede til mig og lod øjne kort køre ned af mig, som om han lige skulle danne sig et sidste indtryk.
"Det er meget anerledes.."
"Hvordan anerledes?" Han grinede og tog en tår af sin kaffe.
"Jeg synes det ser godt ud.. men.." Men hvad? omg! "Jeg er nu mest til den naturlige, søde og smilende Gabriella.." Jeg så væk, så han ikke skulle se mit enormt fjogede grin. "Jeg håber ikke du bliver ked af det over det?" Jeg rystede på hovedet.
"Nej.. Overhovedet ikke.. Faktisk er jeg mere.. du ved..øhm.." Min fornuft stoppede mig. Jeg kunne da ikke færdiggøre den sætning!? Under ingen omstændigheder! Han skulle ikke tro at jeg var så let! Meeeeen.. en gang imellem samarbjeder min fornuft og mund ikke, så jeg sluttede alligevel sætningen med et: "Jeg er mere smirret og lettet.." Et stort smil brød ud på hans mund så jeg rigtig kunne se hans smilehuller.
"Det er jeg glad for at høre." Han lagde en hånd på min skulder for et øjeblik og flyttede den så hurtigt igen. Føj! hvor jeg derefter længdes efter hans varme hånd på min skulder. Ja, faktisk på det meste af min krop. Men i stedet skød jeg det væk, og forsøgte at glemme de tanker der spillede en lidt for stor rolle i mit hoved. Vi grinede begge og lod det efterhånden sive ud til intet. Det var rart at der ikke blev sagt så meget derefter. Stilhed med ham var på en måde ikke akavet, hvilket gjorde mig glad.
