⇝𝕋𝕠𝕥𝕒𝕝𝕥 𝕄𝕠𝕕𝕤𝕒𝕥⇝

på date med B1 og B2.

Uinteresseret prikkede jeg til min mad på tallerkenen. Jeg følte lidt at folk stirrede forarget på mig, fordi jeg sad på den meget dyre og populære resturent Rymér iført jeans med huller i knæene, allstars, t-shirt og en halv våd hoodie. Hvis jeg havde vist det på forhånd, havde jeg gjort noget mere ud af mig selv, altså ikke lige så meget som min fars forlovede Lilliana, der sad med sit lange gyldne hår og perfekt siddende kjole og strålede som en prinsesse fra en Disney film. Jeg hadede hende allerede. Hendes positive påtagede udstråling og hendes blå stikkende øjne, der gang på gang iagttog mig, som havde jeg været en bagt kartoffel. Og i forvejen lignede hun ikke en der overhovedet brød sig om kartofler, tværtimod.

Det var ikke meget bedre med min vegetariske nye stedsøster, Briana. Det var tydeligt at hun kun var vegetar, fordi det åbenbart var moderne. Men jeg var sikker på, at hun ikke engang vidste hvilket dyr, den bøf, hun ved en fejl havde fået serveret, var. Hun sad til tider og skulede surt til mig med sit contourede fjæs og sine falske øjenvipper. Når jeg så mødte hendes stikkende blik, skød hun næsen i sky og vendte ansigtet imod sin mobil igen.

"Din far siger, at du klare dig godt, i skolen.. er der andre ting du går op i, udover skole?" Smilede Lilliana, mens hun forsøgte at stoppe en gang kanin æde i sylten, uden at dette rørte hendes perfekt påførte læbestift. Jeg trak på skuldrene. Hun lød ikke engang som om det interesserede hende sønderligt, men for fredens skyld, prøvede jeg alligevel at svare høfligt og pænt.

"Jeg holder meget af at læse.." Briana gryntede hovent, mens hun stadig kiggede ned i sin mobil. Jeg blev usikker på om det var mig hun gryntede af eller om det var noget på hendes snapchat.

"Oh.. okay." Lød det overrasket fra Lilliana, mens hun smilede usikkert til min far. Jeg så ned på min mobil, 21:45.. Jeg havde været sammen med Andrew nu, hvis ikke det havde været for den her latterligt akavede middag. "Har din far forresten fortalt dig, at du skal være min brudepige, sammen med min Briana? Så vi skal have dine mål, så vi kan lave den helt perfekte brudepige kjole til dig." Hun smilede påtaget kærligt til mig og lagde sin hånd oven på min. Hendes hud var vitterligt blødere end en nyfødt babys lille popo. Jeg sank og sneg min hånd væk fra hendes.

"Jeg har ikke engang sagt om jeg kan komme eller ej.." Alle vendte deres blik imod mig.

"Selvfølgelig kommer du, jeg er din far!" Lilliana så ulykkeligt på mig, mens Briana sendte mig et par hadefulde øjne. Alt blev sat på pause for et øjeblik, og jeg kiggede fra det ene ansigt til det næste. Hver havde de deres eget udtryk og måde at gribe situationen an på. Lillianas ulykkelige udtryk var tydeligt et tegn på, at gråd altid havde givet hende det hun ville have. Min fars formanende øjne, genspejlede den kontrol, han så gerne ville have. Mens min kære vegetariske sted søsters hadefulde øjne mest af alt mindede om en ung kvinde, der stadig fik lov at være teenager.

Mit hjerte pulserede voldsomt i min hals, og vreden steg mig til hovedet. Det modsatte.. Hvad ville det modsatte være.. Kom nu.. Det modsatte.. Jeg kiggede ind i min fars grå grønne øjne og trak luften helt ned i lungerne. Jeg trykkede start på min mentale fjernbetjening og pludselig kørte det hele normalt igen.

"Blod er tykkere end vand! Glem nu ikke det." Min far skar et stykke af sin bøf og stoppede det i hovedet.

"Ja.." Svarede jeg så roligt jeg kunne. "Det er det. Men hele mit liv har jeg måtte nøjes med vand, og det har jeg det fint med!" Jeg rejste mig brat fra bordet.

"Gabriella, sæt dig ned.. Folk kigger!" Formanede han mig.

"Fandme nej!" Sagde jeg højt nok til at musikanterne, der sad i den anden ende af rummet, stoppede musikken. "Du forventer at du kan komme tilbage efter 4 år, uden at give et kuk fra dig, og forlange at jeg skal stå og smile til dit bryllup og være lykkelig for dig? Glem det! Jeg er skredet!" Og med det, tog jeg min våde hoodie og min skoletaske og travede ud af restauranten og direkte ud i regnen, der lige nu stod ned, som kom Noa snart surfende med sin ark.

For første gang i flere timer, kunne jeg trække vejret igen. Jeg hev efter det, og mærkede den tunge klump der havde spredt sig fra min hals til mit bryst, roligt lette i takt med at jeg lod tårerne få frit løb. Jeg gispede efter vejret, som havde jeg været ved at drukne og mærkede kort efter hvor våd jeg allerede var blevet af regnen. Jeg vendte mig, en sidste gang i håb om at jeg så min far i døren. Men jeg kunne tydeligt se at han var blevet siddende, sammen med sin nye familie. Hvilket fik mig til at hulke fuldstændig ukontrolleret igen. Jeg vendte mig væk fra den skuffelse jeg havde følt.

Længere nede af fortovet, kom en høj mand til syne, og med det samme, han mødte mine øjne, var jeg klar over hvem han var. Jeg gispede og løb ham i møde. Andrew greb mig og knugede mig ind til sig, mens jeg hulkede.

"Så.. Rolig nu.." Sagde han i en dyb hviskende tone. Han åbnede sin jakke og pakkede den om mig. "Det er okay, jeg er her nu.. Der er ikke nogen der skal såre dig mere i dag.." Han forsøgte at møde mine øjne, så jeg løftede mit hoved fra hans skulder. Jeg havde ingen ide om, hvordan han pludselig kunne være lige her. Var han mon kørt herned og ventet på mig hvis noget pludselig skulle gå galt? Han så på mig med forsigtige øjne og smilede let. "Kom.. Lad os se at komme ud af regnen.." Han hev sin jakke af og placerede den på mine skuldre, hvorefter han trak den om mig og mødte mit blik med rolige øjne. Hans hår var allerede drivvådt og lå fladt på hans hoved. En tanke om, at han ville ende med at blive forkølet, kom ind over mig, mens han lagde en arm om mine skuldre og begyndte at gå.

Kort efter sad jeg i hans bil.