Aldrig prøv

Kapitel 10

Jeg lagde mig udmattet ned under min dyne og faldt forholdsvis hurtigt i søvn.

-

"Godmorgen mit skat," sagde min mor, da jeg satte mig tungt ned i stolen ved spisebordet.

"Hvordan var festen så?" spurgte min far nysgerrigt, og bladrede i sin avis.

Here we go again.

"Fint nok," svarede jeg med min hæse morgenstemme, og smurte smør på en rundstykke.

Skete der noget specielt til festen, vi burde vide noget om?" spurgte min mor og jeg rystede på hovedet.

"Drak du? Kyssede du med en dreng?" tilføjede min far og jeg rystede endnu engang på hovedet.

De stirrede på mig, og jeg tørrede lidt smør væk fra min mundvige.
Jeg kunne mærke den røde farve titte frem i mine kinder, og vidste at der ikke var nogen vej udenom nu.

Hvorfor havde de en eller anden magisk evne til, at kunne aflæse mig?
Og hvorfor skulle de altid blande sig i mit liv?

"Jeg kyssede..," sagde jeg og sank en klump.

"Jeg kyssede en dreng, ja," sagde jeg og kiggede væk.

Jeg hadede øjenkontakt i sådanne situationer.
Selvom jeg ikke kiggede på dem, kunne jeg fornemme de smilte.

"Hvem var den heldige så?" spurgte min mor nysgerrigt.

"Helt ærgerligt?"

De ventede på at jeg sagde det.
Det var jeg sikker på.
Deres øjne var rettet mod mig, og de kiggede begge med samme undrende blik på mig.

Jeg gav mig til sidst og sukkede.

"Det var en der hedder Carlo.." sagde jeg med dæmpet stemme.

"Carlo..." sagde min mor og så undrende på min far.

"Det siger mig noget.." svarede han hende.

"Det skulle vel aldrig være Lise og Hennings søn?" spurgte min far.

"Gud ja, det er da sikkert ham.."

Imens de snakkede, sad jeg pænt og spiste min morgenmad.

De lod til at kende Carlos forældre, men hvorfor vidste jeg ikke.
De sagde ikke noget i lang tid, og stilheden blev brudt, da min far hostede.

"Du kender nok ikke hans forældre skat, men de er utrolig flinke," sagde min mor.

"Ham skal du holde fast i," tilføjede hun, og jeg kiggede med store øjne på hende, og var lige ved at spytte min mælk ud af munden.

Vi var jo slet ikke kærester.
Og det blev vi sikkert heller aldrig.
Jeg tørrede min mund, og satte glasset ned på bordet igen.

"Mor vi er ikke kærester eller noget," sagde jeg og rejste mig fra bordet.

"Nej men alligevel" sagde hun muntert og tog en slurk af sin kaffe.

Jeg smilte bare og tog min tallerken og kop i opvaskeren.

De måtte kende Carlos familie rimelig godt, siden mine forældre synes de var flinke.
Men det undrede mig heller ikke, at hans forældre var søde.
Han havde jo fået hans gode opførsel et eller andet sted fra.

Note:
Tak fordi i læser med! Har lige ramt 1K så tusind tak!
HUSK AT LIKE