⇝𝕋𝕠𝕥𝕒𝕝𝕥 𝕄𝕠𝕕𝕤𝕒𝕥⇝

snøft.

Jeg satte mig ude for enden af badbroen, og så ned i det mørke vand. Han var sød nok at komme ud til mig, når ikke engang Tris lagde mærke til, at jeg ikke var tilstede. Men alt det med Domer, Blake og så oven i det, min egen dumhed, gjorde at jeg dårligt kunne se ham i øjne. Jeg var stadig flov over, at han havde set mig i det dumme rengøringsrum. Og jeg hadede at han var den eneste jeg ikke kunne være cool og tjekket overfor, når nu det var hvad jeg gerne ville.

Tunge, forsigtige skridt trådte ind over badebroen og efterlod en tør men hul lyd i min øregang, som snart efter stoppede ved min side. Der sad stadig få sandkorn og klamrede sig fast til hans sorte allstars. Jeg sank og løftede blikket for at se på ham. Andrew var enormt høj, når man sad for hans fødder og skulle kigge op på ham. Han stod med hænderne i lommerne og så ud over havet, før han sukkede og mødte mine øjne med et nænsomt smil, der fik tårene til at løbe endnu en gang.

"Har du lyst til at snakke om det?" Han satte sig på badebroen og slog benene udover kanten. Jeg rystede på hovedet.

"Nej.." Han nikkede forstående, mens jeg græd videre. Der sad vi bare, i tusmørket og sagde ikke et ord. Hvilket på en måde var nøjagtig hvad jeg havde brug for. Hvordan vidste han det? Hvordan kunne han regne ud, at alt jeg ville var at sidde her sammen med ham og sige intet, mens jeg bare græd ud og snøftede?

Mit hoved og sind havde vænnet sig til stilheden. Vandets forsigtige klukken, når det slog imod badebroen, og luftens friske salte brise blandet med hans aftershave, da pludselig han chokerede mig ved at bryde tavsheden.

"Kan du.." Han tøvede og mødte mit blik. "Kan du røre din egen næse med din tunge?" Jeg blinkede et par gange, mens jeg tænkte, at det da var det underligste spørgsmål jeg til dato havde fået.

"Nej, det tror jeg ikke?" Sagde jeg stille og fjernede et par tåre fra min kind.

"Har du prøvet?" Han stak sin tunge ud og forsøgte at vippe den op så den ramte hans næse. "For jeg kan ikke.. Se selv.." Han forsøgte igen og blev helt skiløjet af det. Jeg kunne ikke undgå at fnise lidt, på trods af mit triste humør. "Prøv.." Sagde han og puffede kærligt til mig.

"Ej, det er for dumt.." vrængede jeg, og smilede ned til mine fingre.

"Kom nu.. Jeg skal nok lade hver at grine.." Han smilede sit søde smil til mig og gjorde mig helt blød. Jeg rullede derfor påtaget med øjne og udbrød:

"Okay.. fint.. Jeg prøver." Hvorefter jeg stak tungen ud og forsøgte at røre min næse. Hvilket til min egen overraskelse, rent faktisk kunne lade sig gøre.

"Ej hvor vildt!" Udbrød han. "Hvordan gør du?"

"Det er et særligt talent af mine.. Man skal have en lang tunge for at kunne det.." Han grinede.

"Og min tunge er hermed diskvalificeret.." Jeg grinede af ham og fornemmede på hans blik, at det var nøjagtig hvad han gerne ville have at jeg skulle. Ikke nok med det, havde han revet mig ud af min egen selvmedlidenhed og fået det hele til at virke så enkelt.
Efter lidt tid forstummede vores latter sig til ingen ting og jeg mærkede igen hans øjne på mig. Han flyttede ikke blikket da jeg så på ham, men i stedet brød han ud i et smil som fik sommerfuglene i min mave til at lette.

"Svøm med mig.." Han gjordet et nik imod vandet, og jeg begyndte at grine nervøst.

"Det er da skide koldt.."

"Ej, lad dog hver.." Fejede han mig af. "Det er sikkert helt vildt lækkert og lunt.." Jeg rystede på hovedet.

"Nope.. Rimelig sikker på at det er skide koldt.." Han bed sig i underlæben mens han så på mig med tænkende øjne.