⇝𝕋𝕠𝕥𝕒𝕝𝕥 𝕄𝕠𝕕𝕤𝕒𝕥⇝

domigan.

Jeg ved godt jeg er en tåbelig teenager, når jeg sidder og sender min Professor i engelsk, vrede jaloux blikke fra min plads. Hun bemærkede det ikke engang. Hun var så optaget af at skrive grammatiske gloser på tavlen, mens hun fra tid til anden smilede himmelsk til klassen.

Professor Lily Domer, var som taget ud af Mad men. Hun havde det stramt opsatte mørke hår, de forførende øjne og den røde tirrende mund. Et pencilskørt og en hvid skjorte var et absolut must for hende. Tit spekulerede jeg over, hvordan hun kunne valse rundt i de tynde høje hæle uden at skvatte tåbeligt omkring.

Jeg rullede med øjne og lod blikket falde i min engelsk bog. Jeg havde virkelig ikke lyst til at være her, og slet ikke når jeg vidste at jeg overhoevdet ikke havde en chance med Andrew, med Lily på banen også. Udover det havde jeg virkelig ikke lyst til at bruge min aften på at være sammen med det gamle slæng. Jeg havde lyst til at kaste op ved tanken.

Da timen endelig sluttede, begav jeg mig ned til mit skab. Længe stod jeg og stirrede irriteret ind i skabet, mens tankerne bare tog overhånd. Jeg havde dårligt set Andrew efter lejerskoleturen, og vores samtaler havde været kortvarige og skolerelateret. Jeg gik udfra at han havde travlt. Ikke kun med arbejde, men med sit forhold til Lily. For man måtte da gå ud fra, at de to perfekte mennesker havde fundet sammen, burde man ikke? Desuden havde Domer jo gjort alt hvad der stod i hendes femenine magt, for at få Andrews opmærksomhed. Og Andrew, var selvfølgelig sød nok at give hende den. URGH! Det gav mig irritende teks at tænke på. For hun fortjente ham virkelig ikke. YDERMERE kunne jeg sparke mig selv, for at have sagt ja til at tage med på den bar, men hvis Andrew alligevel var taget af Domer, så kunne jeg vel lige så godt holde mig til hvad mit nytårsforudsæt i virkeligheden havde handlet om, hvilket var at får Blake tilbage. 

"A-hem.." var der en der rømmede sig ved siden af mig. Jeg drejede hovedet ligegyldigt og fik øje på Mike. Han var en af de fyrer, der gik igennem puberteten på den mest uheldige måde man kunne forstille sig. Lignede mest af alt et pizzafjæs. Men han havde nogle venlige og godmodige øjne som skinnende over det fact, at han lignede et månelandskab i æsken. "Hvordan går det Gabbi, er du nået til level 10?" Han lænede sig op af skabende som en badboy ville have gjort det, mens jeg lukkede mit skab halv sarkastisk.

"Nej.. jeg har ikke haft så meget tid til at spille det sidste stykke tid.." Jeg forstod ærligtalt ikke hvorfor han talte til mig. Sidst vi havde talt sammen var til en fest, hvor jeg havde siddet og snakket med nogle gamere, som så var begyndt at tale om det her spil som de spillede på det tidspunkt. Jeg havde godt spillet det en smule, men havde så ligget det på hylden efter et stykke tid fordi jeg er utålmodig og ikke kunne finde snydekoder. Jeg smilede akavet til ham.

"Måske hvis du har lyst," han rykkede tættere på mig, så jeg kunne lugte hans underlige kiksede aftershave. Det var INTET i forhold til Connigans. "Kunne du komme hjem til mig og spille med mit joystick?" En tanke om at det spil da ikke gjorde brug af joystick ramte mig, mens jeg skulle lige til at spørger om vi snakkede om det samme spil.

"Ja ja! Så er det vist godt Mike!" Lød det fra Tris der kom bagfra og greb mig i armen, hvorefter hun trak afsted med mig.

"Kommer du forbi i dag så?" Råbte han længselsfuldt efter mig, mens jeg kiggede mig over skulderen for at ville svare, men før jeg kunne nå at samle et venligt svar til ham, nåede Tris at råbe "Get lost, loser!" efterfulgt af at hun gav ham fingeren. 

Da vi var kommet lidt væk, vendte jeg mig imod hende med et bebrejdende blik.

"Hvad skulle det til for?"

"Joystick = Diller.. Siger det bare.. Han snakker nørd.."

"Det var da ikke sikkert, at det var hvad han mente, Tris!"

"Mhm.." hun så overbærende på mig. "Nogengange er du simpelthen for sød og naiv, G." Måske havde hun ret.. Måske var jeg en tand for naiv..

Jeg så ned af gangen efter Mike og mærkede Tris hive i mit ærme.

"Desuden.." begyndte hun igen. "Har jeg lidt sladder til dig.." hun så sig om, som om det er var det vildeste ugeblads skandale sladder, hun kunne komme i nærheden af, og fortsatte: "Jeg tror Domer og Connigan er blevet til Domigan.."

"Hold op med at shipnavne ting, Tris" fejede jeg hende af. "Kom til sagen.."

"Okay.. Domer har nærmest kastet sig selv efter Connigan i dag.." intet nyt under solen der.. "de ville også være et enormt sødt par.. tænk lige på de børn de ville få... shiiiiit!!" Jeg bed mig i læben og så ned i jorden med et suk, mens Tris blev ved. Jeg hørte ikke efter men løftede hovedet da jeg kunne mærke et par øjne iagttage mig. Med det samme fik jeg øjenkontakt med Andrew, der var på vej i min retning. Han smilede til mig. HAN SMILEDE RENT FAKTISK TIL MIG!! I det han var få meter fra os og virkede til at ville sige noget, kom Lily Domer bagfra. Hun snublede, og selv når hun snublede lignede hun en elegant petit ballerina. Hun havde planlagt det godt. For Andrew skyndte sig at gribe hende.

"Kom du noget til?" Lød hans alt for søde bemærkning mens hun stadig lå i hans arme ind imod hans brystkasse. Hun smilede djævelsk, ikke noget mænd kan se når kvinder gør, men uuuuh hvor er det tydeligt for os andre kvinder!!

"Jeg har det fint.." han hjalp hende på bene og smilede forsigtigt og venligt til hende. "Takket være dig, Professor.." hun rørte flygtigt hans arm. "Jeg føler mig så tryg når du er i nærheden.." jeg rullede med øjne. Hvor var det forbandet tydeligt at hun flirtede som en sindssyg. Havde kvindemennesket ægløsning eller sådan noget?? Urgh!!
Tris puffede til mig.

"Kan du se hvad jeg mener? MENT. TO. FREAKIN. BE. BITCH!!" Jeg skar en nedadvendt grimasse og undskyldte mig selv, ved at sige at jeg skulle nå at skrive et essay.. skrevet på toiletpapir med tåre og snot! (Skide dramatisk, but true story!!) 

He'll never be mine...