⇝𝕋𝕠𝕥𝕒𝕝𝕥 𝕄𝕠𝕕𝕤𝕒𝕥⇝

teacup pig.

Andrew vidste nøjagtig, hvordan han skulle få mig til at grine. Hele vejen hjem, fortalte han den ene historie efter den anden, om tåbelige og pinlige situationer han havde stået i eller oplevet. Han fortalte det på sådan en måde, at jeg dårligt kunne lade hver at grine. Hele hans person, både mimik og gestus, gjorde historierne levende. Jeg kunne ikke huske hvornår jeg sidst havde grinet så meget. Det var vel før Blake slog op og meget muligt en dag med Tris. Indtil nu havde hun været den eneste i hele verden, jeg kunne skraldgrine med.

Da vi nåede min lejlighed, stoppede vi op og så på hinanden. Han smilede stadig over hele hovedet over det han netop havde fortalt og over min gryntende latter (ja, jeg gynter når noget er virkelig sjovt.. Sue me!)

"Din latter er noget af det sødeste jeg længe har hørt." Smilede han. Jeg lagde en hånd på hans arm og smilede stort.

"Hvor er du sød, men jeg lyder som en gris!" Jeg grinede af mig selv.

"En teacup pig, måske!?" Hans mund krøllede sig ud til et smil, der gav mig den vildeste lyst til at kaste mig i armene på ham igen. Så jeg skyndte mig og se ned i jorden med et:

"Hvorfor lige en teacup pig?"

"Fordi den er cute.. og så grynter den." Vi grinede begge.

Efter lidt tid blev der stille mellem os i en stund. Jeg spekulerede som en gal på, om han mon ville kysse mig igen. Jeg måtte skubbe tanken væk, for ikke at virke helt fjollet at se på.

"Jeg følger dig op, som sædvanlig.." smilede han og brød tavsheden, mens han åbnede og hold døren ind til opgangen for mig.

Da vi atter stod ude foran min dør, låste jeg op, mens han stod med hovedet imod min dørkarm og betragtede mig. Jeg smilede op til ham da døren åbnede.

"Vil du.. Vil du med ind?" Jeg mærkede mine kinder blive varme igen. Han kørte en hånd i nakken og så ned ad gangen.

"Det er nok bedst, hvis jeg ikke kommer med ind i dag.." han mødte mine øjne. "Jeg.. jeg kan mærke jeg har.. fået lidt for meget at drikke.. og efter vores lille.. leg.. kan jeg ikke garantere for hvad jeg kunne finde på.. Selvom.. Hvis du ikke havde været min elev.. såå.. Var jeg nok.." jeg kom til at smile ved tanken, hvilket han godt så. Kort løftede han sine øjenbryn, som om han var overrasket over min reaktion.

"Jeg beder dem udskrive mig fra skolen i morgen.." Et lydløst, hurtigt lille grin forlod hans mund mens han fumlede med hvor han skulle gøre af sine hænder. 

"Du skal ikke droppe ud for min skyld.." Han smilede kærligt til mig og fortsatte: "Men jeg havde en god aften.." Han tøvede og sendte mine læber et hurtigt studerende blik. "Og den blev endnu bedre da du pludselig sad ved min side.." Jeg smilede ned imod gulvet, mens han fortsatte: "Må jeg have lov at spørger dig.. øhm.. Vidste du at jeg ville være på den bar?"

"Nej, det var tilfældigt.. Jeg havde ikke regnet med at møde nogen jeg kendte.." han nikkede og så ned i jorden.

"Såå.. ja, undskyld jeg er så ligefrem.. men så havde du heller ikke regnet med at se mig, da du tog den kjole på.." jeg smilede.

"Hvem siger at jeg ikke tænkte på dig, mens jeg gjorde mig klar til at tage afsted?" Han løftede forbløffet øjenbryne og smilede et forsigtigt skævt smil. "Sandheden er at jeg ville gøre det modsatte af at sidde og surmule, mens jeg stoppede mit fjæs med ben'n'jerry.. Jeg ville gøre noget jeg aldrig havde gjort før.. måske noget dumt.. flirte med en tilfældig fyr.. måske tage ham med hjem.. Men da jeg så dig i baren, var der noget der fik mig til at play it safe.. du ved.. Jeg hader at gøre nye ting, på den måde.. og jeg havde allerede fået mere Morgan rom end jeg vil stå ved lige nu, for at få mig ud over dørtrinet.. Men da jeg så dig, følte jeg mig med det samme tryg. Der var ingen i hele verden, der kunne røre mig.. Det er bare den følelse du giver.. Tryghed.." han smilede til mig med et ømt blik i øjne.

"Det er jeg glad for at høre.." han rørte min arm og lod sin hånd glide hele vejen ned af min arm, til han mødte min hånd, som han herefter holdt om forsigtigt: "og jeg er glad for at du ikke tog hjem med en tilfældig fyr.. Det havde kun gjort det hele meget værre for dig.." Mit blik faldt på vores hænder og smilede forsigtigt. Alkoholen fik alt i mig til at bruse på ny ved hans berøring. Jeg havde lyst til at være spontan. Lyst til at gøre noget dumt. Sandheden var at hvis jeg skulle gøre noget dumt, kunne det lige så godt være med ham. Jeg trådte et skridt tættere på ham, men han fjernede i det samme sin hånd og trådte et skidt tilbage. Med det samme kom jeg til at tænke på professor Domer, mens jeg ledte efter hans blik for at få en forklaring. Han ville ikke møde mine øjne, men så bare ned i jorden.

"Gabriella.. jeg.." Han tøvede og sank. "Jeg bliver nød til at gå nu.." Han mødte mine øjne og jeg bemærkede med det samme noget bedrøvet i hans blik. "Godnat." Han tvang et smil frem på sine læber og ventede ikke på at jeg sagde det tilbage før han forsvandt ned af gangen.