Da den generte Gabbis kæreste Blake slår op med hende, beslutter hun sig for at lave et nytårsforudsæt der skal få ham tilbage. Desværre er det lettere sagt end gjort, for nytårsforudsættet lyder på at løsne op og holde op med at være genert, altså...
Der var ikke plads til meget kæresteri, andet end forsigtige kys, og fra tid til anden en enkelt kærlig berøring eller et kram. Melvin viste sig at være den ultimativt vildeste cockblock. Og ja, jeg ved godt det er taveligt at sige sådan om et barn, men jeg var liderlig, så bær over med mig! Desuden var det her ikke lige nøjagtig hvad jeg havde forventet af weekenden. Her er en liste over ting jeg havde forventet:
Nøgenhed! (ulala.. )
Ups! Gambar ini tidak mengikuti Pedoman Konten kami. Untuk melanjutkan publikasi, hapuslah gambar ini atau unggah gambar lain.
Krøllede sengelagner! (Hihihi..)
Ups! Gambar ini tidak mengikuti Pedoman Konten kami. Untuk melanjutkan publikasi, hapuslah gambar ini atau unggah gambar lain.
Klager fra naboerne.. (det kan man ikke undgå hvis det går vildt for sig..)
Ups! Gambar ini tidak mengikuti Pedoman Konten kami. Untuk melanjutkan publikasi, hapuslah gambar ini atau unggah gambar lain.
Det blev der nok ikke noget af, eftersom Andrew tog hjem søndag formiddag, for at nå alt sit arbejde til mandag, og Melvin først blev hentet om eftermiddagen. Kan i se, hvor jeg vil hen?
Da jeg kom ud af badet, tænkte jeg ved mig selv, om et hurtigt knald oven på wc'et eller op af badeværelsesvæggen, ikke ville tilfredsstille mit utilfredsstillede sind (Og vjayjay - dont judge!) Men tanken blev hurtigt efterfulgt, af en tanke om, at det skulle være romantisk, perfekte omstændigheder og ikke i risikozonen for at Melvin pludselig åbnede døren og spurgte hvorfor vi sloges. Fandens!
Ups! Gambar ini tidak mengikuti Pedoman Konten kami. Untuk melanjutkan publikasi, hapuslah gambar ini atau unggah gambar lain.
Langt om længe fik jeg gjort mig færdig, og åbnede forsigtigt badeværelsesdøren og kiggede ud. Andrew sad i sengen og zappede lydløst rundt mellem kanalerne på mit tv, da han fik øje på mig.
"Hvorfor står du og gemmer dig derover?" Grinede han og lod fjernbetjeningen lande i skødet. Jeg trak på skuldrene og kom forsigtigt ud, og lukkede døren bag mig. Jeg havde iført mig mine slidte pyjamas bukser, der engang havde været baby lyserøde, men nu mindede mere om en grå omgang havregrød. Som kronen på værket, havde jeg en gammel t-shirt på, med Cookiemonster, med sloganet 'I'm a fun cookie!'. Han smilede til mig. Det var jo, noget lidt andet, end den negligé jeg ellers havde haft på.
"Hvor ser du dejlig ud.." Hviskede han, mens han rettede sig op i sengen. "Kom her.." Han løftede dynen væk og klappede på sengen, hvorefter jeg kravlede forsigtigt op og satte mig ved siden af ham. Med det samme lagde han sin ene arm omkring mig og trak mig ind til sig.
Jeg forstod ikke hvordan, han kunne tage det hele så roligt. Han havde ikke på noget tidspunkt sagt noget surt eller virket anstrengt, mens alt det med Melvin havde stået på. Han havde bare taget imod opgaven, og opført sig som den sødeste lege onkel i verden.
Hvorimod jeg havde været lidt træls. Små mugget for mig selv på badeværelset, sendt mig selv trætte blikke i spejlet, for ikke at nævne de utallige gange jeg havde slået mig selv i hovedet, for ikke at skrive aftaler ind i min kaldender. Hvis jeg bare havde gjort det, havde jeg sikkert nu ligget og slikket chokolade sovs af min professors brystkasse, i stedet for at glo et fjollet madprogram med undertekster, fordi vi ikke skulle vække Melvin. Jeg sukkede derfor dybt og pressede mine læber sammen. Hvorfor kunne jeg ikke bare nyde øjeblikket lige nu, sammen med ham? Han var jo ikke taget hjem? Hvilket jeg ikke forstod meget af heller. Hvis det havde været Blake, var han skredet allerede før Melvin var kommet, og så kunne jeg, i løbet af aften ellers have forventet at modtage sure sms'er, omkring hvor kedelig jeg var, og hvorfor Veronica ikke bare fandt en babysitter til hendes møg unge. (Jeg var jo babysitteren, hvilket han ikke forstod.. men han var også en halvhjernet neandertaler..) Jeg skuttede mig ved tanken om, hvordan jeg havde tilladt Blake, at være det dummeste røvhul i hele byen.
"Er du okay?" Andrew slog mig ud af min tankestrøm.
"Yeah.." mumlede jeg, og kunne godt selv høre bagefter, at det måske ikke var super overbevisende.
"Er du sikker?" Jeg kiggede kort op på ham og sukkede. Jeg kunne vel lige så godt få det ud af verden først som sidst.
"Er du sur på mig?" Mit blik var limet til tv skærmen. Han grinede forbløffet.
"Hvorfor skulle jeg dog være sur på dig?" Jeg trak på skuldrene og lagde mig ned uden at se på ham.
"På grund af alt det her med Melvin.. Det var ikke lige det vi havde aftalt.. Jeg tænker at du sikkert føler dig snydt eller sådan noget.." Han lo hjerteligt og kyssede mig herefter på skulderen.
"Nej.. Jeg er bestemt ikke vred på dig." Jeg mødte hans øjne.
"Virkelig?" Han smilede sødt ned til mig.
"Yeah.. Jeg kan umuligt være sur på dig. Du hjælper et andet menneske der virkelig har brug for din hjælp. Det er rosværdigt og jeg elsker dig for det.." Han svang sine lange ben ud over kanten af sengen, og smilede ind over sin skulder til mig. "Du er et fantastisk menneske, Gabriella. Jeg har aldrig mødt nogen ligesom dig." Med de ord, rejste han sig fra sengen og gik ud for at børste tænder.
