⇝𝕋𝕠𝕥𝕒𝕝𝕥 𝕄𝕠𝕕𝕤𝕒𝕥⇝

kaffe og isterninger ~Andrew~

Jeg skyndte mig at pakke sammen, da timen var slut, og nærmest storme ud af klasselokalet, før Gabriella kunne nå at tale med mig. Det var et dick move, det vidste jeg godt, men jeg havde ikke nogen ide om hvad jeg skulle sige til hende.

Hele weekenden havde jeg stirret tomt ud i luften, rendt rundt i morgenkåbe, set ligegyldige bageprogrammer i tv og drukket alt for meget kaffe. Men det eneste jeg kunne tænke på, var den aften jeg havde brugt med hende på baren. Det hele spillede på repeat i mit hovedet, igen og igen og igen. Selv da jeg rettede opgaver søndag eftermiddag, var det eneste jeg kunne tænke på hende, og jeg fandt mig selv gå rundt og nynne den åndssvage sang, der havde spillet i baggrunden af vores lille flirteri.

Jeg fandt en kop i skabet oppe på læreværelset (da jeg havde glemt den jeg havde på mit bord i klasselokalet og var bange for at gå tilbage efter den, i tilfælde af at møde hende). Det var min 5. kop i dag, og jeg følte mig stadig som en zombi. Jeg havde sovet elendigt, fordi jeg konstant kom til at tænke på Gabriella. Jeg havde taget i uanede mængder af kolde bade den weekend, FORDI jeg konstant tænkte på Gabriella.

Og nu sad jeg så her, med min kop kaffe og min dårlige samvittighed, midt i læreværelset og tænkte på Gabriella igen.

Jeg var dybt i tanker, stirrende på det kaffeplettede bord jeg sad ved, da Professor Huxen, pludselig stod ved min side.

"Andrew, har du et øjeblik?" Jeg fik selvfølgelig et chok, og vendte mig befippet og kiggede på ham.

"Selvfølgelig.. Jo.. Helt sikkert.. tag plads.."

"Hård weekend?" Smilede han under sit fuldskæg, mens han trak stolen ud ved siden af mig og satte sig. Jeg nikkede bare og kom til at tænke på den ene gang, hvor jeg havde forsøgt mig med isterninger i badekaret, bare for at få tankerne på noget andet end hende. Det havde ikke virket. Jeg havde bare siddet i badekaret, og i stedet for at komme på fornuftige tanker, var hun dukket op samtidig med at mine tænder nu klaprede voldsomt. Virkelig dum ide..

"Jeg er ved at starte et nyt hold op, et slags elitehold i matematik, jeg har allerede snakket med de to andre hold i matematik, om hvorvidt de kunne hjælpe med at finde kvalificerede studenter, der kunne komme på dette elitehold.." Han lagde en lille stak flyers foran mig og smilede. "Du ved bedst selv hvem du finder kvalificeret, men det skal selvfølgelig være op til den enkelte elev om de vil skifte hold, og jeg høre at mange i din klasse er glad for dig som lærer.." Jeg smilede.

"Tak, jeg tager et kig på det." Huxen nikkede og rejste sig.

"Men selvom de er glade for dig, kan der jo være nogle af dem, som kunne tænke sig at udfordre sig selv lidt.." han smilede til mig, og jeg turde dårligt møde hans blik grundet min egen dårlige samvittighed. Huxen virkede altid så venlig og imødekommende og de studerenes interesse for uddannelse lå ham altid på sinde. Kunne jeg sige det samme om mig selv og mine valg? Nok ikke..

"Det var bare det. Hvis du har nogen spørgsmål, ved du hvor jeg er." Jeg nikkede, hvorefter han gik.

Efter lidt tid, ringede klokken ind. Jeg stod foran væggen med dueslag og ledte efter mine elever. Og så dukkede Gabriellas navn pludselig op. Jeg stirrede på det lille klistermærke med hendes navn, hvorefter jeg kiggede på flyeren. Måske var det lettere at få hende til at flytte hold, end at skulle se hende hver eneste uge. Jeg anede stadig ikke hvad jeg skulle sige til hende. For min følelser for hende var voldsommere end jeg nogensinde havde prøvet før, men min samvittighed og logiske sans sagde mig at det aldrig ville gå.

Kort efter skubbede jeg en flyer ind på hendes dueslag og gik et skidt baglæns. Det var bedst sådan..