Aldrig prøv

Kapitel 44

Enten spillede han uskyldig eller også vidste han det bare ikke. Han stod stadig lige så forvirret og vidste ikke hvad han skulle sige.

"Hvis du virkelig gav mig en chance, havde du inviteret mig med til den dumme fest i Pyton" sagde jeg.

"Har du ikke fået en invitation da?" sagde han og rynkede sin pande.

"Øhm nej?"

"For helvede.." mumlede han for sig selv og kiggede over på sine venner også tilbage på mig.

"Hør, det er bare mine venner der er totalt fucked up," sagde han og stak hænderne i lommerne på sin læderjakke.

Godt han selv kunne se de var fucked up.
Men hvad skulle det betyde? At det var deres skyld og ikke hans?

"De vil ikke have dig med, på grund af hvordan du ser ud og opfører dig," sagde han, og kiggede op og ned af mig.

Ja, jeg havde fint dyrt tøj på hver dag? Men skulle det nu betyde, at jeg ikke kunne være venner med dem?

"De vil ikke have en som dig rendende i Pyton," tilføjede han.

Det var som om mit hjerte stoppede med at slå. Hans ord var som en usynlig lussing, der ramte mig helt uventet.

"Så du vil have jeg skal til at gå i helt sort tøj, ligesom jer? Ligne en rocker?" sagde jeg overrasket. Mine øjne var store.

"En som dig..." citerede jeg for mig selv.
Jamen mange tusind tak.

"Nej for helvede Kamille???!" sagde han irriteret. Hans øjne var blevet ligeså store som mine nu.

"Du skal ikke ændre på dig selv, okay?" sagde han og skiftede hans hårde tone ud med en roligere. Jeg blev så forvirret.

"Okay..." sagde jeg kort, da jeg ikke vidste hvad jeg ellers skulle sige.

"Men det er også lige meget," sagde jeg.

"Jeg vil alligevel ikke med til festen," tilføjede jeg og sukkede.

Lige fra starten var min plan ikke at tage med til flere fremtidige fester. Jeg var blevet skræmt fra vid og sans, siden festen hos Teodor.

"Lige meget?" citerede han mig.

"Ja, jeg vil ikke med?" sagde jeg irriteret.

Vi var begge to forvirrede.
Jeg ville ikke med til festen, men egentligt kun have at han ville prøve at vise, at han ville være min ven.

For jeg kunne faktisk godt lide ham.
Sådan lidt.

Hvis han virkelig ville give mig en chance, havde jeg fået en invitation til den fest. Men så meget betød det åbenbart ikke for ham.

"Jo du vil??" sagde Anthon bestemt og tog et skridt tættere på mig.

"Nej?" sagde jeg kort.

Det hele var lige meget.
Anthons venner havde nok ret omkring mig.
Måske passede jeg bare ikke ind.

Han sukkede og så håbløst på mig.

"Jeg skal ikke være sammen med dine venner en eneste gang til, og risikere at blive ydmyget foran dem, fordi jeg ikke kan drikke så meget som et shot," sagde jeg og håbede det var forklaring nok til, at han forstod mig.

"Det kommer simpelthen ikke til at ske igen," sagde jeg bestemt.

"I må hygge jer i aften," sagde jeg og smilte falsk til ham og begyndte at gå hen imod Mille.

Jeg nåede bare ikke særlig langt, før Anthon tog fat om mit håndled og trak mig tilbage.

"Fuck dem nu bare et stykke for fanden...," sagde han og klemte ubevidst om mit håndled.

"Dem skal du ikke tænke på."

"Jeg vil gerne have dig med, okay?" sagde han og kiggede ned i gulvet og op på mig igen, som om det var svært for ham at sige.

Ville han virkelig gerne have mig med?
Før jeg vidste af det nikkede jeg, og han smilte svagt til mig.

"Godt så...," sagde han stille, stadig med et svagt smil på læberne og sin hånd om mit håndled.

Note:

TAK FOR SNART 20K LÆSNINGER OG 1K LIKES!!! ER SÅ GLAD

HUSK AT LIKE