√ | Som Natten, så Dagen

16. juni 1813

16.06.1813

Mennesket ved med Sikkerhed, at Jorden er flad. De, der siger Andet bliver henrettet ved Hængning eller Halshugning. En gang i Fremtiden, ved I lige saa sikkert som dengang, at Jorden er rund og ikke ender. Men hvor sikre kan Mennesker være paa Noget? I tror, at jeres Jord er flad. Om nogle Aar vil en Mand ved Navn Charles Darwin præsentere Verden for en Teori. Evolutionsteorien. Alt dette og Følgerne af det, helt til frem til jeres Arts Eksistens på Jorden, er et Gæt, en logisk tænkende Fysiker er ved at bygge op og understøtte, saa han ikke vil lide samme Skæbne som de, der har lidt den kolde Henrettelse. I tror, at Jorden er en Kugle og Universet omkring jer uden Ende.

I tager Fejl. Jeres Verden ender et Sted. I ved det bare ikke. Det er, som hvis man har taget en Appelsin, forsøgt at pakke den ind i en Serviet og bundet en Snor om det resterende af Servietten. Jeres Verden befinder sig under Servietten. Der er ingen Maader at komme ud paa. Undtagen ved den lillebitte Aabning, hvor Snoren aldrig vil kunde lukke tæt om Servietten. Dette Punkt ligger midt i Atlanterhavet. Dette Punkt er et Hul, en Port eller en Aabning til en anden Verden. En Verden, I aldrig har kendt til. En anden Dimension, en anden Udgave af Jorden. Min Verden. Det vides endnu ikke, hvilken Verden, der kom først; om de blev skabt sammen; om der er flere endnu. Een Ting er dog sikker: din Verden og min er ikke ens.

I min Verden lever Væsner, I kun har drømt om. Væsner, hvis Grusomhed overgaar Alt. Væsner, hvis Godhed blænder dem. Umenneskelige Skabninger. Skabninger som jeg. En gang var min Verden akkurat som jeres. Folk blev født, de levede, og de døde. Livets Gang kort fortalt. Livets Gang for Mennesker.

For længe, længe siden faldt to Kometer fra det ydre Rum ned paa Jorden i min Dimension. Disse Kometer udledte to radioaktive Gasarter, vi aldrig før havde kendt til. Indaandede man nok af det, spaltede, ommøblerede og forandrede Generne sig. De muterede sig og udviklede nye, mere komplicerede Maader at sætte sig sammen paa. De Oprindelige kom til. Engle og Vampyrer vare født. Jeg vare født. Over nogen tid opdagede de ramte Mennesker saa smaat deres nytilkomne Kræfter. Nogen af dem bemærkede deres underlige Hang til Blod. Deres Lyst til at bide i Folk og deres kattelignende Tandsæt. Andre vaagnede op og mødte deres morgenfriske Selv i Spejlet. Med Vinger. Vinger, de ikke kunne røre, kun se i Refleksioner. Vi overtog Menneskenes Verden. I Starten var der kun Faa af os, De Oprindelige. Men vi opdagede hurtigt, at vi kunde formere os paa en hidtil Ukendt Maade. Nu er der Tusinde vis af os.

Modsat I Mennesker, der har Hundrede forskellige Maader at tro paa, følger baade Engle og Vampyrer den samme Tro. Vores Guder eksisterer bare i virkelig Form modsat jeres, der blot bygger paa Fantasi.

I vores Verden er der én Overgud. Æquitas, kalder vi Ham. Han staar for Balancen mellem Godt og Ondt. Englene bekriger Vampyrerne, og Vampyrerne bekriger ligesaa Englene. Godt mod Ondt, som I vilde sige. Vi foretrækker Dag mod Nat. Lys mod Mørke. Nogle Engle har formørkede Sind og er traadt til Vampyrernes Side. Nogle Vampyrer har det stik modsat og er kommet Englene til Hiælp. De stikker Halerne mellem Benene, de forbistrede Forrædere.

Og Menneskene? I er Ingenting værd. I er svage, blot Føde for os.

Eftersom Æquitas symboliserer Balance, er der Nødt til at være Modsætninger i Verdenen. Sønnen af Natten og Datteren af Dagen. Baade Vampyrer og Engle kan saa let som Ingenting hidkalde Sønnen ved et par latinske Ord. Ja, selv Æquitas kan hidkaldes med lidt Besvær. Men ingen har indtil videre formaaet at faa Datteren til at personificere sig for hverken Vampyr, Menneske eller Engel. Dette findes der en Forklaring paa. Jeg ved, at Hun findes, og jeg har i Sinde at finde Hende og bringe Hende tilbage.

Derfor er jeg kommet her.

Jaque Bareilles