⇝𝕋𝕠𝕥𝕒𝕝𝕥 𝕄𝕠𝕕𝕤𝕒𝕥⇝

skolefesten pt. 3

Kort efter stoppede vi foran bibliotekets todelte døre. Efter at have kigget sig over skulderen og sikret sig, at der ikke var nogen, som lagde mærke til at vi gik derind, åbnede han dørene og gennede mig derind.

Der var stille derinde. Månens lys, skinnede ind af de høje vinduer og efterlod biblioteket endnu mere fortryllende end det i forvejen var. Der var derfor ingen grund til at tænde det triste lys i loftet. Han trådte forsigtige skridt over imod mig, mens han smilede til mig.

(Lad os lige tage et hurtigt kig ind i Andrews hoved.. Shall we.. )

Efter at have lukket dørene, vendte jeg mig imod hende. Hun gik med lette skridt ind midt i det mørke rum og stoppede for at se på månen, hvis lys hun nu var badet i. Hun lignede mest af alt et digt om kærlighed og mod. Hendes bevægelser spillede sin helt egen, fine sang. Mit hjerte slog en kolbøtte da hun pludselig vendte sig og gjorde at jeg måtte gispe efter vejret. Hun var smukkere end hun nogensinde havde været før, ja.. Selv det at sige at hun var smukkere end nogensinde før, var en undervurdering af rang. Jeg kunne ikke tage mine øje fra hende. Hun var en drøm som hun stod der i sin hvide sommerkjole og smilede til mig. Jeg fik i endnu højere grad lyst til at beskytte hendes fine lille væsen.

Hun smilede til mig, og med det samme mærkede jeg et jag i brystet, der fuldstændig tog vejret fra mig. Sådan føles en normal forelskelse da ikke? Nåede jeg at tænke før et fjoget skævt smil spredte sig på min mund.

"Hvad?" Grinede hun. Jeg rystede langsomt på hovedet. Jeg må have set helt utrolig dum ud.

"Ikke noget.. Du gør mig bare rundtosset.." Hun grinede ned imod gulvet, mens jeg gik over til hende. "Dans med mig?" Jeg rækkede hånden ud imod hende.

"Hvordan.. dans?" Hun mødte mig med urolige øjne.

"Den jeg lovede dig for lang tid siden?" Smilede jeg. Hun bed sig i læben, mens hun stod og så på min hånd. Da hun pludselig løftede blikket imod mig, gav hendes smukke øjne mig et flashback til sidst hun var i mine arme, og jeg forsøgte hurtigt at undertrykke den brændende lyst til at holde om hende igen, ved at synke hårdt. Da hun betænkeligt lagde sin hånd i min, mærkede jeg hvordan hendes berøring gjorde mig helt fjollet.

"Så pyt da.." smilede hun. "Men ikke chachacha.. Eller Rumba for den sags skyld.." Jeg grinede. "Og ikke noget med at udbryde Olé midt i det hele!"

"Som du ønsker, lille frøken." Smilede jeg ned til hende.

(Ooooog.. tilbage til Gabbi igen.. )

Vi kunne høre musikken fra gymnastiksalen svagt i baggrunden, og pludselig skiftede den til en langsom sang. Jeg skyndte mig at træde et skridt tilbage.

"Jeg.. Øhm.. Jeg ved ikke hvordan man danser til den slags musik.." Jeg så undskyldende ned i jorden, flov over at være til besvær.

"Jamen så er det heldigt at jeg ved det.." Smilede han og tog min hånd i sin og førte den anden op til sin skulder. Derefter lagde han sin anden hånd nederst på min ryg og rykkede mig tættere på ham. Jeg mærkede med det samme mine kinder blive voldsomt varme. "Er du okay?" Smilede han.

"Ja, der går bare lidt skønheden og udyret i den.. har du også et ur og en lysestage, som taler?" Han grinede charmerende, og begyndte at svaje forsigtigt med mig.

"Dog ikke, men hvor fedt havde det ikke lige været? Havde jeg så scoret?" Han snurrede mig rundt så min kjole løftede sig let, mens jeg grinede. Men jeg svarede ham ikke, jeg tænkte at mit grin fint svarede på lige nøjagtig det. Han havde allerede scoret! Talende lysestage eller ej. Det vidste han bedre end nogle anden!