Da den generte Gabbis kæreste Blake slår op med hende, beslutter hun sig for at lave et nytårsforudsæt der skal få ham tilbage. Desværre er det lettere sagt end gjort, for nytårsforudsættet lyder på at løsne op og holde op med at være genert, altså...
Da jeg endelig blev færdig til skæld ud og derefter, eftersidning, havde jeg det rent elendigt. Jeg følte jeg kæmpede en kamp der ikke kunne vindes, og hvis den kunne, så var det i hvert fald ikke af mig. Det var også selvom Andrew havde været der.
Jeg stoppede op foran spejlet ude på skolens toilet og så på mig selv. Jeg så forfærdelig ud. Mit hår stod ud til alle sider, jeg havde flere rifter på arme og brystkassen og en blodtud hvor blodet nu var størknet over læben. Mens min makeup var smurt ud over den ene kind. Jeg åbnede for vandhanen og pjaskede lidt vand i ansigtet og tørrede efter med papirhåndklæder. Snart så jeg helt tilforladelig ud. Jeg forstod ikke hvorfor han havde smilet sådan til mig, syntes han mon at jeg så sjov ud? Og derfor ikke kunne styre sig selv fra at små grine indvendigt? Tanken gjorde mig små irriteret, ked af det og endnu engang forvirret over hvilke intensioner min professor havde.
Da jeg kom ned til skolens udgang, var det netop begyndt at stå ned i stive stænger. Jeg HADER regn! Specielt den slags hvor man kan blive plaskhamrende våd, bare af at se på det. Alligevel besluttede jeg mig for at gå ud i det.
¡Ay! Esta imagen no sigue nuestras pautas de contenido. Para continuar la publicación, intente quitarla o subir otra.
Jeg hev min mobil frem for at sætte noget musik på, og så at jeg havde 7 desperate opkald fra min mor og et opkald fra min chef. Jeg vidste ikke helt hvem jeg skulle ringe til først. Min chef undrede sig sikkert over hvorfor jeg ikke var mødt endnu. Suk! Jeg ringede derfor min chef op og fortalte ham at jeg havde haft ting i skolen der var trukket ud. Hvilket han selvfølgelig var ligeglad med. I stedet for bare at lytte til mig, flippede han ud og begyndte at råbe af mig. Som om jeg ikke havde fået nok skæld ud den dag. Jeg holdt min vrede tilbage, måske var det bedst i denne situation. I stedet voksede der sig en klump i min hals, der virkelig gjorde så ondt at jeg dårligt kunne sige farvel til min chef, da han endelig endte sit vredesudbrud.
Kort efter ringede jeg til min mor.
"Kan det passe, at jeg lige er blevet ringet op af skolen!? Er du sikker på, at du kan klare det hele?"
"Hej mor.." Som om regnen ikke var nok! "Jo, det kan godt passe.. men det var en misfo.."
"Tager du stoffer Gabriella?" Afbrød hun. "For hvis du gør, så kan du godt se at få pakket dine ting, og vendt næsen hjemad!!" og SÅ gik det ellers derud af med både fordømmelser, mistillid, spørgsmål oven på spørgmål og talrige sætninger som "er det for hårdt for dig?", "er du ude i noget kriminelt!", "hvor er min søde pige? Jeg kender slet ikke hende jeg snakker med!" Og klassikeren "Er det på grund af vores skilsmisse?"
¡Ay! Esta imagen no sigue nuestras pautas de contenido. Para continuar la publicación, intente quitarla o subir otra.
Jeg orkede det simpelthen ikke. Så jeg kom på en undskyldning om at jeg skulle på arbejde og at jeg altså allerede var der, selvom der stadig var 5 min. før jeg ankom. Tårerne fik frit løb. Jeg havde ingen intension om at holde noget af det tilbage mere. Det havde rent ud sagt været den værste lorte dag og det værste var nok, at den ikke var slut endnu. Jeg var sikker på at der absolut ikke var en eneste på denne våde kolde jord, der elskede mig. Jeg var helt alene. Midt i regnen, som nu allerede havde gennemblødt alt mit tøj, for ikke at tale om mine sko, der mest af alt lignede et par våde hunde. Der var bare ikke andet at gøre, end at bide det i sig og fortsætte.
