⇝𝕋𝕠𝕥𝕒𝕝𝕥 𝕄𝕠𝕕𝕤𝕒𝕥⇝

flæbebås.

Der var flere af opgaverne, jeg slet ikke kunne finde ud af. Jeg kunne derfor ikke se det logiske i, at Andrew ville have mig til at flytte hold. Jeg var sikker på at den eneste grund til det, var at han ikke ønskede at se på mig i timerne mere. Jeg var brugt.. Han var allerede videre med Professor Domer. Jeg stoppede og stirrede på mit skab i en evighed. Jeg havde allerede udfyldt dokumenterne til holdskift og lavet de opgaver jeg kunne orke. I virkeligheden havde jeg ikke gidet og udskudt det enormt meget. For tanken om at skulle aflevere det til ham, var mig så ubehagelig, at det hele krøllede sig sammen inden i mig. Hvornår var det blevet så svært at skulle se på ham? Jeg havde jo været absolut forelsket i ham for bare et par dage siden, det var jeg stadig, men på det tidspunkt, havde jeg dog alligevel haft en chance med ham. Eller, det var hvad jeg troede. For i virkeligheden var han jo min lærer, og ligningen går ligesom ikke op, hvis man sætter elev og lærer sammen. Jeg slog mig selv i panden. Hvor havde jeg dog været absolut naiv!

Efter at have sukket længe nok, skubbede jeg modet op i brystet på mig selv, og gik ned for at finde Andrew i klasseværelset. Min ide med det var at jeg ikke behøvede sige så meget, og derfor bare smide opgaven og papirerne på hans bord, få ham til at skrive under, og derefter skride igen. Måske tage et smut forbi en flæbebås, aka. toilettet. Jeg var træt af at græde. Jeg var træt af at føle, at jeg havde et behov for at blive bekræftet konstant. Havde jeg altid været så usikker?

Snart nåede jeg klasseværelset. Jeg vidste at han ville være derinde. Så jeg tog en dyb indånding, bankede på og gik ind. Med det samme vendte han sig og så på mig, og jeg følte et behov for at fylde tomrummet med et eller andet.

"Her.." Jeg smed papirerne forhastet på bordet foran ham, og bemærkede at han så på mig et øjeblik, før han lænede sig ind over bordet, og tjekkede dem igennem.

"Det ser fint ud.." Svarede han stille. "Og opgaverne?" Han forsøgte at møde mit blik, mens jeg fandt dem frem, men jeg kunne ikke. Jeg kunne simpelthen ikke stå og se ind i hans øjne nogensinde igen. Det var både for pinligt og ubehageligt. Og han skulle slet ikke begynde på sit typiske øjnbrynsvip, som han så flittigt gjorde brug af.

Jeg gav ham opgaverne, og jeg bemærkede at han rynkede på bryne.

"Der er nogen af dem der ikke er lavet?" Han så på mig. "Har du brug for hjælp til dem?" DAMMIT!!! Nu fik jeg set på ham og hans tåbelige øjenbryn!!

"Jeg.. øhm.. det.." Sig nu, for hun kamel, hvad det er du vil sige!! Giv ham tørt på! Han fortjener det! "Jeg kunne.. mh.." HVORFOR ER DET SÅ FORPULET SVÆRT AT SIGE NOGET LIGE NU???? HVORFOR HAR DU FORRÅT MIG TUNGE?!?!?!! WHYYYYYYYYYYYYY????

Han trådte et par skridt hen imod mig, mens han forsøgte at møde mit blik. Det sker bare ikke mister-medister!! NUL! Jeg vil ikke! Jeg er en stærk, uafhængig kvinde! Jeg har ikke brug for en mandsling.. Jeg så kort på ham. Fuck!! Men han er ikke nogen mandsling.. Jeg bliver nød til at sige noget, det er ved at blive pinligt.

Jeg fornemmede at han forsigtigt kom hen til mig, og pludselig udbrød jeg:

"Jeg forstår det ikke!!!" Han stoppede, og jeg følte det som om, jeg havde renset luften fra den trykkende følelse, der havde ligget på min hals og stoppet ordne fra at komme ud. "Jeg forstår ikke hvorfor jeg skal på det hold... Du kan jo selv se at jeg ikke er spor god til.. at.. at.. Matematike.." Jeg så ned i jorden. (Jeg vidste godt at det ikke var, hvad det hed, men jeg kunne ikke huske det rigtige ord lige nu.) Jeg løftede hurtigt blikket og så at han havde et forsigtigt smil på læben, som om han et sted syntes det var sjovt. "Jeg ved jo godt, at det er en måde at undgå mig på.." Jeg sank og undgik hans blik. Der blev stille imellem os. Nærmest en larmende stilhed, som jeg ikke var klar over eksisterede.

Han sukkede.

"Okay.." Jeg løftede blikket og så på ham. "Det er rigtigt.. Jeg har forsøgt at undgå dig, og eliteholdet er også lidt en måde at.." Han skar en nedadvent grimasse og tog sig i nakken. "Så at sige.. løse problemet.."

"Og jeg er problemet!" Afbrød jeg.

"Gabriella.. Hey! Lad mig lige tale færdig her.. Det er vigtigt.. bare.. Inden nogle kommer og afbryder os.." Hvordan kunne han sige det, på en så autoritær måde, og stadig lyde som det mest rolige menneske på den her jord? "jeg.. har som sagt forsøgt at undgå dig.. Men det er hverken fordi jeg hader dig, eller ikke vil have noget med dig at gøre.." Han så ned i jorden, stadig med hånden i nakken. Jeg var stille som en mus. Det var tydeligt at han havde svært ved at sige det, og jeg frygtede det værste lige nu. "Okay.." Han lagde armene over kors og krympede sig en smule. Før han endnu en gang rettede sig op. "Den virkelig grund til at jeg har undgået dig er.. at.. øhm.." Han stoppede igen og så på mig med urolige øjne. Shit! Det er noget slemt! Okay! Gør dig selv klar til at flygte! "er at.. jeg er virkelig forelsket i dig!" Hvad??? "Det er derfor du bør skifte hold.. måske var det en dum ide.. Det ved jeg ikke.. jeg tænkte at det måske ville være lettere for mig, ikke at skulle se dig så tit, for så ville min forelskelse måske dø ud på et tidspunkt.. Det ved jeg ikke.. jeg.. ønsker ikke at den skal dø ud, og faktisk heller ikke at du skal skifte hold, men på samme tid ved jeg jo godt, hvad der er det rigtige at gøre..." Jeg stod bare og stirrede tomt på ham. Jeg kunne slet ikke overskue de ord der kom ud af hans mund.

Han trådte et par skridt tættere på.

"Please sig noget?.. Et eller andet?" Han så på mig med bedrøvede øjne. Og jeg vidste med mig selv at jeg ikke kunne det her lige nu. Jeg havde bygge så meget had op til ham ind over de sidste par dage, så at han sagde som han gjorde, gjorde mig kun mere forvirret.

Jeg tog derfor et råd min mor havde givet mig i brug.

Uden at sige et ord til ham, vendte jeg mig og gik.. (Det var sådan mor ville have gjort det..)