⇝𝕋𝕠𝕥𝕒𝕝𝕥 𝕄𝕠𝕕𝕤𝕒𝕥⇝

babybilleder.

Jeg så på min mor, som med det samme begyndte at vifte voldsomt med hænderne over imod mig.

"Stå nu ikke bare der! Gå ud og åben døren.." jeg vendte mig og rullede med øjne hvorefter jeg traskede ud til døren. Jeg sank og åbnede døren på samme tid.

"Hej Gabriella!" Han lyste helt op og trådte ind i gangen. Med det samme skubbede min mor sig ind foran mig og stak ham et overdrevent overskuds smil.

"Velkommen Andrew!" Hun slog ud med armene, som skulle hun netop til at pressentere det bedste og største cirkusnummer verden nogensinde havde set.

"Mange tak. Jeg er glad for at være her.." hans øjne faldt på mig et sekundt, og måske var det bare min egen indbildning, men jeg syntes at bemærke en gnist i hans ene øjenkrog, der hurtigt blev erstattet af hans ellers normale venlige og søde jeg. Han rækkede en buket med tulipaner frem til min mor og fortsatte: "et lille symbol på min taknemlighed for middags invitationen.. jeg følte ikke jeg kunne komme tomhændet."

Hendes øjne faldt på buketten af tulipaner i hans hånd og udbrød "er de til mig?" Hun lagde en hånd for brystet og blinkede flirtende til ham. Han nikkede bare og gav hende blomsterne.

"Det er da alt for galt, det skulle du da ikke have gjort! Jeg sætter dem lige i vand. Føl du dig endelig hjemme." Hun trissede atter ud i køkkenet og efterlod mig med Andrew i gangen. Jeg havde mildest talt intet jeg kunne sige til ham lige nu, der ikke ville komme til at lyde helt hen i vejret. Jeg var så overvældet over at han var i mit barndomshjem at det fuldstændig låste mine tanker fast på én ting: Den hede drøm om ham. Jeg kunne overhovedet ikke finde ud af at trække vejret rigtigt og jeg havde konstant en følelse af et angstanfald hængene over hovedet.

Selve middagen gik fint nok. Jeg fik ikke indført et eneste ord, hvilket var udemærket, jeg havde travlt nok med at kvæle mig selv i salat. Min mor, på den anden side, blev ved at stille spørgsmål til Andrew, som hvordan det var at være lærer, hvorfor han var single, om han ikke blev ensom og hvorfor han stadig var single.. ja, det er der to gange, fordi kvindemennesket blev ved at spørger. Jeg sad og ledte efter et eller andet jeg kunne kvæle hende med, men uden held. Andrew så ikke ud til at bekymre sig, men lyttede meget roligt og pænt til alt hvad hun fyrede af. Han både grinede og svarede hende høfligt, også selvom han i den grad kunne havde bedt hende om at lade hver at blande sig.

Kaffen blev serveret i stuen, sammen med et helt album af babybilleder af mig. Yes! Lige præcis! Kvindemennesket kunne have bagt en kage, eller sågar serveret regnbue is, men i stedet valgte hun mig! En lækker lille sag!

Hun havde lagt albummet i skødet på Andrew, mens hun forførende bladrede og fortalte. Jeg var overrasket over at han bare sad der og høfligt lyttede og stillede spørgsmål, som om det her var helt normalt.

Men jeg nåede ligesom min grænse da hun kom til et billede af mig i et soppebassin.

"Ej.. det her var den gang hun rendte ud i sit lille lyserøde soppebassin!" Hun grinede højt. "Hun var rendt derud, taget bukserne ned omkring anklerne og skvattet i dem så hele hendes ansigt var sjasket ned i vandet. Hun blev så sur!" Hun grinede og smilede stort til mig. "Hun har altid haft temperament!" 

"Vil i have mig undskyldt!" Smilede jeg, mens jeg rejste mig og stormede op på mit værelse, hvor jeg her kastede mig over den første pude der var og skreg ind i den.

Hvorfor? HVOR-FOR?????????