⇝𝕋𝕠𝕥𝕒𝕝𝕥 𝕄𝕠𝕕𝕤𝕒𝕥⇝

din umættelige barbar.

Mandag morgen, vågnede jeg i min egen seng. Hvilket jeg tildels var en lille smule utilfreds med, men Andrew havde virkelig gået langt i forhold til sine beføjelser, for at hjælpe mig den weekend. Ikke nok med at han kom, og hentede mig et øde og klamt sted på Lars Tyndskids mark, men han gav mig også den bedste behandling, en ung kvinde som mig, kunne ønske sig.

Jeg stod ude på badeværelset, og var netop kommet ud af badet, da tanken om ham igen slog mig. Eller lad os være ærlige her.. Tanken om ham var der konstant, så jeg ville nok nærmere sige at den gjorde mig opmærksom på sin tilstedeværelse endnu en gang.

Han havde tjekket mig totalt meget ud! Hvilket jeg underligt nok, ikke havde noget imod overhovedet. Normalt ville jeg have følt mig utilpas og overbegloet, men han gjorde på en måde som jeg dårligt kunne kritisere ham for. Tværtimod var det en skør tanke, der gang på gang fik hele scenariet til at spille på repeat i mit hoved.

Mit blik blev fanget af mit eget spejlbillede, og jeg smilede til mig selv. Det var så fjollet at jeg begyndte at grine. Jeg havde helt glemt følelsen af at være forelsket. Den her lette form for sindssyge der konstant vældtede ind over mig i form af rødmen og fnisen. Følelsen af at have lyst til at snakke om ham konstant, men ikke at kunne og derved være ved at eksplodere af bare endeløs, dyb lykke. Jeg sukkede lykkeligt, mens jeg redte mit hår og derefter begyndte på min makeup. Han var også forelsket i mig. Hvilket kun gjorde at alle mine sommerfugle, i maven, endnu en gang lettede fuldstændig afsindigt flaksende og uden hensynstagen til min vejrtrækning. Jeg gispede derfor efter vejret og brød ud i et stort smil.

"Han er virkelig forelsket i mig.." Smilede jeg. Jeg kunne nærmest høre ham sige det igen, på samme måde som han havde sagt det, den dag i skolen. Han vidste godt det var forkert at have de følelser, men de havde gjort hele forskellen for mig. Jeg var også virkelig forelsket i ham! Det var ikke fordi han, var det i mig først. Men fordi han gjorde mig til et bedre menneske. Jeg havde lyst til at være et bedre menneske for ham. Give ham alt det bedste jeg havde.

Jeg hev mine jeans på, og tjekkede min bagdel ud i spejlet. Hvis han godt kunne lide at kigge på mit bagparti, så skulle han i den grad også have noget at kigge efter. Skolen havde regler for påklædning, men hvis det stod til mig, kom jeg gerne i trusser, bare for at få det blik, han havde givet mig den anden dag.

Jeg kom ind af døren til klassen, samtidig med nogle få andre fra matematikholdet, og med det samme fik jeg øje på ham. Han stod bøjet ind over kateteret, med den ene hånd placeret hårdt imod bordet, mens den anden kørte gentagende gange ind over hans skægstubbe. Jeg gik så tæt på kateteret og ham, som jeg turde uden at nogen skulle fatte mistanke.

"Godmorgen Professor!" Sagde jeg en anelse for kælent. Han så straks op og mødte mine øjne.

"Morgen O'Malley.." Han smilede skævt til mig, mens jeg gik forbi og vrikkede så meget jeg kunne med min popo. Jeg kunne høre at han sagde godmorgen til de andre der også kom ind, og jeg håbede derfor, at han lagde mærke til mine stramtsiddende bukser, frem for mine klassekammerater.

Da jeg var kommet tættere på min plads, skævede jeg ind over min ene skulder, og lod mærke til at det havde virket. Han kigger!!! OH MY GOD!! Da jeg satte mig, mødte han diskret mit blik, og gjorde et flirtende vip med øjenbrynet i min retning, hvorefter han bed hårdt ned i sin læbe. Jeg kunne ikke styre mig fra at smile til ham.

Efter timen pakkede jeg langsomt sammen, jeg ville gerne at så mange fra min klasse var gået, før jeg gik ned og talte med Andrew. Da jeg kunne se at størstedelen allerede var i fuld gang med at mase sig ud af døren, gik jeg ned ad trappen imod tavlen. Andrew havde travlt med at pakke sammen, og så mig derfor ikke stoppe op foran kateteret.