Aldrig prøv

Kapitel 5

Hvem tror han lige han er? Han kan ikke bare stå og kalde en ret så pæn fyr et svin, når han ikke engang kender ham.
Han var sikkert utrolig sød.

Han laver da heller ikke andet end, at hate på alle.

Hvordan kan han leve med sig selv?
Det tydeligt han ikke er blevet opdraget ordenligt.

-

Jeg gik ind i klassen og satte mig hen på min plads.

Da festen var i morgen, var folk helt oppe og køre og snakkede om det så snart der var tid til det. Jeg var stadig fast besluttet på ikke at tage med, og så frem til at bruge min weekend på at lave lektier og se film, hvis der var tid til det.

-

Skoledagen var endelig omme, så jeg pakkede mine ting sammen og gik mod udgangen.

Idet jeg var på vej ud af døren, gik min snøre op. Jeg satte mig ned på den nærmeste stol og bandt den igen.

"Kan det passe du er den eneste fra 3t der ikke kommer i morgen?" spurgte Carlo fra 3x.
Jeg må indrømme jeg har gået og beundret ham, her på det seneste.

"Jeg øhm... ja," sagde jeg usikkert.

"Er du sikker på du ikke vil komme, det bliver et brag af en fest?" spurgte han og jeg troede i et øjeblik at jeg drømte.

Spurgte Carlo lige om jeg ville komme? Jeg mener det var sikkert ikke sådan ment, da det nok bare var hans opgave at få de fleste elever med.
Men hans perfekte ansigt fik mig til at nikke.

"Ved du hvad, jeg kommer? Gider du at notere det?" sagde jeg modigt og tog en tot hår om bag øret.

"Selvfølgelig, vi ses til festen Kamille," sagde han og smilte før han gik over til sine venner, der stod og ventede på ham.

"Skulle hun lave lektier?" kunne jeg høre en af hans venner sige og alle de andre grinte, undtagens ham.

"Tag jer sammen drenge" sagde han og de andre grinte stadig.

Jeg kunne føle hvordan deres blik var rettet mod mig.
Selvom det gjorde mig en smule utilpas, var der andre mere vigtigere ting, at være utilpas over.

Festen.

Hvad havde jeg egentlig lige gjort?
Havde jeg seriøst lige sagt ja til at komme?
Det var også Carlos skyld det hele.
Tror han selv jeg kan stå for ham, når han kommer hen og spørger mig så venligt, og kigger på mig med de der søde Bambi øjne han har.
Svaret er nej.
Hvor dum ville jeg ikke også være, hvis jeg havde afvist ham?
Det kunne jeg jo ikke.

Men nu var jeg tvunget til at tage med.
Hvad skulle jeg dog gøre?
Jeg ved ikke hvordan man er til en fest?
Jeg gik bekymret ud af døren, og kunne ikke tænke på andet, på vejen hjem.

Note
Hej venner :)
Virkelig det største sorry ever.
Jeg har ikke opdateret i en evighed nu..
Så undskyld.
Men har skrevet nye kapitler, som jeg vil poste her i weekenden.