Aldrig prøv

Kapitel 39

Der var ingen chance for, at de vidste det.
De var på arbejde det meste af tiden, og når de ikke var, besøgte de venner konstant.

"Jeg ved du er venner med ham Stefan fyren," sagde min mor.

"Vores nabo Stefan? Ja vi er venner," sagde jeg og kiggede hurtigt op på dem.

"I skal ikke ses mere," tog min far over og sagde. Det var tydeligt i hans blik, at han mente det.

Ikke se Stefan mere? Det blev ikke et problem.
Mine forældre havde ikke fået med, at vi ikke var venner mere. Men det skulle de heller ikke vide.
Kunne jeg få dem bildt ind, at jeg ikke ville se Stefan mere, selvom jeg i forvejen ikke gjorde det, var der en mulighed for, at jeg stadig kunne være sammen med Mille.

Og Anthon.

"Han er en af de der tatoverede drenge på din skole Kamille. Du ved hvordan vi har det med drenge som ham," sagde min mor bestemt.

Tatoverede? Han havde kun 1 på armen da han startede på skolen. Nu havde han 2, da han havde fået tatoveret pytonslangen på halsen, ligesom Anthon og de andre.
Så at kalde ham en af de tatoverede var en overdrivelse. I forhold til Anthon, Teodor og Lauge havde han næsten ingen tatoveringer.

"Okay," sagde jeg kort og sukkede, i håb om at de skulle tro jeg var nede over, ikke at måtte se ham mere.

"Hvad mener du med okay???" spurgte min far og sendte mig et irriteret blik.

"Okay... jeg ser ham ikke mere?" sagde jeg og prøvede at lyde så ked af det, som overhoved mulig.

Jeg rejste mig fra sofaen og gik ind på mit værelse. Jeg forlod ikke mit værelse hele den dag.

I stedet bruge jeg det meste af lørdag, på at tænke over Anthon.

Jeg kunne stadig ikke forstå, hvorfor han var så venlig overfor mig.

Af en eller anden grund, gjorde det mig bare glad. Det betød meget, at jeg måske kunne få opbygget et venskab til Anthon, nu da Stefan ikke gad mig længere.

Jeg ville i hvertfald give Anthon en chance.

-

Søndag forløb stille og rolig. Mine forældre havde fri fra arbejde for en gangs skyld.
De snakkede ikke mere om episoden i går, men stemning var en smule trykket.

Mandag nærmede sig så småt og jeg kunne se frem til påskeferie om fredagen.
Hvordan mon alting så ud mandag morgen? Ville Anthon stadig være sammen med mig, når alle hans venner kunne se os sammen?
Eller ville han ikke engang så meget som, at sige hej til mig?
Tankerne kørte rundt i hovedet på mig, men jeg håbede bare på, at han ikke ville droppe mig, på samme måde som Carlo gjorde.

Note:
Kort kapitel I know - sorry 😁

HUSK AT LIKE