⇝𝕋𝕠𝕥𝕒𝕝𝕥 𝕄𝕠𝕕𝕤𝕒𝕥⇝

motorcykel.

Heeeej!

Her er jeres velfortjente bonus kapitel😍 Hold da helt fast hvor er i mange som følger med, jeg troede kun det var en 5 stykker.. så da der pludselig var 15 (indtil videre) der meldte tilbage, blev jeg godt nok positivt overrasket 😄😍🙈
For ikke at tale om at de 5K hurtigt kom i hus 😳

👏🏼Wauw siger jeg bare!👏🏼

Tusind tak for jeres deltagelse, det betyder virkelig meget for mig❤️

I er fantastiske 😍

Loooooooove, R.Poetsch💋

🎀🎀🎀🎀🎀🎀🎀🎀🎀🎀🎀🎀🎀🎀🎀

Et forsigtigt bip vibrerede over lagnet nær min hovedpude, og fik mig til at slå øjne op med det samme. Jeg skyndte mig at gribe min mobil, og skævede til Tris der lå og trak vejret tungt over i sin seng. Jeg smilede forsigtigt, mens jeg åbnede beskeden fra Andrew:

Hej 💐 Har vi stadig en aftale?🌙✨ Jeg kunne ikke styre mine læber fra at smile stort og fjoget til skærmen. Mit hjerte dansede fjollet i brystet på mig, som hoppede det rundt til en glad sang. Jeg bed mig i læben og kunne ikke lade hver at presse ansigtet ned i min pude med et forstummet "Aaaaaaah!" Hvordan kunne han have den effetk på mig?

Selvfølgelig har vi det☺️ Svarede jeg tilbage og fik hurtigt et svar tilbage. Stod han bare og ventede på min besked?

Alle tiders👍🏼 Jeg venter på dig udenfor😉 Jeg skyndte mig at komme ud af sengen, og tog mine sko på så lydløst jeg kunne. Jeg havde godt nok taget pyjamas på, hvilket bestod i et par lange grå pyjamas bukser og en løs t-shirt, men det var kun for at Tris ikke skulle fatte mistanke til hvorfor jeg lå der med alt mit tøj på. Jeg puffede mit hår op i spejlet og rettede mine bryster i bh'en, før jeg snuppede min cardigan og sneg mig ud af døren.

Der var død stille i hytten, mens jeg begav mig ned af gangen for at finde udgangen. Da jeg endelig fandt døren, låste jeg den forsigtigt op mens jeg sikrede mig ikke at larme for meget. Jeg lukkede forsigtigt døren bag mig og så mig omkring. Det var mørkt, på trods af månens blege lys der klædte stranden i hvidt. Det eneste jeg kunne høre var havet og sivende der kørte imod hinanden. Jeg var ikke sikker på hvad jeg havde gang i, og jeg var ikke engang sikker på at Andrew vidste hvad vi havde gang i.

Da jeg kom rundt om hytten, stod Andrews motorcykel der ikke længere, og jeg var bange for at begynde at kalde på ham, i tilfælde af at nogen af de andre ville høre mig. Så jeg gik rundt og ledte i mørket, og mærkede pludselig min tvivl boble op i mig sammen med en tanke der gjorde mig klam i håndfladerne. Hvad nu hvis en morder havde dræbt ham og skrevet til mig og nu bare sad, og ventede på, at jeg skulle træde direkte i hans fælde? Og hvad ville han ikke gøre ved min døde krop? Måske endda vold.. Før jeg kunne nå at færdigegøre den tanke, mærkede jeg en stærk hånd om mit håndled. Jeg vendte mig resulut og svang en knytnæve igennem luften. Andrew hoppede tilbage og så forskrækket på mig.

"Ej! Åh! Du godeste! Andrew! Det må du undskylde, jeg troede at.." Hvad troede du? At han var en morder? Han grinede.

"Det er da kun godt at du er forberedt på det værste." Han grinede stort til mig, mens det halve af hans ansigt blev oplyst af månen. "Jeg er ked af hvis jeg forskrækkede dig.." Hans smil falmede en smule, men der var stadig varme i hans øjne, hvilket var rigeligt for mig.

"Oh.. det er bare mig der er paranoid når det kommer til mørke.." Slog jeg det væk, mens han gik forbi mig og vendte sig halvt.

"Lad os gå.. Jeg har flyttet motorcyklen lidt væk fra huset så de ikke høre den starte.." Jeg nikkede og gik med. "Så du bliver parnoid i mørke.." Han smilede til mig mens vi gik gennem sivende.

"Jo.. altså.. kender du ikke det med, at du begynder at tænke på alle de værste og mest uhyggelige ting, når du er alene i mørket?" Han rystede på hovedet.

"Ikke rigtig.." Han stoppede ved et træhegn og gav sig til at kravle over det.

"Du er jo også så stærk og modig.." Sagde jeg halv sarkastisk, efter at have sat mig overskrevs på hegnet. Han hoppede ned på den anden side og grinede, mens han kom hen til mig. Han så op på mig med glade øjne, mens jeg svang det andet ben over på den rigtige side. Han rækkede sine arme ud, så jeg kunne hoppe ned til ham. Jeg tøvede et øjeblik, mens jeg bed mig i læben.

"Lad mig vise dig hvor stærk jeg er!" Jokede han. Han hjalp mig herefter ned fra hegnet, ved at sætte hænderne forsigtigt i siden på mig for at løfte mig ned. Jeg følte mig som en fjer, hvilket ikke skete så tit. Jeg priste mig lykkelig for at det var mørkt, ellers havde han set mine alt for røde kinder.
Da jeg igen havde jordkontakt, skyndte jeg mig at se ned på mine fødder. Hans hænder hvilede et øjeblik længere i min talje, end der egentlig var grund for, før han flyttede dem og gik over til motorcyklen der stod et lille stykke væk.

"Her er hun.." Sagde han glad, og klappede lædersædet to hurtige gange. "Tør du stadigvæk?" Han løftede sine øjenbryn, mens jeg kom tættere på.

"Nu er jeg her jo." Smilede jeg og trak på skuldrene, mens han svang sig op på den.

"Op med dig så." Han nikkede om til det bagerste af sædet. Jeg var bange for hvad han ville sige til at jeg rørte ved hans ryg. Jeg blev jo nød til at holde fast et eller andet sted for at komme op.

"Hvordan?" smilede jeg. Han greb min hånd og trak mig over til den, hvorefter han hjalp mig op på den.

"Hold godt fast i mig, og læn dig sammen med mig når jeg drejer, så bliver det lettere at styrer den." Grinede han ind over sin skulder, før han satte maskinen i gang.