⇝𝕋𝕠𝕥𝕒𝕝𝕥 𝕄𝕠𝕕𝕤𝕒𝕥⇝

himmel og havet.

Jeg besluttede mig for at gå udenfor og få noget frisk luft, oven på den lidt akavede situation med Andrea. Selvom det var mørkt, lyste månen stranden op og spejlede sig i havet, som roligt, men sikkert slog imod breden. Jeg satte mig i sandet og slog armene omkring mine knæ. Mens jeg sad og betragtede himmelen og havet, kunne jeg tydeligt høre hvordan der blev grinet højt, oppe fra hytten. Jeg skævede der op og mærkede et stik af noget der mindede om, ikke at være en del af det hele, at føle sig udenfor. Men jeg sukkede bare og vendte min opmærksomhed imod havet igen.

De sidste par måneder havde været det rene op og ned, og jeg havde ikke haft meget tid til at føle mig selv og tænke mine egne tanker. Jeg kunne stadig blive bitter inden i, over den måde Blake konstant smurte sit forhold til Sabrina, ud i ansigtet på mig.

Og så var der det med Andrew, og den alt for perfekte Domer. Jeg vidste ikke helt hvordan jeg skulle have det. Han var jo aldrig min og ville nok aldrig blive det. Men alligevel havde jeg en form for ejer fornemmelser overfor ham, som jeg ikke helt kunne ryste af mig. Han havde behandlet mig virkelig godt det sidste stykke tid og havde i virkeligheden været den eneste, der havde bekymret sig om mit ve og vel. Men der var bare den ene tanke der konstant plagede mig, specielt efter alt hvad jeg havde set med ham og Domer. Var han bare venlig og sød imod mig, fordi jeg var hans elev, og han derfor behandlede alle sine elever på samme måde? Jeg kom til at tænke på alle de gange jeg havde mødtes med ham, og set ham udenfor skolen. Jeg kunne ikke undgå og tænke at han måske ikke havde gjort en undtagelse alligevel med mig, men at han faktisk havde været sådan overfor alle i vores klasse. Jeg kunne næsten ikke holde tanken ud, for så havde jeg i virkeligheden lagt mere i det, end jeg burde. Jeg mærkede en klump sætte sig på tværs i min hals og jeg gav slip på smerten ved at lade tårene falde ned over min kind.

"Hey.." Jeg fik et chok og skyndte mig at fjerne tårerne, mens jeg mærkede en varm jakke blive placeret på mine skuldre. "Fryser du ikke?" Andrew satte sig ved siden af mig, mens jeg kiggede i den anden retning, for at han ikke skulle ligge mærke til mine våde øjne. "Er alt som det skal være?" Han forsøgte at fange mine øjne, men jeg nægtede at se på ham.

"Alt er fint.." snøftede jeg og tørrede min kolde næse af i mit ærme.

"Er du sikker?"

"Ja.." Svarede jeg og så ham nikke ud af øjenkrogen. Jeg undrede mig over at han intet sagde til det. Måske var han også bare træt efter en lang dag. I lang tid sagde vi intet. Det var udelukkende havets forsigtige brusen imod breden og latteren fra hytten. Jeg kunne mærke hvordan tårene igen fik frit løb. Jeg forsøgte at holde det tilbage, men jeg kunne ikke mere. I stedet gjorde jeg alt hvad jeg kunne for at snøfte så lavmelt som muligt. Jeg hev sukkende efter vejret, og rejste mig.

"Her.." Jeg rækkede ham hans jakke igen, og vendte mig for at gå. Han så på mig med uforstående øjne, men det kunne være ligemeget. Jeg kunne ikke holde ud at sidde der ved siden af en mand jeg var så besat af, når han bare var min ven..