⇝𝕋𝕠𝕥𝕒𝕝𝕥 𝕄𝕠𝕕𝕤𝕒𝕥⇝

ren tavle.

Vi mødtes foran tavlen, hvortil at han begyndte at forklare mig, hvordan jeg skulle løse opgaverne med procentregning. Meget af det kunne jeg genkalde mig fra undervisningen, men der var også meget jeg ikke havde fanget. Heldigvis var Andrew meget tålmodig med mig, og fik mig aldrig til at føle at jeg var dum, for ikke at kunne finde ud af det.

Han havde netop forklaret mig det hele og derefter givet mig kridtet, så det nu var mig der skulle forklare ham det, da han begyndte:

"Tak fordi du lige reddede mig fra Domer.. Hun er meget insisterende.." jeg nikkede og så derefter på ham. Han lænede sig op af kateteret med krydsede armene, hvilket kun gjorde, at han så endnu mere attraktiv ud. Specielt fordi han nu havde knappet den øverste knap op i sin skjorte, løsnet sit slips og sidst men ikke ringest, foldet sine skjorteærmer op til over albuen. Suuuuuk! Hvis jeg skulle bide i noget lige nu, så skulle det være i hans spændte underarm, for føj hvor ser den appetitlig ud lige nu!

"Det var så lidt.. Men jeg havde også brug for hjælp, som du sikkert kan fornemme.." jeg grinede af mig selv og så ham gøre det samme.

"Ah.. du er ikke helt håbløs." Smilede han og fastholdt mit blik for en stund, før han igen så på tavlen for at jeg skulle fortsætte.

"Men jeg er altså ikke helt sikker på det her.." sagde jeg, og pegede på tavlen mens jeg så mig ind over skulderen. Han trådte et skridt tættere på mig, tog et stykke kridt og rettede fejlen ind over min skulder, så hans brystkasse nærmest rørte min ryg.

"Du dividere procenttallet med 100.. Det vil sige at du rykker kommaet to pladser til venstre.." uden at tænke to tanker om det, vendte jeg mig om og mødte hans øjne, der mødte mine med længsel. Det var som om han var frosset i bevægelsen, for han flyttede sig ikke. I stedet lagde han kridtet fra sig, og fjernede en løssluppen tot hår, om bag mit øre. Hans øjne var blide og imødekomne. Han er virkelig forelsket i mig.. Han er virkelig forelsket i mig.. Gentog jeg for mig selv i mit hoved, mens jeg mærkede mit hjerte tage fart.

Ikke to fornuftige tanker nåede at krydse hinanden, før jeg strækkede jeg mig på tå og mødte hans mund i et hurtigt, nærmest forhastet kys. Han sagde ikke noget, da jeg trak mig væk igen og skyndte mig at se ned på vores fødder. Stilheden der fulgte var nærmest kvælende. Alle lyde blev forstærket. Mit hjerte pulserede i mine øre. Mine hænder blev svedige og så var det jeg hørte ham synke hårdt. Hans sko, tog et rungende skridt. Hans arm, trak sig over hans skjorte i siden og snart efter mærkede jeg hans ene finger under min hage, forsigtigt skubbe mit ansigt op så han kunne møde mine øjne. Hans blik faldt på mine læber. Jeg lagde mærke til hvordan hans læber skiltes. Jeg kunne ikke holde op med at stirre på dem, og tænke på, hvor meget min mund længdes efter blødheden fra hans. Et forsigtigt smil listede sig ud i hans mundvig, før han lukkede mellemrummet mellem os. Hans mund masserede imod min, mens jeg blev skubbet op af tavlen. Mine hænder greb om hans ansigt. Jeg dristede mig til at snige min tunge ind imellem hans læber, og med det samme var det som om noget i ham blussede op. Han løftede mig op, med hænderne på mine lår og pressede mig op af tavlen, så alt på den blev tværet ud. Mine hænder kørte igennem hans hår, og jeg kunne tydeligt mærke hvor fuldstændig opslugt af mig han var. Vi glemte fuldstændig tid og sted! (Mest sted faktisk! Kl. var omkring 15.38..)

"Du godeste! Hvor har jeg savnet dine læber.." Hviskede han smilende ind i min mund. Mens jeg mærkede hvordan den sætning satte gang i en lavine af sommerfugle. Pludselig løftede han mig hen til kateteret, her satte han mig på bordet, alt imens hans mund stadig var imod min. Langsomt trak jeg mig baglæns, for at se om han fulgte med. Han var så opslugt af mig, at han dårligt lagde mærke til at han nu lå ind over mig på kateteret, mellem opgaver, bøger og blyanter. Hans taske stod der også, og når jeg siger stod, er det fordi han skubbede den ned fra bordet, sammen med et par af opgaverne, en bog og blyanterne. Jeg kunne høre hvordan blyanternes karakteristiske lyd rungede i min øregang, i det de landede dansende på gulvet. Men det var altsammen lige meget. Det var absolut bedøvende ligegyldigt.