Da den generte Gabbis kæreste Blake slår op med hende, beslutter hun sig for at lave et nytårsforudsæt der skal få ham tilbage. Desværre er det lettere sagt end gjort, for nytårsforudsættet lyder på at løsne op og holde op med at være genert, altså...
Der var ikke meget run på, på arbejdet, så jeg tillod mig selv, at sætte mig på gulvet bag disken med en stor kop te og forsøge at fjerne den voldsomme klump af gråd, der stadig sad fast i min hals. Det havde virkelig været den værste møg dag. Alt der kunne gå galt, var gået galt. Jeg følte mig mest af alt som en menneskelig boksebold. Gråden pressede sig på, og jeg skulle lige til at give efter, da jeg hørte et "Hej igen, Gabriella." Oppe fra disken. Mit blik fandt hurtigt det velkendte pæne ansigt, der tilhørte min alt for charmerende professor, så jeg skyndte mig på bene.
"Hvad skulle det være, Professor Connigan?" Jeg lagde mærke til at han smilede forsigtigt, nærmest forstående til mig. Kunne han virkelig se lige igennem mig?
"Jeg mindes at du skylder mig en gratis kop kaffe?" Jeg smilede ned imod disken og forsøgte ikke at afsløre min tåbelige selvmedlidenhed.
"Nårh ja.." Smilede jeg påtaget og fortsatte: "Hvad skulle det så være?"
"Den sorteste kaffe du har.." Han så rundt i caféen til de tomme pladser, mens han satte sig ved disken. "Det er okay jeg sætter mig her og snakker lidt med dig, ikk? Jeg har på fornemmelsen at der ikke er ret meget at lave lige nu?"
"Det er helt i orden." Hørte jeg mig selv sige, nærmest følelsesløst, mens jeg satte kaffen foran ham.
"Har det været en lang dag?" Jeg trak på skuldrene og kunne mærke min hals større sig sammen.
"Tjah.." var det eneste jeg kunne udtrykke på nuværende tidspunkt, for den klump i min hals på størrelse med en tennisbold.
"Er du alene på skansen?" Blev han ved og sippede af kaffen.
"Neej.. Min chef sidder inde på kontoret og ordner regnskaber." Han nikkede forstående mens han tog endnu tår. "Har din dag været god?" Fortsatte jeg, og forsøgte at komme i tanke om hvad mit arbejde egentlig gik ud på. Hvordan kunne den mand, hyle mig så voldsomt ud af den?
"Tjoh.. Den kunne have været bedre, men jeg beklager mig ikke." Han så ud på regnen der stadig plaskede ned udenfor, mens jeg ikke kunne lade hver at betragte hans stærke kæbe og hals. Han var underligt stille idag, som om han forventede at jeg skulle snakke. Personligt var der ikke noget værre, end pinlig tavshed, så jeg begyndte at knevre. Først om vejret, kunderne, lektier. Så om Tris, hendes nyfunde kærlighed i Will og hendes akavede sms'er. Jeg snakkede om mit arbejde, min grund til ikke at kunne lide kaffe, mine forældres skilsmisse, hvordan min mor til tider ringede og var overbeskyttende, og om hvordan min far slet ikke ringede. Hvor længe jeg havde ønsket mig en hund, men slet ikke havde tid til den, når nu det skulle ses ud fra et realistisk synspunkt. At jeg altid havde ønsket mig en lillebror, eller lillesøster, hvilken sodavand jeg bedst kunne lide og hvorfor jeg ikke var meget for fisk. Hvor mange gange jeg havde hørt mine forældre skændes, hvad jeg følte om det og hvor tit jeg havde stået midt i kampens hede og råbt at de skulle stoppe. Jeg fortalte ham om min chefs udbrud i telefonen tidligere den dag, om min mors konstante bekymring for om jeg var på stoffer og gerne ville have mig hjem. At jeg vidste at grunden til at hun ville have mig hjem, var fordi hun følte sig ensom i det store hus. At rektor havde givet mig større skideballe end Sabrina og at jeg følte mig uretfærdigt behandlet.
Oops! This image does not follow our content guidelines. To continue publishing, please remove it or upload a different image.
Igen og igen fyldte jeg ny kaffe på Connigans kop, og pludselig føltes det som om, at han vidste alt om mig. Alt det der var fyld, og alt det der ikke var. Ikke én gang afbrød han, stoppede mig eller kiggede på sin mobil eller uret. Han sad der bare og drak kaffe og lyttede, til min konstante plapren, som havde jeg været en papegøje i et talkshow.
Og så var det, at jeg pludselig nået til der, hvor det gjorde mest ondt. Der hvor jeg ikke kunne undgå at fortælle det mere. Jeg havde ikke flere tåbelige ting jeg kunne sige, bortset fra det jeg havde så fint snoet mig uden om.
"Men hvorfor har du lavet det nytårsforudsæt?" Det var første gang han havde stillet et spørgsmål, til noget af det jeg havde sagt. Jeg sukkede og kørte håret væk fra øjne.
"Blake slog op med mig før nytår.. Han fandt sammen med Sabrina som er indbegrebet af alt det jeg ikke er.." Connigan rettede sig op og så på mig med tænkende øjne.
"Er det ikke en lidt negativ sætning?"
"Men det passer?"
"Jeg siger dig ikke imod.. men jeg ville måske vende den og sige at DU er alt det Sabrina ikke er.." Han så sig over skulderen og lænede sig ind over disken, mens han gjorde tegn til at jeg skulle komme tættere på. "Du har hjerne, det har hun ikke! Ja ja.. hun er blond med lange ben, men hun har ikke andet end blond hår og lange ben. Hun er lige så tom i hovedet som en barbiedukke. Ved du hvor hun ender når hun er færdig med skolen? McDonalds.. Med mindre hun kan finde en Rich Daddy, som vil tage hende ind." Han holdt en pause og så over imod døren, hvor der netop var kommet en kunde ind. "Jeg bliver nok desværre nød til at stoppe nu.. For jeg kan mærke at jeg er ved at blive grov.." Jeg var HENRYKT! Så jeg udbrød:
"Ej! Bliv dog ved!" Grinede jeg og hoppede en lille smule på stedet.
"Okay, stik mig den kuglepen og serviet dér. Du kan betjene kunden her imens.." Jeg rækkede ham det og han begyndte at skrive på den, mens jeg betjente kunden der netop var kommet ind. Kort efter lagde han kulgepennen fra sig, rækkede mig servietten og rejste sig derefter.
Oops! This image does not follow our content guidelines. To continue publishing, please remove it or upload a different image.
Mens han tog sin jakke på og tasken over skulderen, læste jeg beskeden.
Hun har kun noget imellem ørerne i tilfælde af oralsex.
Jeg så på ham med store øjne, mens han grinede.
"Pro-fessor!" Udbrød jeg påtaget og grinede over hele hovedet. Han slog ud med armene og trak på skuldrene.
Oops! This image does not follow our content guidelines. To continue publishing, please remove it or upload a different image.
"Jeg siger det bare.." Han begyndte at gå. "Oh.. forresten.." Sagde han så og kom tilbage. "Bare fordi at du ikke er god nok til Blake, betyder det ikke at du ikke kan være det for én anden." Han smilede forsigtigt, mens han holdt øjenkontakt et øjeblik, hvorefter han sagde farvel og gik. Jeg fulgte ham med øjne, og da han var væk kiggede jeg ned på servietten igen. Bagpå havde han også skrevet noget:
