⇝𝕋𝕠𝕥𝕒𝕝𝕥 𝕄𝕠𝕕𝕤𝕒𝕥⇝

jagttrofæ ~Andrew~

Jeg havde gemt mig på mit kontor og forsøgte at distrahere mig selv fra mine tanker, da pludselig der blev banket på og Lily stak hovedet ind.

"Har du tid et øjeblik?" Smilede hun, mens jeg nikkede og rejste mig op. (Fordi sådan gør man når en kvinde kommer ind i rummet) Hun satte sig overfor mig ved mit skrivebord og krydsede sine ben. Jeg dvælede et øjeblik ved hendes ben, og undrede mig over hvordan hun havde fået dem så glatte, at man næsten kunne spejle sig i dem.

"Hvad kan jeg så hjælpe dig med, Lily?" sagde jeg og satte mig igen. Jeg betragtede hende, mens hun kiggede rundt i rummet og smilede lykkeligt for sig selv, før hun lagde sine øjne på mig.

"Jeg har tænkt meget på dig det sidste stykke tid.." Smilede hun flirtende og puffede sine læber en smule.

"Nårh? Hvordan kan det være?" Svarede jeg, mest for at lyde interesseret.

"Årh.. der er flere grunde.. Men jeg spekulere ofte på om du har det godt?" Jeg forstod ikke rigtig sammenhængen, men svarede alligevel med et:

"Jeg har det nogenlunde.." Hun smilede forsigtigt til mig. Noget ved hende, fik mig altid til at føle mig som en lille uartig skoledreng.

"Jeg synes bare ikke det er så tit, at vi får mulighed for at snakke om andre ting end skolen, så jeg tænkte at jeg ville tage mig tiden, til at tale lidt med dig idag." Hun smilede et tandpasta hvidt smil bag de røde læber.

"Det var da frygtelig pænt af dig, Lily.." Jeg sank og fortsatte: "Og hvad med dig? Hvordan går du og har det?" Hun grinede feminint ned imod gulvet. 

"Jeg har det skønt. Du reddede mig fra en forstuet ankel den anden dag, så det er jeg meget taknemlig for." Hun vrikkede sin fod roligt op og ned i et uregelmæssigt tempo. Jeg tog mig selv i at stirre, og blev først slået ud af det, da hun igen tog til orde: "Ved du hvad.. Jeg har sådan nogle svage ankler, så det var et held at du greb mig!"

"Det var da så lidt." Smilede jeg påtaget og skævede overimod døren. Skulle hun ikke snart videre?

"Det er egentlig utroligt så stærk du er, når man tænker på at du ikke rigtig laver andet hele dagen end at undervise i matematik.." Jeg skulle tage mig selv i ikke at grine af hendes åbenlyse flirten, så i stedet skød jeg et forsigtigt kluk ud, og kørte derefter en hånd over mine daggamle skægstubbe.

"Tak.. det er pænt af dig at ligge mærke til.." Smilede jeg og tænkte ved mig selv, at det havde været noget helt andet, hvis det var Gabriella, der sad foran mig. Jeg måtte skynde mig at skyde tanken væk, for ikke at forsvinde i tanker igen.

"Træner du?" Lød det pludselig fra hende, som om det var noget man spurgte alle man kom i nærheden af om. Jeg blev helt befippet over spørgsmålet og kunne derfor ikke undgå at frigive et enkelt forsagt grin.

"Jo, det gør jeg.." svarede jeg og så på hende med uforstående øjne. Hvilket hun selvfølgelig ikke virkede til at ligge mærke til, men i stedet fortsatte:

"Oh! Altså.. man ved det jo ikke når du altid har skjorte på.." Undskyld??? HVAD?? Hahaha ååh.. hold fast hun er desperat mand.. "hvad er det så for noget du træner?"

"Løb og styrketræning.."

"Wauw.. så kan jeg bedre forstå at du er så stærk.." jeg smilede høfligt til hende. Lige nu savnede jeg Gabriella. Hvis det havde været hende, var jeg sikker på at den her samtale ville forgå på en meget anerledes måde. "Jeg tænkte faktisk på.. i forbindelse med at du greb mig, om jeg ikke måtte give en kop kaffe.. Bare på et tidspunkt hvor du kan.. Jeg ved godt det er begyndt at blive super pinligt, at jeg bliver ved at spørger.. Men hvor intet vover intet vinder, ikke også?" Hun grinede nervøst, og det var tydeligt at hun lige nu var enormt usikker på sig selv. Hun pillede ved sin nederdels kant og pressede læberne sammen til en streg. Og lige der slog det mig hvad Alice havde sagt dagen forinden. Selvom jeg ikke brød mig om at blive jaget af en desperat kvinde som Domer, hvis æggestokke var ved at eksplodere, tænkte jeg at det var tid til at give efter. Det var også taveligt at have afslået hende så mange gange efterhånden.

"Hvorfor ikke!? Efter skole?" Hun så på mig med store overraskede øjne, som havde hun forventet et afslag igen.

"Øh.. Jo.. Det.. Det kan vi godt sige.." Smilede hun og rejste sig. Jeg rejste mig samtidig og hun smilede til mig som om hun havde genvundet sin typiske Domer udstråling. "Så ses vi senere. Skal jeg bare komme forbi din klasse?" Jeg nikkede, og så hende smile stort. Hvorefter hun gik ud af døren, stor vrikkende, som havde hun lige skudt mig og nu ventede på at jeg skulle dø så hun kunne hænge mig på væggen sammen med sine andre trofæer.