⇝𝕋𝕠𝕥𝕒𝕝𝕥 𝕄𝕠𝕕𝕤𝕒𝕥⇝

godnat.

Selvom jeg gang på gang tyssede på Tris, på vejen hjem, var hun stædig og insisterede på at hun ville dele sin smukke stemme med omverden. Om den så var smuk eller ej, måtte omverden jo selv om. Jeg holdt hende flere gange for munden, når folk råbte fra deres lejligheder at vi skulle holde kæft. Til tider skævede jeg til Andrew. Han grinede bare og holdt godt fast i Tris, så hun ikke væltede om på fortovet. Vi var kun få blokke fra min lejlighed, da hun valgte at kaste op ud over fortovet. Efter at have sprøjtemalet det hele, blev hun helt slap, så Andrew måtte samle hende op og bære hende resten af vejen.

Da vi endelig nåede min lejlighed, skyndte jeg mig at låse op, og vise vej til min seng. Connigan lagde hende forsigtigt ned, mens jeg hev hendes hæle af og fandt en brækspand.
Jeg sad med en kold klud på hendes pande, da han gjorde opmærksom på at det nok var bedst, at han så at komme hjem. Jeg fulgte ham derfor ud til døren og gik helt ud på gangen med ham, mens jeg lukkede hoveddøren halvt bag mig.

"Du er sikker på, der ikke er andet, jeg kan gøre for jer?" Jeg nikkede.

"Du har allerede gjort rigeligt." Et smil spredte sig forsigtigt på min mund, mens han fortsatte.

"Jeg er frygtelig ked af at hun blev så syg, hvis jeg havde vist det, ville jeg ikke have tilbudt hende alt det at drikke."

"Tris har ikke en stopklods, det er umuligt din skyld." Grinede jeg og blev mødt af et par bløde og smilende øjne. "Orv! Forresten.." jeg fjernede ringen fra min finger og rækkede ham den med et: "den må du nok hellere få tilbage igen." Han smilede og tog imod den.

"Tak.." han tøvede mens jeg så ham lukke hånden om ringen. "Det klædte dig ellers.." han mødte ikke mit blik, hvilket var heldigt, for endnu en gang var jeg ild rød i hovedet. Han måtte da efterhånden tænke, at det var min faste ansigtsfarve.

"Hvor har du den fra?" Han løftede blikket og rystede på hovedet.

"Det er en længere historie.." smilede han. "Men det må se ret underligt ud, at jeg render rundt med en forlovelsesring i min lomme.. " han udstødte et fnys og smilede, mens han så ned på ringen mellem hans fingre. Det var som om han stod i sin egen verden for et øjeblik. Jeg turde dårligt trække vejret. Men sådan var det efterhånden altid når han var i nærheden.

"Hvorfor har du den så?" Han mødte mine øjne med løftede øjenbryn.

"Kender du det med at folk forventer at du gør det rigtige? Men at det rigtige ikke nødvendigvis er rigtigt for dig? Det er det den står for. Andres forventninger og det at turde gå imod det." Jeg smilede forsigtigt og flyttede blikket til ringen. Han havde ret. Der var mange der talte om at gøre det rigtige, men det var vel deres forestilling af det rigtige. Det handlede om at gøre det, man følte var bedst for en selv og skide på hvad andre sagde.

Der blev stille imellem os, selvom det føltes som om der var tusindvis af ting, der kunne siges. Pludselig grinede han genert, mens han tog sig til nakken og kiggede ned i jorden.

"Undskyld.. jeg stirrer.."

"Det er okay.. jeg lagde ikke mærke til det.." smilede jeg. Flere gange fangede jeg hans øjne, der gang på gang landede på mine læber. Ville han mon kysse mig, hvis jeg gav lov? Jeg besluttede mig derfor (jeg er sikker på det var alkoholen der fuldstændig havde fjernet al fornuft), at kaste mig ud i at flirte med ham og se om han ville være med på den.

"Du er ellers ret stærk, sådan at kunne bære hende så langt, uden pause." Jeg kastede mit mest nuttede og på samme tid flirtende smil på, mens jeg lagde hovedet på skrå og rørte hans overarm. Jeg så sikkert elendigt fjollet ud. Han lo. Havde jeg sagt noget forkert? Eller var jeg bare, i hans øjne, en åndssvag teenager, der var ved at tage en for stor bid.

"Jeg er glad for at du ligger mærke til det." Hans skæve smil fik hele min krop til at sitre, mens han trådte et skridt tættere på mig 'Jeg er glad for at DU ligger mærke til det.'
Endnu en gang blev der stille, som om jeg skulle trække mig selv op til hvad jeg skulle til at gøre. Det var enten knald eller fald! Liv eller død!

"Jeg gør nok noget dumt nu.." sagde jeg så pludselig ud i stilheden og så ham løfte sine øjenbryn. Shit! Staarph.. Please! I'm dying here!!

"Og hvad er det?" Grinede han chamerende. Shit! Nu havde jeg sagt det. Jeg havde sagt A, nu skulle der dælme også siges B!!

Jeg lagde min hånd på hans brystkasse og greb om skjortens stof, mens jeg strækkede mig på tå. Jeg mærkede hans hænder forsigtigt finde min talje og det nederste af min ryg, og samtidig presse mig tættere på ham. Jeg var så tæt på ham at jeg kunne dufte whiskyen han havde drukket. Mærke hans varme. 

"GABBI!!!! JEG DRUKNER!!!!! HJÆÆÆÆÆÆÆÆÆÆLP!!!!" Jeg trak mig hurtigt fri fra hans arme, da jeg hørte Tris råbe inde fra lejligheden. Jeg mødte forvirret hans undskyldende øjne.

"Det er nok bedst hvis jeg.. Tjekker op på hende.." Sagde jeg og så ham nikke.

"Det er nok for det bedste." Smilede han. "Godnat, Gabriella." Sagde han før han vendte sig og gik. Jeg gik ind i lejligheden, men stoppede halvt op. Stille åbnede jeg døren igen og kiggede ubemærket efter ham. Jeg nåede akkurat at se, at han slog sig selv i hovedet mens han travede ned af gangen. Jeg kunne ikke lade hver at smile for mig selv mens jeg igen trak mig ind i lejligheden og lukkede døren.