Da den generte Gabbis kæreste Blake slår op med hende, beslutter hun sig for at lave et nytårsforudsæt der skal få ham tilbage. Desværre er det lettere sagt end gjort, for nytårsforudsættet lyder på at løsne op og holde op med at være genert, altså...
Der havde været stille i et godt stykke tid, mens vi bare havde siddet der og kigget ud over byen. Solen var ved at forsvinde i horisonten, da han pludselig hoppede ned fra køleren. Jeg troede et øjeblik han ville til at kører, men sagde så pludselig med et grin:
"Vil du ha' en øl?" Jeg kunne ikke undgå at se undrende efter ham.
"Må du godt give mig øl?" Han stod og rodet inde på bagsædet af bilen, mens jeg tydeligt kunne høre ham små grine. Snart efter rettede han sig op med et skævt smil.
"Neeeej," Trak han på det. "men der er efterhånden så meget jeg ikke må, som jeg gør alligevel.." Aaah.. Han er en lille Crimerider, ham Connigan. Jeg grinede mens han satte sig op ved siden af mig på køleren igen, denne gang tættere på end før og åbnede min flaske med hans egen og omvendt. Kort efter sad jeg og sippede øl, ved siden af min matematik professor, mens solen gik ned i horisonten. Det var svært ikke at spekulere i den dybere mening med hvad han havde sagt. Hvad lavede han ellers, som han ikke måtte?
"Fryser du ikke?" afbrød han pludselig mine tanker. Han hev sin jakke af og placerede den på mine skuldre, før jeg overhovedet kunne nå at svare. Den duftede fantastisk og føltes skøn varm. Det her var bare perfekt. HAN var bare perfekt!
Efter noget tid kom stjernerne til syne. Vi havde lagt os ned ved siden af hinanden for bedre at kunne se dem. Jeg forstummede lysten til at putte mig indtil ham, for tænkte at en handling som den, hurtigt kunne ødelægge øjeblikket.
Ops! Esta imagem não segue nossas diretrizes de conteúdo. Para continuar a publicação, tente removê-la ou carregar outra.
"Man kan se Mælkevejen i aften.." sagde han stille, nærmest for sig selv. Jeg kunne ikke lade være at vende hovedet og se på ham. Jeg havde lyst til at se på ham, og hans uglede hår der som altid sad perfekt. Jeg var vild med hans smile linjer der indikerede at han var en glad person af natur og mildheden i hans øjne når han så på mig. "Hvad?" Sagde han så pludselig og vendte hovedet imod mig med et grin. "Hvorfor ser du sådan på mig?" Fortsatte han. Underligt nok fjernede jeg ikke blikket fra ham, men mødte i stedet hans øjne.
"Hvad er det for noget af det, der er Mælkevejen?" Smilede jeg og vendte ansigtet imod himlen igen. Han pegede og kom tættere på mit hoved.
"Kan du se den sky-ligne ting dér?"
"Mhm?"
"Det er Mælkevejen.." han skævede til mig.
"Okay? Jeg troede vi var en del af Mælkevejen og derfor ikke kunne se den?" Jeg smilede forundret.
"Neej, man kan godt se den herfra. Det er bare ikke så tit den er så tydelig på den her måde." Jeg fornemmede et smil på hans mund, men vendte mig ikke for at tjekke. Han var jo min lærer, så jeg måtte jo gå ud fra at han vidste hvad han talte om. Der blev igen stille imellem os i lidt tid før han pludselig brød tavsheden:
"Har du så fået ham tilbage?" Jeg skævede til ham.
"Hvem?"
"Blake." Han fjernede blikket fra mig. Hvorfor var det nu interessant? Jeg rystede på hovedet.
"Neeej, jeg ved heller ikke om jeg overhovedet vil have ham tilbage.."
".. hvorfor?"
"Jeg er kommet på bedre tanker.." jeg vente hovedet og så ham ligge og se på mig med øjne, der fik mig til at skubbe al fornuft til side. For et øjeblik var vi fanget sådan, stirrende på hinanden uden at sige et ord. Overbevist om at han bestemt tænkte det sammen som mig, rykkede jeg forsigtigt tættere på. Han fjernede sig ikke, men fastholdt mit blik. Min verden gik i stå, da han valgte at løfte sine øjenbryn på den der lette legende facon, som han altid gjorde og derefter smilede forsigtigt. Det eneste jeg kunne hører var mit hjerte, der trommede i min øregang og mit spontane åndedræt. Jeg kunne dufte hans aftershave, mærke hans varme. Jeg fornemmede på ham, at han holdt sig tilbage, men han var frosset imellem fornuft og lyst, hvilket kun gjorde det svære for mig, for det betød, at jeg var den der skulle tage første skridt. Jeg havde netop taget mig sammen til at ville kysse ham, da der pludselig lettede en fasan ikke langt fra os. Vi blev begge chokeret, ikke kun på grund af fasanens uelegante flyve egenskaber, men også vores egen trang til det forkerte. Det vi ikke talte om og mere til. Jeg slog blikket ned i det han hoppede ned fra bilen. For et øjeblik stod han med hånden kørende i nakken.
"Jeg tror det er bedst, hvis jeg kører dig hjem.." Han så undskyldende på mig, mens jeg nikkede. Det var nok for alles bedste.
