⇝𝕋𝕠𝕥𝕒𝕝𝕥 𝕄𝕠𝕕𝕤𝕒𝕥⇝

tylkjole, congo og hurtig jaguar.

14 dage senere..

Selvom mine øje var konstant røde og puffede, vidste jeg at the show must go on. Og med det, mente jeg selvfølgelig, at jeg nu deltog i min fars bryllup, og at jeg var blevet placeret ved børnebordet, sammen med Tris, mens Briana sad oppe ved hovedbordet, ved siden af sin mor, Liliana og strålede som den lille sæk lort hun var.

Jeg havde allerede drukket fire velkomstdrinks, og været i baren for at finde ud af, hvornår de lidt hårde drikke blev serveret. Jeg var absolut overbevist om, at jeg skulle være så møg hamrende pløre fuld, at jeg havde glemt alt der var sket det sidste år. Ikke nok med det, ville jeg glemme alt om det her latterligt opstyltede cirkusshow, de alle kaldte 'Årets bryllup indenfor business'. Jeg ville bare glemme, glemme Brianas dumme bitch face! Glemme min fars ligegyldige øjne, da han så at jeg ikke skulle sidde ved siden af ham. Glemme alt om den her latterlige mørkelilla tylkjole, som bestemt ikke så godt ud på mig, fordi jeg ikke var højere end tre lorte og havde brede lår. Min røv var så pyntet med tyl, at jeg lignede et tykt lille plastisk juletræ i funky lilla nuancer. Det var rent ud sagt en hæslig sag og dybt nede var jeg ret sikker på, at det var en patical joke, fra min forfærdelige nye papmor og hendes hæslige datter, der forøvrigt sagtens kunne bære den tylkjole og oven i købet så elegant ud i den. Mens min lignede at den var købt hjem fra kina, lignede hendes en, der var speciel designet af en eller anden Gucci gut.

Jeg havde netop bundet endnu et glas af et eller andet tåbeligt, da Tris fandt mig.

"Er du okay?"

"Ja! Jeg har det fint!" Sagde jeg og stillede glasset fra mig, på et tilfældigt bord jeg kom forbi.

"Du ser ikke okay ud." Hørte jeg hende sige, mens jeg gik igennem menneskemægden og snuppede endnu et glas velkomstdrink fra en tilfældig kvinde i en gulig tweetjakke med dertil tilhørene hat. Hun så bare helt paf på mig, mens jeg ligegyldigt fortsatte og bundede det glas også. 

"Hør.." Jeg vendte mig og blev mødt af Tris' bekymrede øjne. Jeg havde allerede siddet og grædt mine øjne ud overfor hende, efter at Andrew og jeg var gået fra hinanden. Faktisk kom hun og sov i min lejlighed den nat og havde ikke veget fra min side lige siden. Men i dag, var det den værste af alle. Min far havde giftet sig med en total sinke, og Andrew.. Jeg sukkede dybt. Andrew sad snart i et fly på vej til Congo, og så ville jeg aldrig i hele mit liv se ham igen. "Jeg har det fint! Jeg er helt okay! Gratis sprut! Tris.." Jeg puffede legende til hende, for at virke som om alt var tip top. "Det plejer du ikke at vrænge på næsen af.." Jeg gik ud i gaderoben og fandt en jakke, hvor i der var en lommelærke.

"Hvordan?.." Hun holdt hænderne uforstående ud til siden. "du er som en fucking blodhund, når det kommer til sprut.." Jeg tog en tår og skar en grimasse.

"Føj for helved.." Jeg så surt på lommelærken, trak på skuldrene og tog endnu en tår.

"Burde vi ikke prøve at nå flyet.. Bare så du kunne.. nå at sige farvel til ham.."

"Hvem?" Jeg vidste godt hvem.

"Andrew.." Jeg rystede på hovedet og tømte lommelærken og lagde den tilbage.

"Der er ingen grund til at jage efter ham.. Han er allerede over mig og jeg over ham.. Vi er videre! Han har sin drøm og jeg har stadig mulighed for at skabe min egen.." Jeg nikkede tilfreds før jeg gik ind og satte mig ved børnebordet.

Det var en langtrukken affære. For vi nåede dårligt at få serveret forretten, før der skulle holdes en tale, og som det er kutyme ved bryllupper, så stopper man med at spise, mens taleren er i gang med at plapre et eller andet af. Jeg havde nået to gaffelfulde af min mad, da tjenerne kom og fjernede det. Hovedretten var ikke meget bedre. Det var den ene tale efter den anden. Desto flere taler, desto flere glas vin. Jeg var oven i købet lige ved at bøffe tjeneren én på hatten, da han forsøgte at tage mit glas.