⇝𝕋𝕠𝕥𝕒𝕝𝕥 𝕄𝕠𝕕𝕤𝕒𝕥⇝

brune øjne.

Den følgende dag havde jeg gjort ekstra ud af mig selv. Joggingtøjet og den kedelige knold var smidt over i "selvmedlidenhedskassen" og jeg havde i dag valgt jeans og en sød top, samt at lade håret hænge bølgende ned over mine skuldre. Jeg havde brugt ekstra tid på at ligge makeup og følte mig så sexet, at mine læber fik en tur med en rød læbestift.

Da jeg ankom til skolen, forsøgte jeg at løfte hovedet og være ligeglad med folks blikke. Men det var mere end jeg kunne klare, og min ellers sexede selvtillid dalede enormt. Jeg stormede derfor ud på det nærmeste toilet og fjernede den røde læbestift hurtigt, før jeg igen fortsatte ned af gangen imod klasselokalet. Jeg var taget afsted i god tid, fordi Connigan gerne ville tale med mig, og det var sikkert også derfor jeg havde kastet mig ud i "dress to impress".

Da jeg ankom til lokalet kunne jeg se ham igennem ruden i døren. Han var ved at skrive noget på tavlen mens han gang på gang vendte sig for at læse i matematikbogen på bordet bag ham. Jeg mærkede med det samme min mave sno sig sammen. Hvad var det der havde været galt med min opgave siden han ville tale med mig? I det jeg så at han satte sig ned ved kateteret, skyndte jeg mig at rette på mit tøj og åbne døren forsigtigt ind til klasselokalet. Han havde endnu ikke lagt mærke til mig. Måske var jeg virkelig usynlig, nu hvor jeg ikke havde den røde læbestift på mere.
Jeg gik nærmest listende hen imod ham, mens han bladrede i nogen papirer.

"Professor Connigan?" Sagde jeg tøvende. Jeg var forbløffet over min lille bitte stemme og rømmede mig også efterfølgende. Han hørte mig med det samme, som havde han ventet på at høre min spinkle stemme og løftede hovedet med et stort smil.

"Gabriella, Hej!" Jeg smilede igen og kom så tæt på som jeg turde. "Du er her tidligt i dag!" Grinede han og vendte sig for at finde sin taske, som han herefter satte på bordet og begyndte at rode i. "Hvad kan jeg hjælpe dig med?" Jeg sank.

"Du ville tale med mig om min opgave?"

"Nårh ja!" Jeg smilede forsigtigt og så ham hive den opgave jeg havde haft klistret til ansigtet, op af sin taske og stillede igen tasken fra sig på gulvet. Han var stille et øjeblik mens han kiggede den igennem, så løftede han blikket imod mig og smilede et medlidende og professionelt smil. Det var ikke som de andre oprigtige jeg havde modtaget tidligere, hvilket gjorde mig forvirret.

"Professor Huxen fortalte mig at du var en af de elever der altid var meget fokuseret på dine afleveringer.." jeg smilede og mærkede mit hjerte banke et par hårde slag for at ruste mig på hvad han skulle til at sige. "Jeg er bare ked af, at jeg ikke kan se det.." mit blik fejede flovt ned på mine sko. Jeg måtte stramme mig an for ikke at bryde sammen. Det eneste jeg var sådan nogenlunde god til, fejlede jeg nu også i. Måske skulle jeg holde op med at trække vejret, det ville gøre det lettere for alle!
Jeg lagde ikke mærke til at jeg helt havde glemt at svare ham, så da der var gået lidt tid, tog han til orde igen.

"Er alt som det skal være, Gabriella?" Jeg rystede på hovedet ude af stand til at sige noget og fornemmede at han rejste sig. Jeg kunne tydeligt mærke hvor forvirret jeg var blevet. Han havde virket så sød dagen forinden, og nu virkede han bare som min lærer. Hvorfor havde jeg været så dum at gøre noget ud af mig selv, når jeg stadig kunne mærke det bånd der var mellem mig og Blake? Det var umuligt at skærer over.

Pludselig kom hans brune sko inden for min synsvinkel og jeg løftede derfor blikket. Jeg blev mødt af de mest medfølende og forstående øjne i hele verden. Hans øjne var enormt dybe og brune. Jeg bemærkede at han sank og gjorde et ufrivilligt vip med øjenbryne. Med det samme mærkede jeg båndet jeg stadig var forbundet til Blake med, springe en tråd og derefter en til og en til. Mine tanker begyndte straks at forsøge at reparere skaderne, med sætninger som: Hvad ville Blake ikke sige til at jeg stod her? Ville han tro at Connigan og jeg havde noget kørende? Ville det gøre at han måske ville have mig tilbage? Min logik sagde nej! Og med et begyndte mit nytårsfordusæt at pine mig. "Kast dig i armene på ham Gabbi!" "Gør Blake jaloux, Gabbi!" "Hvis du gør det får du Blake tilbage, Gabbi!" Tankerne forvirrede mig i den grad. Det var de samme som dagen forinden. Tanker jeg ikke burde tænke om en lærer men som stadig pirrede mig enormt. For et øjeblik, forstod jeg ikke hvorfor jeg overhovedet var ked af det over det med Blake. Det bånd vi havde med hinanden var ved at blive flosset og jeg havde sendt tråde ud til et nyt bånd. Tråde som jeg ikke var sikker på ville blive mødt.
"Jeg.." piv jeg og fornemmede klumpen i min hals forsvinde lige så stille ved synet af hans forsigtige, denne gang oprigtige smil. Det var som om han var klar til at lytte til alt jeg ville sige. Men jeg turde ikke. Ikke endnu.
Med et mærkede jeg hvordan min ene tråd jeg havde udsendt imod ham, blev mødt i det han trådte et skridt tættere på mig. Jeg var sikker på at han ville have omfavnet mig, hvis ikke den fordømte skole klokke havde ringet. I stedet trådte han et langt skridt tilbage, mens han kørte en hånd ind over hans daggamle skægstubbe.
"Du virker til ikke at have det så godt for tiden... Jeg giver dig et C for din insats.." han smilede til mig, mens han hviskede, "hvis det er.." han tøvede og bed sig kort i læben. "kan vi snakke videre om det efter timen?" Jeg nikkede bedrøvet og begav mig op på min plads mens jeg kæmpede for ikke at begynde at græde over min egen overilede og umodne tilgang til tingene. Connigan var ikke interesseret i mig som person, men som den elev jeg var. Hvilket jeg blev ved at gentage for mig selv under hele timen.