Da den generte Gabbis kæreste Blake slår op med hende, beslutter hun sig for at lave et nytårsforudsæt der skal få ham tilbage. Desværre er det lettere sagt end gjort, for nytårsforudsættet lyder på at løsne op og holde op med at være genert, altså...
Jeg kunne ikke tro det. Skulle jeg nu til at miste ham, fordi han hellere ville være i Congo, frem for at være sammen med mig?
Oops! This image does not follow our content guidelines. To continue publishing, please remove it or upload a different image.
Jeg lagde telefonen fra mig på bordet, ved siden af hans andre ting, og vendte mig for at gøre maden færdig. Men det var svært ikke at føle forvirringen i mit sind. Alt i mig var pludselig i komplet uro, og jeg forstod ikke hvordan jeg kunne have overset signalerne. Han havde ikke nævnt en lyd om Congo eller havde sagt noget om at han ville slå op? Han virkede mindst lige så nyforelsket som mig? Med mindre han bare brugte mig.. Jeg stoppede mine tanker og mærkede en ubehagelig klump sætte sig på tværs i mit bryst. Det var som om mit hjerte var ved at blive trykket flat, og jeg måtte derfor støtte mig til køkkenbordet.
Oops! This image does not follow our content guidelines. To continue publishing, please remove it or upload a different image.
"Okay.. jeg fandt den her.." Sagde han glad i det han kom rundt om hjørnet med en flaske vin. "Jeg ved ikke om det er noget for dig, vi kan godt prøve... den.." Han stoppede op og så bekymret på mig. "Er du okay, skat?" Jeg skyndte mig at smøre et falsk, halv ulykkeligt smil på og nikke, mens jeg så væk.
"Ja.. Jeg har det fint. Alt er fint." Han satte flasken fra sig på bordet og kom hen til mig, som forsøgte at undgå hans øjne.
"Hvad er der sket? Har jeg sagt eller gjort noget forkert?" Han forsøgte at møde mine øjne, mens jeg krympede mig for ikke at skulle se ind i dem.
"Nej.. Nej.. jeg.. øhm.." Klumpen i min hals gjorde det svært at tale, og før jeg vidste af det, blev mit syn tåget og jeg følte det som om jeg ikke kunne få luft nok ned til mine lunger.
"Søde skat.." Hans søde, varme og kærlige stemme var nærmest som torne imod min hud. Hvis han holdt det med Congo fra mig, hvad holdte han så ellers skjult? "Jeg bliver helt urolig, vil du ikke nok sige noget?" Han hjalp mig op og side på en af de barstole, der stod rundt om køkken øen og forsøgte igen at møde mine øjne. Denne gang så jeg på ham. Hele hans ansigt lyste af forvirring og bekymring. Jeg blev klar over, at han faktisk ikke havde den fjerneste anelse om, hvad der forgik i mit sind, selvom det vel gav sig selv.
"Slår du op med mig?" hviskede jeg og pressede læberne sammen, for ikke at begynde at græde som en baby. Han klukkede forbløffet og lagde en varm hånd på mit lår, mens han støttede med den anden imod køkken øen.
