⇝𝕋𝕠𝕥𝕒𝕝𝕥 𝕄𝕠𝕕𝕤𝕒𝕥⇝

the call ~Andrew~

Jeg vågnede da min mobil begyndte at vibrere ind over mit natbord. Søvnigt fumlede jeg efter den og fik snart efter taget den.

"..Jah..?" Jeg lå stadig smattet ud på min hovedpude, halvt sovende.

"Hej Andrew.. Det er Gabriella.." Det tog mig et øjeblik at opfatte at det her ikke var en drøm, for til at begynde med smilede jeg bare sagligt. "Undskyld jeg ringer midt om natten, men jeg vidste ikke hvem jeg ellers skulle ringe til.." Med et satte jeg mig op.

"Undskyld? Hvem sagde du det var?"

"Gabriella.."

"Gabriella!" Jeg skævede over på mit væggeur. 3:13.. "Er du okay?"

"Ja.. Sådan da.. jeg.. Jeg har brug for din hjælp.. Jeg står midt ude i no mans land og kan ikke komme hjem.." Hendes stemme knak over, mens mit hjerte pludselig begyndte at hamre afsted i brystet på mig.

"Hvor er du?"

"Jeg tror jeg står på en allé udenfor byen.."

"Jeg kommer!" Stadig med telefonen i hånden hev jeg mine bukser på og kastede en t-shirt ind over hovedet. "Kan du sende mig din lokalitet?"

"Jeg kan prøve.. Men der er næsten ingen dækning.." Jeg skyndte mig at gribe mine bilnøgler og hættetrøje, før jeg smækkede døren bag mig og løb ned af trappen.

"Kan du få det til at virke?" Med et fik jeg en besked fra hende. Jeg blev nød til at stoppe på et trin, for de sommerfugle det gav mig i maven at se hendes navn øverst på skærmen. "Jeg har fået din besked.."

"Godt.." Hun sagde ikke meget, andet end at jeg kunne høre hende snøfte en gang imellem.

"Hør.. Bliv i røret med mig til jeg er fremme.." Sagde jeg, i det jeg satte mig ind i bilen. "Jeg er på vej, så bare bliv hvor du er.."

"Det skal jeg nok.." Jeg satte bilen i gear, og snart var jeg afsted. "Jeg er bange.." Lød det pludselig fra hende.

"Hvad er du bange for?"

"Alt. Mørket. Kulden. Mennesker."

"Det kan jeg godt forstå.. Men prøv at tænke på noget behageligt.. øhm.." Jeg overhalede en, der kørte hvad han måtte og satte derefter trumf på.

".. Som dig?" Som mig? Mente hun at jeg var behagelig at tænke på? Sommerfuglene lettede på ny i min mave og fik mig til helt at glemme tid og sted. Jeg kørte derfor overfor rødt og bemærkede det først, da jeg var kommet lidt længere frem.

"Som mig?" gentog jeg derfor, da jeg opdagede at jeg ikke havde svaret hende.

"Yeah.. Du er der altid for mig.. Selv klokken lort om natten.." Jeg smilede for mig selv.

"Selvfølgelig.." Hun sagde ikke mere, men det var tydeligt at hun var i telefonen stadig. "Jeg er lige ved at være der.." Fortsatte jeg og drejede ned af en mørk allé.

Snart efter gjorde jeg stop ved hendes side, og hun åbnede bildøren og satte sig ind. Mens jeg spekulerede i hvordan hun var havnet dér, hev jeg min hættetrøje af og lagde den om hendes skuldre. Hun tog den helt på og trak den om sig, mens hun smilede forsigtigt til mig. Det var tydeligt at hun havde grædt, men selvom det var tilfældet, var mit sind nu i ro. Hun var i sikkerhed.

"Tak.." Hviskede hun hæst, i det hun pakkede sig selv yderligere ind i min trøje.

"Ingen årsag.." Smilede jeg og bemærkede at hun sniffede til min trøje og smilede forsigtigt, mens jeg satte bilen i gang igen. "Lad os se at få dig hjem.."