Da den generte Gabbis kæreste Blake slår op med hende, beslutter hun sig for at lave et nytårsforudsæt der skal få ham tilbage. Desværre er det lettere sagt end gjort, for nytårsforudsættet lyder på at løsne op og holde op med at være genert, altså...
I stedet for at give Tris en længere forklaring på, hvorfor jeg ikke havde lyst til at tage ud og feste, valgte jeg i stedet at spille syg de følgende dage. Inderst inde vidste jeg godt at jeg lidt brød med min ide om at gøre det modsatte, men jeg havde de sidste par dage, ikke kunne ret meget andet, end at tude mine øjne ud til Broken-Hearted Girl af Beyoncé og trængte derfor til at komme lidt væk fra det hele. Jeg pjækkede derfor fra skole, og tog hjem til min mor. Hun havde bedt mig om, at sortere i nogle af mine gamle flyttekasser på loftet, så jeg tog chancen og crashede hjemme ved hende. Det var også sidst på måneden, så gratis mad var jo en fordel.
Jeg sad med en stor kasse fyldt med gamle bamser, da jeg kom til at tænke på Connigan. Havde han virkelig flirtet med mig den anden dag på cafeen? Jeg var faktisk begyndt at komme i tvivl. Han havde sikkert bare været venlig og sagt som han havde for at gøre mig i bedre humør. Jeg hev en gammel støvet bamse, med manglende ører frem og mødte dens knapøjne.
"Hvad tror du, Hr. Brun? Tror du Professor Connigan flirter med mig?" Jeg fik bamsen til at ryste på hovedet. "Ah.. Jeg tænkte det nok.." Jeg lagde bamsen fra mig og fortsatte roderiet i kassen. Jeg hadede at sidde på loftet, men jeg gad heller ikke slæbe kassen med nedenunder for at sidde og blive udspurgt af min mor. Hun havde allerede krydsforhørt mig om hvordan det gik i skolen, så jeg gik udfra at hun ville kaste sig ud i de mere personlige spørgsmål som det næste.
Det var blevet hen på eftermiddagen da jeg pludselig hørte ringeklokken nedenunder.
"Hvem kan det mon være?" Hørte jeg min mor sige til sig selv, mens hun trissede ud til døren. Jeg spidsede ører da jeg hørte en mandestemme. Havde min mor allerede en ny fyr? Det kunne bare ikke passe!
Kort efter hørte jeg min mor råbe på mig. Hvad nu? Jeg rejste mig fra det støvede gulv og begav mig ned af trappen mens jeg bankede støvet af mig selv.
"Hvad er det mor?" Hun skævede til mig fra døren med et underligt glimt i øjet som jeg kun havde set én gang før, hvilket havde været dagen Blake for første gang kom til mit hus for at spørger efter mig.
"Her kommer hun." Smilede hun til personen og trissede ind i stuen. Jeg åbnede døren og havde nær fået et hjertestop.
"Professor Connigan?"
¡Ay! Esta imagen no sigue nuestras pautas de contenido. Para continuar la publicación, intente quitarla o subir otra.
"Hej Gabriella!" Smilede han kækt. Du godeste! Giv mig dog lige en chance mand!
"Hvad laver du her?" Jeg trådte ud på verandaen og lukkede samtidig døren bag mig. Min mor behøvede ikke vide, hvad vi snakkede om.
"Jeg kom bare lige forbi med de nye opgaver.. det er for til fredag.." jeg modtog matematik opgaverne og mærkede skuffelsen komme ind over mig, hånd i hånd med fornuften. Han er jo din lærer, så det ville være komplet åndssvagt, hvis han havde nogen anden interesse for dig, end at lærer dig ting.. Tænkte jeg mens jeg kiggede på opgaverne.
"Tak, det var pænt af dig, Professor."
"Det var så lidt.." Jeg smilede forsigtigt til ham før han fortsatte tøvende: "hvordan har du det?" Jeg mødte hans øjne kort og så ned i jorden.
"Jeg har det fint! Tak." Jeg rettede mig op og smilede påtaget. Det var lettere at lyve om det, end rent faktisk at skulle til at forklare ham, hvad der var galt. Der var alligevel ikke noget skolen kunne gøre ved det, andet end at sende mig ned til skole psykologen igen, og det orkede jeg virkelig ikke. Han nikkede og tog sig til nakken. Hans skjorte var rullet op til albuen, så jeg kunne tydeligt se musklerne arbejde under hans solbrændte hud på underarmen. Jeg sank, mens en hed tanke om ham, for igennem mit hoved.
"Godt at høre." Smilede han og skævede over til vinduet indtil stuen, og sendte mig derefter et forvirret blik. "Øhm.. Hvaa.. Hvad er det din mor laver?" Åh nej! hvad laver min mor???? Jeg vendte mig hurtigt og så hende stå med en kikkert. For helvede mor! Jeg vendte mig atter imod Connigan og rullede med øjne.
"Hun står og udspionere os.."
¡Ay! Esta imagen no sigue nuestras pautas de contenido. Para continuar la publicación, intente quitarla o subir otra.
"Virkelig? Med en kikkert?"
"Ja, hun vil sikkert påstå at hun ser på fugle.." Han lo.
"Ja, hvorfor ikke?" Jeg vendte mig imod min mor og gjorde tegn til hende om at hun skulle gå, hvortil hun mimede at hun altså SÅ på fugle, mens hun pegede ivrigt på det tomme foderbræt midt på græsplænen.
(Connigan be like ⤵️😅)
¡Ay! Esta imagen no sigue nuestras pautas de contenido. Para continuar la publicación, intente quitarla o subir otra.
"Hun er lige blevet skilt.. såå" Smilede jeg undskyldende, som om det kunne gøre det op for min mors pinlige adfærd. Han nikkede og virkede til at forstå. Hvis man havde udstyret hende med en safari hat og en riffel, så havde stakkels Connigan været i fare for at få en bedøvelsespil i rumpetten.
"Nårh, men jeg må nok se at komme videre, jeg har en hel del opgaver der skal tjekkes igennem.." sagde han, som om han skulle minde sig selv om, ikke at stå her og glane hele dagen. Han kløede sig ved tindingen og fortsatte: "Du må endelig sige til hvis der er nogen af opgaverne du ikke kan finde ud af.. Du var der jo ikke til gennemgangen.." Jeg smilede et tandløst smil og nikkede.
"Det skal jeg nok." Han stod et øjeblik og tøvede, med blikket på opgaven i min hånd.
"Ved du hvad.. " Sagde han mens han hev en kuglepen frem og skrev på opgaven. "Her er mit nummer, i tilfælde af at du har brug for lektiehjælp." Jeg mødte kort hans mørke glade øjne. "Du skriver bare, hvis det skulle blive aktuelt." Han blinkede og smilede et skævt smil, der fik mine knæ til at føles som gele. Han vendte sig for at gå tilbage til sin bil og i samme bevægelse vinkede han til min mor i vinduet.
