⇝𝕋𝕠𝕥𝕒𝕝𝕥 𝕄𝕠𝕕𝕤𝕒𝕥⇝

store tanker.

Sengetid kom, og jeg havde ellers frygtet at det ville blive en kamp uden lige. Men til min egen forundring, var det ikke tilfældet denne gang.

Imens jeg redte op til Melvin, på en madras på gulvet, ved min sengs fodende, kunne jeg høre Andrew, hjælpe ham med at børste sine tænder.

"Er du her også i morgen?" Melvins lille stemme lød på en måde urolig, og jeg forstod godt hvorfor. Hans far havde været dér den ene dag, og den næste var han skredet fra det hele.

"Mhm.. Selvfølgelig.." Jeg smilede for mig selv over Andrews rolige stemme føring.

"Det lover du?" Andrews beroligende latter, fik mit hjerte til at lette i brystet på mig og give mig en klump i halsen.

"Det lover jeg." Jeg elskede, at han kunne sige tingene, på sådan en fast og kærlig måde, så man aldrig var i tvivl om, hvor man havde ham. "Kom! Tid til at komme i seng, mester." Kort efter løb Melvin ind i min lille stue og kastede sig på sine knæ på madrassen. Jeg kunne ikke stoppe mig selv fra, at smile til Andrew da han kom roligt slentrende bagefter Melvin. "Hva så?" Grinede han forbløffet, som var han overrasket over min måde at se på ham på. Men i stedet for at forklare ham, at jeg synes han var noget af det dejligste, der kunne gå på to ben, valgte jeg i stedet at  ryste smilende på hovedet. Før han kunne nå at sige mere, brød Melvin ind: 

"Andrew! Vil du læse den her?" Han sad på madrassen, mens har holdt bogen frem for sig. Normalt, var det mig der var favoritten og hende som skulle læse højt, men i dagens anledning, var Andrew åbenbart yndlingen hos den lille Melvin.

"Er der tid til en godnathistorie?" Andrew skrånede til mig med sit søde smil, mens jeg nikkede. 

"Det er der.. Men kun én!" Jeg forsøgte virkelig at lyde bestemt, hvilket jeg var sikker på Andrew fangede, for med det samme smilede han drillende til mig, før han igen henvendte sig til Melvin.

"Tag din dyne og kom her.." Andrew satte sig op på min seng med Melvin, som var pakket helt ind i sin dyne, så han lignede et lille pølsehorn, med for meget dej og for lidt pølse. "Sidder du godt?" Melvin nikkede og rækkede Andrew bogen, hvorefter han begyndte at læse højt. Imens han læste godnathistorie, gik jeg ud i køkkenet og vaskede op.

Som han sad der, med Melvin imellem sine ben og læste højt fra 'Peter Pedal', fik jeg en tanke jeg aldrig i hele mit 19-årige liv havde tænkt før, om nogen anden. Han var min eneste ene. Jeg havde aldrig nogensinde, været så sikker på noget som helst før! Selv i denne malplacerede situation, med en aften der skulle have forløbet meget anderledes, vidste jeg, at det skulle være ham. Det kunne ikke være nogen andre!

Jeg så ned i opvaskevandet, og nærmest med det samme, begyndte jeg at dagdrømme. Det var dumt, for ikke at tale om upraktisk. Men sådan var der så meget andet, der også var.

I mit dagdrømmeri forstillede jeg mig, hvordan det her var vores lille hjem, at Melvin var vores søn og at dette blot var endnu en over romantiseret aften, i familiens skød. I virkeligheden havde jeg aldrig haft lyst til at få børn! De var upraktiske, dyre og tog for meget af min, i forvejen sparsommelige tid. Men med Andrew var det anerledes. Og jo, jeg ved godt at det måske er lidt overdrevet at tænke på den slags, når jeg ikke engang havde været i seng med manden endnu. Men sådan følte jeg det altså, i dette øjeblik!

Mine tanker tog mildesttalt fart derefter. Ikke nok med at jeg dagdrømmede om, at vi havde et barn mere på vej (Snak om at være i skruk!) så begyndte jeg også at tænke på, hvor vi skulle bo, hvilken bil vi kørte i, hvordan han havde friet til mig og hvordan jeg havde reageret. For ikke at tale om brylluppet (milde himmel). Jeg dagdrømte om vores bryllupsrejse og hvordan han bar mig over dørtrinet til vores lille nye hjem. Og derefter, at vi slentre gennem en park sammen, hånd i hånd, med et barn i barnevogn, og en anden løbende foran, med vores hund i hælene. Alt afsindigt lyserødt og pussenusset og eventyrligt.

Hvilket var noget af en bombe for mig, der ellers altid havde sagt, at det at blive gift var den rene fallit erklæring, og at der ikke var plads til børn i mit liv. Men ud af det blå, havde jeg nu pludselig plads til det hele! Hvilket på en måde gjorde mig lidt nervøs, for det var nye underlige tanker og følelser, men samtidig tanker og følelser, der føltes så rigtige, når jeg så på ham.

Børn og fremtid var aldrig kommet på tale, mens jeg kom sammen med Blake. Det mente vi begge, at vi var for unge til, og det handlede mest om at have det sjovt i et parforhold. Men i al den tid, havde jeg virkelig forsøgt, at få Blake til at passe ned i min Fremtidige-ægtemands-form.  Jeg troede vitterligt, da jeg var sammen med ham, at jeg aldrig i hele mit elendige liv, ville finde en fyr jeg ville elske højere end ham. Det vidste sig at være forkert, for her sad han altså. Andrew, passede i formen. Han passede på alt det og meget mere, jeg ikke var klar over, før nu.

Jeg skævede til ham og Melvin, der sad i min dunkle stue, og læste i skæret fra en lille bordlampe. Jeg vidste godt at det var underligt store tanker at have, men det var svært ikke at tænke dem. For ubevist, blev mit sind taget på langfart af følelser, tanker og minder. Alt sammen den ultimativt eneste grund til at jeg tog så fjern afstand fra hele familielivs tjuhejet. Hele livet havde jeg ubevist skubbet disse tanker væk, og specielt følelsen af en hel familie, der ikke var delt, men samlet. Med en mor, en far og et lille barn. Det var en treenighed af tryghed, omsorg og kærlighed, jeg i så lang tid havde længdes efter at være en del af.

Jeg følte mig sikker når jeg så på Andrew. Jeg var sikker på, at han ikke bare var en flirt. Han var ikke én, der kom og gik igen. Han var kommet for at blive, og han var min fremtid. Jeg skyndte mig at se ned i den fyldte opvaskebalge. Tænkte han det samme om mig? Var han også sikker på at det skulle være os?

Jeg sukkede og satte koppen, jeg netop havde vasket op, fra mig. En gestus Andrew var opmærksom på. Han løftede hovedet og så på mig.

"Er du okay, skat?" Jeg kunne fornemme uroligeheden i hans stemme. Jeg smilede forsikrende og nikkede.

"Ja, jeg er bare træt." Med det samme fremkom et kærligt varmt smil på hans mund, før han vendte sig imod Melvin igen. Jeg kunne umuligt fortælle ham alt det her. Det ville med garanti skræmme ham væk, og det var bestemt ikke hvad jeg havde til hensigt.