⇝𝕋𝕠𝕥𝕒𝕝𝕥 𝕄𝕠𝕕𝕤𝕒𝕥⇝

med far.

Jeg sad og stirrede på regnen, der trommede imod de store facade vinduer til den lille café, mens jeg ventede på, at min far kom med vores kakao. Jeg havde ikke set ham siden jeg var 15 år og den gang, var han forsvundet ud af mit liv, lige så hurtigt som han var kommet ind i det. Han havde vist utrolig stor interesse for mine valg af fag, og havde oven i købet sagt at Latin var en klasse alle skulle have. Jeg havde dengang valgt den, mest for at få ham til at blive denne gang. Efter en måned med faget, havde jeg dog valgt det fra igen. Der var ingen grund til at glæde nogen, der ikke var der.

Mine øjne fandt min far i den lille kø. Han stod høj som han var, i sit mørkeblå jakkesæt og smilede ned imod sin mobil. En bange anelse kom over mig, men jeg forsøgte ikke at synke for dybt ned i den. Der var ingen grund til at åbne op for mine følelsesmæssige døre og lukke ham ind igen, han efterlod alligevel stedet som en svinesti, når han gik igen.

Jeg sukkede og kiggede på min mobil. 16:05. Jeg begyndte at beregne i mit hoved, hvor lang tid det ville tage at drikke kakao med min far (Ca. 30-45 min. Max en time) og derefter hvor lang tid det ville tage at komme hjem (25 min. - 40 hvis regnen blev ved). 17:45. Derefter begyndte udregningerne med makeup, hår og hvilket tøj jeg skulle have på. (max en time!) 18:45.. Så er der tid til at pakke min taske - husk kondom.. Man ved jo aldrig, vel? Ballerina hvis jeg bliver fuld.. Har jeg brug for dem? Ville jeg overhovedet have højehælede på? Var det ikke en smule mere sexet?... HØJHÆLEDE IT IS!! Mh! Gad vide hvad han tager på? Manden kunne jo tage en sæk på og være en lækkerbisken alligevel.. Haha.. ååh.. mums!

"Sikke en masse mennesker der er herinde i dag.." Min far afbrød mit savleri, og satte en stor kop kakao foran mig. Der var både chokolade drys, skumfiduser og flødeskum på, hvilket fik mig til at føle mig købt på en eller anden måde.

"Det er sikkert regnen.." Tilføjede jeg og skævede til hans kop kaffe. "Ingen kakao til dig?"

"Naarj.." Trak han på det. "Jeg prøver at tabe mig lidt.." Han klappede sig selv på maven og lo. Han tog en underlig skyldig tår af sin kaffe og kiggede ud på vejret. "Hold da op har det står ned." Smilede han til mig.

"Du tog mig ikke med på café for at snakke om vejret.." Han så på mig med glade øjne.

"Neej.. det har du ret i Ella.." han trommede på siden af sin kop og smilede undskyldende. "Hvordan går det i skolen? Får du stadig gode karakter?" Jeg nikkede. "Jeg så at du  havde fået et C i matematik? Er det noget du vil have, jeg skal snakke med din professor om?" Jeg gjorde store øjne.

"Øhm.. Nej.. nej.. det er ikke nødvendigt.." Forsøgte jeg at skubbe det væk.

"Hvad er det din professor hedder? Var det Huxen?"

"Nej, vi har fået en ny der hedder And.. Øh.. Connigan."

"Connigan?" Gentog han. "Det navn siger mig et eller andet.." Han tog en tår af sin kaffe og skævede tænkende ud på regnen. Da det ikke så ud som om han kunne komme i tanke om, hvor han havde hørt navnet før, gjorde han et ligegyldigt løft på øjenbrynene, som i den grad provokerede mig. Jeg vidste ikke hvorfor. Men jeg tænkte at det var sådan han gjorde med alt, der var lidt for besværligt for ham. Så som min mor og jeg. "Hvor kom vi fra? Nå jo.. Det C der vil komme til at se meget forkert ud på dit årlige gennemsnit, det kan ødelægge rigtig mange af dine fremtidige planer. Så som at få et godt job!" Jeg sank. Jeg havde selvfølgelig ikke lyst til at ødelægge mine fremtidsplaner, men det C var mere end jeg kunne have håbet på.

"Professor Connigan gav mig ekstra tid til at tage mig af den opgave, som jeg fik C for. Han gav mig også ekstra undervisning, fordi der var nogen ting jeg ikke kunne forstå. Derfor synes jeg ikke jeg kan tillade mig at bede om en bedre karakter, når han lige så godt kunne have dumpet mig og givet mig et F."

"Hvis han giver ekstra undervisning, er det vel fordi han ikke er god  nok til at forklare tingene.. Så skal i have en anden lærer der er bedre.." Jeg måtte presse mine læber sammen af irritation og trække vejret dybt.

"Kunne det ikke også være fordi jeg bare ikke havde hørt efter eller bare havde behov for at forstå det bedre..?" Han så på mig som om det var helt utænkeligt og rystede på hovedet, som om emnet var uddebateret.

"Der hvor jeg egentlig ville hen, var at der snart er ansøgningsfrist for praktikanter på mit arbejde.. Jeg tænkte at det måske var noget for dig, så jeg snuppede en ansøgning." Han fiskede den frem fra sin inderlomme og lagde den foran mig på bordet. "Du skal bare udfylde den og så kan jeg aflevere den.. Den ville med garanti komme øverst i bunken med ansøgninger." Han smilede til mig og lagde en kuglepen ved siden af. Jeg vidste at det var et godt betalt job, og en ansættelse i det firma min far arbejdede i, ville i den grad give mig gode muligheder for en strålene karriere. Men det lå 3 timers kørsel fra hvor jeg boede nu. 3 timer væk fra Andrew, min mor og Tris. Jeg sank.

"Kan jeg tænke over det?" han så uforstående på mig.

"tænke over det?.. Hva? Gabriella.. Det her er en strålende mulighed. Med dine karakter og kvikke hoved er det her det bedste jeg kan tilbyde dig." Jeg så ned i bordet. Endnu en gang ville han til at bestemme hvad jeg skulle med mit liv, selvom han nok var den der havde mindst at sige. Jeg pressede mine læber sammen, for at tage mig selv i ikke at begynde at græde. Der var ikke tid til at græde.

Jeg sukkede tungt og rettede så blikket imod min far.

"Jeg er ikke færdig med mine studier endnu." Jeg skubbede ansøgningen ind over bordet og rettede mit hovede op. Det her var det modsatte af hvad jeg normalt ville gøre, var det ikke? Normalt ville jeg have bandet indvendig af ham og bare skrevet under. Men ikke denne gang.

"Hør.. Jeg kan skaffe dig en pæn lejlighed, en bil og få dig ind på en bedre uddannelse. Overvej det i det mindste?"

"Fint. Jeg overvejer det. Men så vil jeg heller ikke snakke mere om det!" Han nikkede forstående og tog en tår af sin kaffe, mens mit hjerte bankede voldsomt af at jeg netop havde sat min far på plads. Mine håndflader var svedige og jeg forsøgte at styrer min vejrtrækning så han ikke skulle ligge mærke til at jeg var nervøs. Jeg skævede til min mobil. 16:50. 10 minutter endnu.

"Der er.. Faktisk også en anden grund til at jeg er her.." Begyndte han igen og fik mig til at fjerne mit fokus fra min mobil.

"Og det er?"

"Jeg har noget vigtigt jeg gerne vil fortælle dig.." Han smilede stort til mig og fandt derefter en lille konvolut frem fra sin inderlomme. "Den her er til dig.." Smilede han og lagde den foran mig på bordet.